Læsetid: 2 min.

Åh, så pisk- åh, så ros

Teaterpokalen gik til Bojesen med mandespringene og saxofonen. Imens mjavede Teaterkatten hen om et par uretfærdigt lange ben
10. januar 2006

"Det er vel det tætteste, jeg kommer på en Oscar," sagde en lykkestrålende, lyshåret Gudrun Bojesen - blot 29 år og allerede modtager af de skrappe Danske Teaterjournalisters allerfineste pris, Teaterpokalen. Teaterskribenterne fandt Oscar-sammenligningen passende.

Der manglede vist bare et par hundrede tv-kameraer i KafCaféens intimhygge i Skindergade, men prestigevurderingen var da god nok. Denne 'store Bojesen' er en spinkel pige. Men det er hende, der har ført Den Kgl. Ballet lykkeligt gennem et helt år - med ynde og provokation, ubesværet og begavet. Det var hende, der først dansede Bournonville ved Operaens åbning, men derefter smed balletskørtet og greb saxofonen og spillede tango, så det stilrene rum endelig fik liv. Det var hende, der fik alle under Bournonville-festivalen til at dåne over musikalske trintolkninger og perfekte håndled - til at hulke over hendes kompromisløse Sylfiden og til at skrige af grin over hendes lårperfekte bukserolle som maskulint springende Sibirien-jockey. Og det var hende, der selv blev kaldt stjerne i svøb, mens hun var så eminent en yndlingspartner for Thomas Lund, at han katapultede sig til prisen som verdens bedste danser.

Som balletanmelder Vibeke Wern sagde i sin prisoverrækkelsestale: "Du kan hverken løbe, hoppe eller springe fra, at du er en fantastisk Bournonville-danser. Men vi ved, at du også er så meget andet."

Premierehad

Dette ekstremt alsidige talent resulterede altså i, at Gudrun Bojesen blev modtager af Teaterpokalen - som den fjerde danser i rækken. Før hende har kun Erik Bruhn, Lis Jeppesen og Nikolaj Hübbe modtaget prisen, siden Holger Gabrielsen var den første modtager i 1934.

"Kan man både have lange ben og være en seriøs sceneinstruktør?" spurgte teateranmelder ved Kristeligt Dagblad, Rikke Rottensten. Men jo, det kan i hvert fald Katrine Wiedemann, var konklusionen fra den knap så langbenede anmelder. Og så lød ellers heftig ros til instruktøren bag Pinocchios Aske, Havfruen og Nora - tre forestillinger, der skabte heftige tilskuerdiskussioner det sidste teaterår.

Den 36-årige Katrine Wiedemann takkede og talte om instruktørens sårbarhed: "Jeg elsker prøverne, men jeg hader premiererne. For enten så, åh, får man pisk - eller åh, så får man ros. Man er så udsat som instruktør. Men da vi f.eks. arbejdede med Nora, havde vi en lykkelig proces. Da var der faktisk 'dage med faglig eufori'," sagde den både langbenede og højhælede skønhed. Og så bøjede hun sig ned for at modtage fadet med Teaterkatten.

Sidste glade kvinde var lederen af Dramatikeruddannelsen, Janicke Brandt. Hun fik prisen for sit initiativ med elevforestillinger, der både vises på Det Kgl. Teater og i Odense, Århus og Aalborg.

"Det er så vigtigt, at dramatikereleverne prøver at skrive til virkeligheden," sagde Janicke Brandt. Som dramaturg står hun ellers aldrig selv på scenen. Men som anmelder Me Lund hævdede i sin tale: "Efter Jens Kistrups død deler Janicke Brandt titlen som landets absolut flittigste teatergænger med teateranmelderen Henrik Lyding."

Alle nikkede. Den ros var næsten lige så flot som en Oscar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu