Læsetid: 4 min.

Aakjær og Halfdan

5. november 2002

HVOR MANGE eksemplarer skal en bog sælges i, før den ikke mere regnes for litteratur? Et ironisk spørgsmål, som er vokset ud af visse forlagserfaringer, og som hen ad vejen er blevet et internt mundheld i forlagskredse. Hvorfor? Fordi popularitet og store salgstal til dels regnes for suspekt i litteraturelskende kredse. Fænomenet kendes også fra film-, teater- og musikbrancherne.
Det aktualiseres af forlaget Hovedland, som i morgen sender en ny, stor biografi over digteren Jeppe Aakjær i handelen. I et følgebrev hedder det, at »Aakjær nok er det 20. århundredes mest udbredte danske forfatter« … og så tilføjes det: »Det vil være overraskende for de fleste litterater …«
Ment som en sviende bemærkning, og det er ikke første gang, forlaget har været ude med den polemiske pisk, når det gælder den intellektuelle verdens forhold til det meget folkelige.
Har forlaget ret? Det er i det mindste påfaldende, at den omfangsrige og grundigt reserachede biografi er skrevet af en højskolemand, Knud Peder Pedersen, ligesom en anden højskolemand, Bjarne Nielsen Brovst, samt Aakjærs datter, Solvejg Bjerre, er dem, der tidligere har biograferet digteren mest intenst. Kan man forestille sig en professor finde det attraktivt at være ekspert i Aakjær? Nej, vel? Fortæller det noget om forfatterskabets bonitet? Nej, vel …

DER ER forfatterskaber, der er så klare og enkle i deres store kvalitet, at de på en måde ’drukner’ i det professionelle, litterære landskab. Halfdan Rasmussen og Benny Andersen har næppe givet anledning til beskæftigelse for mange litterater i tidens løb – den sidste dog mere end den første. Gakker man til Sverige, kan man tage Astrid Lindgren som eksempel, men hun blev dog på sine ældre dage både genstand for disputats og gentagne gange nævnt som nobelpriskandidat.
Uden tvivl – og med al respekt for … skal vi sige en Peter Laugesen – er der skrevet langt flere opgaver med udgangspunkt i dennes forfatterskab end i Rasmussens.
Hvad med Piet Hein, hvis gruk i sin tid blev utroligt populære i den bredest mulige befolkning? Litterært var han ude i kulden.
Den akademiske håndskyhed over for det folkelige, hvis det ikke lige er kitsch eller retro, kommer i al sin gru og rædsel også til udtryk, når litterater skal vurdere Per Højholts og Dan Turèlls forfatterskaber. Deres folkelige gennembrud med hhv. Gittes Monologer og Vangede billeder holdes typisk ud mellem to fingre som noget, katten er kommet ind med – midt i den æstetiske fest.

BILLEDET ER mere sammensat end som så. Aakjær citeres i den nye biografi for noget om, at det er indholdet, der tæller, ikke formen. Eller sagt på en anden måde: Rager teksten nogen på et menneskeligt plan eller ej?
Her er Aakjær ude i havren. Den synsvinkel kan kun være et af parametrene, om end et ganske væsentligt – men i så fald ville man bortdømme en betragtelig del af litteraturen, f.eks. modernismen med dens fantasifuldhed – f.eks. den (største) del af Højholts forfatterskab, som ikke handler om Gitte.
Omvendt er den akademiske tilgang til folkeligheden ej heller entydigt negativ. En sællert som Enquist er i den grad inde i varmen, at det næsten gør ondt, ligesom Riffens kroniske uskyld trods en kvart million solgte er en kanoniseret klassiker. Det i indledningen citerede forlags-mundheld er med andre ord heller ikke entydigt.
Læg hertil, at litteraten, professor Anne-Marie Mai i sin af flere andre grunde stærkt kritiserede, nye litteraturhistorie dog har vist det ’mod’ at opvurdere forfatterskaber som Bjarne Reuters, Ole Lund Kirkegaards, Vita Andersens og … Piet Heins med selvstændige omtaler.

LAD OS HER ikke komme nærmere ind på Harry Potter, Graham Greene og Hanne-Vibeke Holst, selv om det også kunne være interessant. Hvad Aakjærs og Rasmussens relative fravær i det litterære landskab angår, kunne forklaringen være den, at litterater ikke synes, der er så meget at skrive hjem om, fordi enkelheden er fremherskende. Man kan blive ved og ved og ved at finde nuancer og fortolkningsmuligheder hos Strindberg, men ikke så nemt hos Lindgren. Visse forfatterskaber udfordrer den akademiske hjernegymnastik og fægtekunst mere end andres. Derved vokser de komplekse forfatterskaber i betydning i miljøet på bekostning af de mere ligetil.
Det er forkert, for kompleksitet er på ingen måde eneste garant eller parameter for litterær kvalitet. Derfor kan det undre, at Johan Herman Wessel (og i Sverige Bellman) indtager en naturligt stor plads i litteraturhistorien, mens Rasmussen og Aakjær ikke gør.
Det giver en skævvridning, som al undervisning og forskning i litteratur bør tage højde for. Ligesom bl.a. rappere kan se en masse i Rasmussen – inden længe kommer en cd, halvvejs til halfdan – og ikke kun, fordi han har skrevet om rapanden Rasmus.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu