Læsetid: 3 min.

Åh, Louise ...!

4. juni 2003

»Jeg ved godt, at folk vil sige, at nu er jeg blevet tosset igen, men alt for længe har den kulturpolitiske dagsorden været sat af en lille snæver kulturelite. Det er på tide, at almindelige mennesker kommer til.«
Louise Frevert, kulturordfører for
Dansk Folkeparti, til Politiken

Man kan ikke sige andet, end at Dansk Folkepartis Louise Frevert er et muntert indslag i den fortsatte debat om kulturstøttekronerne. Ikke så snart er hun hjemvendt fra en ferietur til filmfestivalen i Cannes sammen med Folketingets øvrige Kulturudvalg, før hun frisk angriber Lars von Triers konkurrencedeltager, Dogville, som har dansk premiere i dag, for at være antiamerikansk og som følge deraf uværdig til at modtage en krone i støtte fra staten. Den har fået 9,2 millioner kroner i konsulentstøtte ud af et budget på 82 millioner.
Det er ikke mindst filmens rulletekster med billeder af et socialt forarmet Amerika, der er faldet frøken Frevert for brystet. »Det er en nedgørelse af Amerika og de mennesker, som ikke har det så godt,« udtalte hun på tv.
Og til Berlingske Tidende sagde hun forleden, at Dogville er et »politisk propagandistisk manifest,« og »spørgsmålet er, om skatteyderne skal betale støtte til den slags film, og om man ikke bør opstille nogle rammer for filmstøtten, så der ikke ydes store statsbeløb af konsulenter i Det Danske Filminstitut til politisk propaganda.«
Minsandten om ikke frøken Frevert ikke også har en løsning på problemet. Filmstøtten skal deles op i tre puljer: De to nuværende to bevares, konsulentordningen og 60/40-ordningen, og så oprettes en tredje pulje, som kan give mindre beløb i støtte til »mere smalle politiske film.«

Det er ikke nogen overraskende udmelding fra Dansk Folkeparti, der altid har været en smule ømfindtlige, når det kommer til statsstøtte til kunst og kultur. Frøken Freverts udtalelser minder om dengang, en af hendes åndsfæller, Kresten Poulsgaard fra Fremskridtspartiet, højlydt erklærede, at Danmark var for lille et sprogområde til at have sin egen ballet.
Det er både skinger og ugennemtænkt tågesnak.
Så skidt med, at Louise Frevert helt og holdent har misforstået Dogville, der bestemt ikke er anitamerikansk, snarere et forsvarsskrift for humanismen – hendes udgydelser vidner om en begrænset kulturel og politisk indsigt. Skidt med, at hun ikke har sans for en filmmager af Lars von Triers format, der er med til at udvikle filmsproget. Og skidt med, at hun mener, at filmstøtten skal reguleres mere fra centralt hold, end den allerede bliver.
Det er alligevel svært at tage hende alvorligt.
Venstres Esther Larsen, der også sidder i Kulturudvalget, mener, at der er tale om forsøg på »politisk censur« fra Louise Freverts side, mens Socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører, Mette Frederiksen, kalder hendes udtalelser for »fuldstændigt sindssyge.« Og kulturminister Brian Mikkelsen, der som Frevert ikke kunne lide rulleteksterne, har selverkendelse nok til at sige, »at det er instruktørens personlige valg, og han er 100 gange klogere end jeg.«
Fint, så har vi fået det slået på plads.

Problemet opstÅr i det øjeblik, hvor Louise Frevert gør sig til talsmand for de såkaldt ’almindelige mennesker,’ som ingen mulighed har for at vurdere, om hun har ret, og for hvem 9,2 millioner kroner er mange penge at bruge på en film.
Det er kun i totalitære regimer eller Berlusconis Italien, at ideologisk kritik af den altafgørende kunststøtte og politisk censur af kulturlivet har lov til at folde sig ud.
Bare den mindste smule politisk pres på kunsten i et demokrati kan ikke accepteres og heller ikke administreres fornuftigt. Det blev godt og grundigt demonstreret i 50’ernes USA, hvor en ubetydelig senator ved navn Joseph McCarthy slog sig op på at repræsentere de eneste sande amerikanske værdier og endte med at ødelægge et kreativt miljø og slå mange liv i stykker.
McCarthy fik frit spillerum, fordi amerikanerne følte sig truet af Sovjetunionen og mente, at mange filmfolk nærede kommunistiske sympatier.

Lars von Triers makker i Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, er kun glad for, at Dogville vækker opsigt, og han tager postyret fra den humoristiske side: »Hun er en dejlig og skøn kvinde,« siger han om Louise Frevert. »Vi lever i et demokrati, og vi retter os efter det flertal, der nu engang måtte være. Vi kan kun glæde os over, at vi endnu har ytringsfrihed, og at den også gælder for en politiker som Louise Frevert.«
Det har han jo ret i, og om ikke andet, så er Louise Frevert med sine udtalelser selv årsag til, at tilliden til hendes kulturpolitiske dømmekraft nu har nået sit absolutte nulpunkt.

CMC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu