Ovenpå de netop overståede afstemninger om EU-forfatningen i Frankrig og Holland, har en række analyser alle peget på, at der har været mange forskellige argumenter for, hvorfor flertallet af befolkningerne valgte at sige nej. Argumenter, der måske ikke direkte har med forfatningstraktaten at gøre, men er kommet til udtryk i en afvisning af denne.
Disse argumenter har blandt andet været: Indenrigspolitisk utilfredshed, modstand mod Tyrkiets mulige, fremtidige indlemmelse i EU, frygt for den polske blikkenslager og hans slæng af lavtlønnet, østeuropæisk arbejdskraft, tilstedeværelsen af (for mange) liberalistiske elementer i forfatningstraktaten og desuden det mere nationalt orienterede nej, der frygter for nationalstaternes position i det udvidede EU.
Selvom ovennævnte begrundelser synes at pege i mange retninger, er der dog måske alligevel noget fælleseuropæisk på spil. Set fra en anden position, kan de forskellige nej'er samlet betragtes som udtryk for problemet med at indføre ét formelt, europæisk enhedsprincip.
Tvivlens Europa
Det særligt europæiske, der består i, at europæerne kun på overfladen indordner sig under politiske og kulturelle enhedsprincipper, er en af pointerne i den tyske forfatter og civilisationskritiker Hans Magnus Enzensbergers bog Åh, Europa fra 1988, der udfolder sig som syv rejsefortællinger fra Europa. Bogen peger dermed på, hvor komplekst og mangfoldigt Europa er på det kulturelle område.
Netop accepten af denne kulturelle mangfoldighed har de europæiske politikere gennem mange år forsøgt at fremstille som det særligt europæiske, og man har hyldet den i EU's officielle slogan om "Enhed i mangfoldighed".
Dette slogan rummer groft sagt en forståelse af Europa som enhed omkring en række (først og fremmest politiske) universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder og som mangfoldighed, hvad angår kulturelle, religiøse og nationale forskelle. Der er således i dette officielle billede af Europa tale om, at Europa er på én gang universel på det politiske niveau og partikularistisk på det kulturelle niveau.
Samme tankegang kan findes i den tyske sociolog Jürgen Habermas' efterhånden velkendte tanke om en europæisk forfatningspatriotisme, hvor argumentet i forenklet form netop er, at Europa bør være et politisk fællesskab, hvorimod det kulturelle fællesskab reserveres de nationale og regionale niveauer.
Denne kulturens mangfoldighed kombineres ofte med et billede af Europa som det tvivlende kontinent. På grund af Europas egen blodige fortid i form af evige krige og konflikt, tvinges kontinentet nemlig konstant til at overveje, hvor det er på vej hen. Som den danske udenrigsminister Per Stig Møller har formuleret det, er det særegne ved den europæiske kultur således, "at den har formået at standse op og beskue sig selv og dermed rejse tvivl om berettigelsen i, hvad den havde gjort og fortsat gjorde" (Kristeligt Dagblad den 1. maj 2004).
Europa af i dag er derfor et Europa, der har lært af historien, og hvor mangfoldigheden er den største kulturelle styrke og tvivlen den europæiske dyd par excellence. Det er dette Europa, den polske filosof Leszek Kolakowski taler om, når han erklærer, at "Europas kulturelle identitet består i fraværet af nogen som helst færdigudviklet identitet; eller med andre ord i uvished og i ikke at stille sig tilfreds" (Information den 4. januar 2005).
Det velkendte ansigt
Med denne forståelse af Europa ser vi tilsyneladende i disse dage konturerne af det paradoks, at det kulturelle Europa nu viser sig fra sin kritiske side på det politiske niveau og her lever op til forestillingen om mangfoldighedens og tvivlens kontinent.
Er der ikke netop tale om, at den tradition, der historisk har tvunget Europa til at stille spørgsmålstegn ved og derefter reformere sig selv, atter viser sit ansigt - nu blot på den politiske scene, hvor der altså tvivles på forfatningen?
Noget tyder i hvert fald på, at bestræbelsen på at besegle europæisk kultur som mangfoldighed og tvivl har en dybere sammenhæng med modstanden mod en fælleseuropæisk, politisk forfatning.
Truslen er visionerne
Der kan derfor vise sig at være mere end et gran af sandhed i, hvad politologen Ole Wæver i 1989 gjorde opmærksom på i bogen Hele Europa. Nemlig, at den største trussel mod Europa paradoksalt nok er de al-europæiske visioner.
Eftersom essensen af Europa historisk har været at bekæmpe underordningen under et dominerende princip, må centrale dele af en europæisk vision nemlig nødvendigvis ligge hen i tåger for ikke at stride mod Europas egen essens. Det er derfor muligt, at det er Europas skæbne aldrig at blive et klart defineret 'Europa'.
Skabelsen af et politisk Europa synes nemlig at fordre en fortælling, hvor der er plads til tilstrækkelig mange forskellige visioner for dette politiske Europa. Der skal med andre ord skabes et Europa i forskellige Europa'ers billede. Med de sidste dages afstemninger in mente kunne noget tyde på, at EU-forfatningen - dens litterære og poetiske kvaliteter ufortalt - ikke er denne fortælling. Derfor oplever vi denne mangfoldighed af forskellige nej'er.
Den store udfordring bliver således, hvordan vi i Europa mestrer kunsten at skabe enheden i mangfoldigheden. Hvordan skaber vi med andre ord en central, politisk identitet i det Europa, der kulturelt forstås som netop fraværet af én overordnet, fælles identitet?
Indtil denne opgave løses, har vi at gøre med en europæisk identitet, der konstrueres som et spørgsmål om mangfoldighed og kritik. Når dette tvivlens kontinent siger nej til EU-forfatningen, er vi derfor vidne til en særlig europæisk ironi.
I samme åndedrag som Europa afviser enheden, bekræfter det nemlig sin egen europæiskhed. Af denne grund er det måske nok en krise, Europa i disse dage oplever. Men det er samtidig en krise, der er åh, så europæisk.
