Mændene slipper følelserne fri i Aalborg, mens kvinderne kramper sig fast i fornuften. I hvert fald på Aalborg Teater, hvor 1700-tals komedien Sommerlængsler af Goldoni spreder eftertanke om det med livsvalget. For følger man egentlig sit hjerte eller følger man bare en plan, man burde have afblæst for længst?
Instruktøren Jan Maagaard er optaget af at præsentere denne tvivl. Og egentlig er hans forestilling bedst, når han strunter i snørklende replikker og kommer med sine egne kommentarer til det med lidenskaben.
Som nu dér, hvor Morten Burians glødende elsker bryder alle normer og træder hen mod Karin Heinemeiers lyksaligt forelskede pige. Hans fod afslører, at han vedkender sig sine følelser, men hendes fod viser derimod, at hun forråder sig selv: I et afgørende sekund drejer hun om på hælen og afviser ham og kaster sig ud i selvpålagt pinsel. Hvorfor? Fordi hun har lovet at gifte sig med Jakob Højlev Jørgensens smukke, mørke Leonardo, der aldrig vil kunne fravriste hende så meget som et smil, og slet ikke i sengen. Men man holder jo sit ord. Ak ja.
Burian og barm
Goldoni er både et klogt og skægt bekendtskab og et dejligt Holberg-alternativ til den kyniske komedie, især når skuespillerne er kække og dynamiske som på Aalborg Teater, hvor ensemblet oser af ung energi og spillelyst. Morten Burian har insisterende øjne og listige mundvige under sit lyse hår en intellektuel drømmer og hjerteknuser med naturlig stemmeglød og publikumsmagnetisme fra stærke ben. Og den bedårende Karin Heinemeier spiller så overrumplet, som havde vinden taget fat i hendes silkesløjfer og bundet hendes snøreliv op forelsket med ynde og drej og alt for hurtig tale. Ak ja.
Latterbrølene skabes dog af Lars Lohmann, der får salen grinet varm som blød-om-hjertet-og-lad-os-nu-ikke-tabe-penge-på-det-far han sætter sin paryk, som han vil... Og latterne bølger, når Hanne Windfeld vimser rundt med mandegriske hænder som en ikke-blevet-kysset-meget-længe-enke spids og barmsvulmende i lykkelig kombination.
Bredbug og bordben
Allersjovest er måske den scene, hvor instruktøren spiller kærlighedshævnen ud i vildeste konsekvens. Hvor en pengegrisk onkel hævner sig på kærlighedsløsheden ved netop ikke at hjælpe den unge, forelskede ødeland. Her giver Jan Maagaard den slangetynde skuespiller Søren Bang Jensen chancen for at bringe den sorteste humor frem under langhårsparyk og gak håndbevægelser krudtet op af Rasmus Bjergs bredbugede assistent mellem et par bordben. Noget af et par. Ak ja.
Udover bordbenene er scenografien ellers forbløffende fantasiforladt og statisk med de samme døråbninger og kufferter, der hankes op i. Peter Schulz bedste scenografibud er en lang
havebænk på tværs af hele scenen: Her sidder hele ensemblet og drikker cappuccino, som om Skagen var kommet til Montenero overklassedårskaben i effektfuldt billede. Kvindernes kjoler er dog kun smukke, ikke uforglemmeligt smukke, for kostumedesigner Manfred Blaimauer har tilsyneladende bevidst gjort dem ferske i både farver og snit ligesom kvinderne indeni? Næ, så sidder mandebukserne absolut mere interessant...
Men hvad skal vi egentlig med disse skøre italienske sommerløjer i det snefyldte Aalborg udover at grine kulden ud af knoglerne?
Måske skal vi mærke efter, som det hedder så heftigt i dag. Mærke efter om vi ikke i virkeligheden kan grine lige så meget af os selv som af personerne oppe på scenen.
Og det gælder vel at mærke ikke kun de unge tilskuere. »Der findes modne damer, der er endnu mere forrykte end de unge,« lyder en replik. Ak ja.
Sommerlængsler. Tekst: Carlo Goldoni. Oversættelse: Grethe og Helge Kjærulff-Smidt. Bearbejdelse og instruktion: Jan Maagaard. Scenografi: Peter Schulz. Kostumer: Manfred Blaimauer. Lys: Anders Kjems. Lyd (musikvalg med fin ironisk melankoli): Niels Petersen. Aalborg Teater til 17. mar.
www.aalborg-teater.dk
