Læsetid: 3 min.

Den åh-så perfekte Mann

Alle elsker Thomas Mann - undtagen denne læser
13. juli 2006

Verden er fuld af dårlige bøger. En masse af disse bøger gider man slet ikke spille tid på og lægger hurtigt bag sig efter endt læsning eller forsøg på læsning. Det er ofte bøger af bittesmå ånder, patetiske enspændere, som er helt uden evne til at almen-gøre deres stof. Eller deres bøger er simpelthen dårligt komponeret og har for dårligt et sprog. Og alle former for sjusket sprog er ikke til at holde ud.

Som barn gjorde det med det dårlige sprog ikke så meget. Jeg slugte alligevel ukritisk det meste og læste kun for spændingens skyld. De 5, Jan-bøgerne og alle disse drengebøger. Bagefter fulgte en passion for Sven Hazels krigsromaner. Siden bøger af Alistair Maclean, John Irving og Wilbur Smith. Gode historier, men sproget kører på automatpilot, uden spændstighed og modstandskraft.

Det afgørende brud med barndommens ukritiske læsemåde kom for mit vedkommende, da jeg gik i 8. klasse. Jeg havde en fantastisk samfundsfaglærer, som i sine timer ofte læste op af bøger af Bjarne Reuter og Villy Sørensen, så vi ofte blev hængende længe efter at klokken ringede ud. Det afgørende moment var imidlertid, da han fortalte om sin yndlingsbog, nemlig Idioten af Fjodor Dostojevskij. Samtidig sagde han, at vi var alt for unge til den bog. Det førte selvfølgelig til, at nogle af os skyndte os hen på biblioteket for at låne bogen.

Fra den dag var ingenting mere som før. Med ét blev der sat en helt ny målestok for, hvad læsning var, ja og hvad sprog var. Så bevidst var jeg ikke på det tidspunkt, det hele var bare en fornemmelse af, at en helt ny verden havde åbnet sig

Som voksen læser har der blandt de store forfattere og klassikere selvfølgelig været bøger, hvis storhed man ikke har været i tvivl om, men som man alligevel har svært ved at elske. Sådan er det eksempelvis med Thomas Mann.

Jeg hader at elske Thomas Mann. Den store mester Mann. Den åh-så-perfekte Mann. Altid klog, veloplagt og velskrivende. Han som har skrevet det ene udødelige værk efter det andet. Han som har fået nobelprisen og al den hæder og ære, som han sikkert fortjener. Buddenbrooks, Trolddomsbjerget, Tonio Kröger, Doktor Faustus, Joseph og hans Brødre. Alt har jeg læst og i flere tilfælde genlæst. Men af disse udødelige værker er der især et, som jeg aldrig har kunnet forsone mig med, og det er Døden i Venedig.

Man kunne selvfølgelig lade sig imponere over, hvordan forfatteren i en streng og hymnisk prosa blander selvbiografiske elementer med tidskritik og kunstfilosofi. Hvordan skønhedslængsel væves sammen med dødsdrift. Eller mere inter-tekstuelt: Hvordan Platon og Nietzsche klinger i dette værk.

Man kan sige så meget, men sandheden er, at det er en lummer prosa, egocentrisk passion af værste skuffe, når vi følger hovedpersonen, forfatteren Gustav von Aschenbach på højden af sin kunstneriske karriere bryde op og længes mod det fremmede og friheden - og ender i Venedig. Aschenbachs ellers sædvanlige selvdisciplin smuldrer under indtryk af en ung smuk polsk dreng. Hele hans indre verden bryder sammen, han er sårbar og falder kort efter som offer for den pest, der er kommet til byen.

Værket er hyldet som blandt det ypperste i tysk og europæisk åndsliv, men kun fordi sygeligheden er så integreret en del af den vestlige kultur. Respekt for det, men i Døden i Venedig kammer det over i Aschebachs uforløste og patetiske død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu