Læsetid: 2 min.

Åhr hvad!!!

Drønpræcis kombination af årgang, tid og sted på Mungo Park
28. april 2005

Hvor er jeg henne om 10 år? - et så fortærsket stileoplæg stikkes stadig ud i folkeskolen. Om fængselstilstanden 'forstad' varer ved indtil bajeren er byttet ud med plejehjemmets havresuppe og den fede afløst af tre lægetilladte cerutter om dagen - brænder nu mere på for personerne Sebastian, Bjørn og Randi. For hvor er de henne om bare 10 dage?

På sin vis er kernen i Forstad den purunge, evige trekant, for eksempel den fra Den kroniske uskyld, opdateret for nye seere. Bortset fra at uskylden er pakket længere ned i dagens sprog og grænseoverskridelsen, der hos Rifbjerg er af seksuel karakter, her er fysisk voldelig. Forskellen i setting er ikke afgørende, de hellerup'ske og de nordsjællandske forstæder kan opvise samme grad af voksenfravær og følelsesforsømthed, værtshusene hedder bare caféer og drankerbænken står i lystbådehavnen og hedder ikke lige noget.

Et velbegrundet overfald hedder heller ikke lige noget, når det skal hemmeligholdes og fører til en betinget dom, fordi præmisserne er ukendt. Begivenheden ændrer konstellationen mellem den højtkørende Sebastian, den indelukkede Bjørn og den facadeafvisende Randi, der med hemmeligheden har et andet syn på Bjørn end det, dommen afsætter udadtil. Ungdomspsykologisk har forfatterne har fat i noget afgørende i Bjørn-figuren, da den renhjertede rives med af omgivelsernes dom og selv mener, at han er en dirtyboy, mens kammeraten er 'ren'. Denne hjerteskærende forvridning hæver det researchede manuskript (forfattere og skuespillere har været i praktik i lokalsamfundet) op fra skarpt afluret dokumentarisme til noget meget empatiprovokerende, der ganske enkelt fungerer fremragende i Martin Lyngbos snappe instruktion og Nikolaj Heiselberg Traps inventive scenografi.

Mere end ok

Korte scener, filmisk klippet, høj puls i spillet, overraskende rekvisitleg og formidabel tæft for scenisk illustration (af cirkelargumentation især frydefuldt) driver spillerne gennem forstadstomheden, der bliver sortere og sortere, jo flere dysfunktionelle voksne, Bro&Lyngbo lukker ud af posen. Om der til sidst bliver smurt for fedt på kan diskuteres, om Randi-figuren mangler psykologisk korset kan i endnu højere grad diskuteres, men at den hverdagssmåtragiske heltehistorie samlet set slår fra sig er et faktum. Tro mod streettrenden fyger det med ladede ok'er stykket igennem, så jeg låner lige et stort og underdrevet OK til helheden - signalementet af det forsnævre(n)de kodesprog inklusivt. Ikke mindst spillerne er med til at give Forstad sit ægte dramatiske drive. Kom og se, hvorfor Jonatan Spang blev Reumert-udmærket for nyligt - bl.a. fordi han har sjælden uskyld og søskendeomsorg til den spinkle, men instinktstærke Bjørn, som vi - og scenografen i wide screenslutscenen - tror klarer sig. Stortalentet Christian Tafdrup tegner sine tre roller med formidabel kontrol, mens Signe Egholm rammer den splittede Randis skæve aspekter lige på tonen. Hvor de tre er henne om 10 år, ved man godt.

I lidt mere tilbagerykket perspektiv er Forstad et finurlig Allerød-(teater)historie ekko. Her spillede Danter'ne engang også med stofbasis i området afskedsforestillingen Lillerød. Nu spiller Martin Lyngbo med særlig tæft for genren fornyet community theatre med elegant integreret brug af både sted og lokalt tøsekor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu