Læsetid: 4 min.

Ålens vandring

18. december 1997

I sin nye bog Film skal ses i biografen har Ole
Michelsen et vittigt afsnit om sin pure ungdomstid som assistent for den store franske instruktør Jean-Pierre Meville.
Denne herre var sin egen producent og havde rundhåndet lovet den grønne journalist fuld løn. Men Michelsen kom aldrig på lønningslisten. I stedet fik han besked på at stille med forfalskede benzinkvitteringer. Først da kunne han hæve sin gage.
Pointen er, at hvor eller hvornår i Verden der laves film, som ikke bare produceres for at score kassen, er producenten næsten altid i pengenød. Og så er fristelsen til at fifle åbenbar.
Med en bombastisk opsætning på hele to forsider prøvede dagbladet Politiken i går at fremstille producenten Peter Aalbæk Jensen, kaldet Ålen, som en fifler af de særligt misliebige. Som bevismateriale nævnes det, at revisorerne har taget forbehold for regnskaberne på tre Zentropafilm. Der skulle bl. a. være fiflet med Irma-bon'er.
Artiklen fremstiller Aalbæk som "et dyr med en voldsom appetit på penge". En smart fyr, der har malket filmstøttesystemet for "millioner, der forsvinder". Og nu skal rigsrevisionen se på Irma-bon'erne.

Aalbæk finansierer de uprøvede filmtalenter, og det er der sjældent penge i.
Han producerede da også i periode 1992-97 otte dunderfiaskoer i rap, inden han endelig fik jackpot med Breaking the Waves. Næppe kendetegnende for et dyr, der først og fremmest styres af "en voldsom appetit på penge". At producere danske spillefilm er overhovedet sjældent en overskudsforretning og at blive ved med det kræver faktisk - tro det eller ej - ægte interesse for sagen. Ja, endda ofte idealisme.
Det nye ved Aalbæk er, at han - i stedet for med martyrmine at lukke butikken - har insisteret på at overleve. Ved at lave reklamefilm ved siden af og ved at udvikle et forretningstalent, der gør, at nye produktioner hele tiden kan holde gang i butikken.
Samtidig har han skabt sig et medie-image som den skrappe, frække producent med høj cigarføring. En rolle, der både rummer en sandhed og en løgn. For selvfølgelig kan man ikke drive en vidt forgrenet virksomhed som Zentropa uden at være en smart forretningsmand. Det er jo også det, der er brug for, hvis der fortsat skal laves den slags film, som Zentropa står for. Men bag cigaren og filurgrinet skjuler der sig en dristig producent. Aalbæk har konsekvent satset på det kommer-
cielt risikable og kunstnerisk ambitiøse.
Aalbæks bud på en afbødning af dansk films manglende gennemslagskraft i biograferne har været skuffende enkel: at producere sig ud af krisen. Han har sammenlignet sin metode med at skyde med spredehagl. På et tidspunkt må man ramme en succes, og den kan så finansiere nye tiltag og andre unge lovende talenter.

Ålens vandring fra lidet offentlighedsbelyste jobs som støttepædagog for adfærdsvanskelige drenge (men er han ikke stadig det?) og roadie for rockbands til positionen som vor centrale producent er et af de mere bemærkelsesværdige karriereforløb i dansk film.
Denne søn af forfatteren Erik Aalbæk Jensen har aldrig rost sig af sine intellektuelle evner, men når han kalder sig "en ukompliceret idiot fra landet", skærer han bevidst rollen ud i så alt for tykt pap. Han har da også fået en regulær produceruddannelse på Filmskolen og sprang i 1989 ud som spillefilmsproducent med Perfect World, der var så intellektuelt krævende, at den kun blev set af 69 mennesker.
Heller ikke den umiddelbart efterfølgende alliance med Lars von Trier sigtede særlig kommercielt. Da Aalbæk i 1992 stiftede Zentropa med Trier, var denne instruktør langt fra noget sikkert kort og havde i dansk sammenhæng kun lavet fiaskoer. Men sammen førte de på nogle år Zentropa frem til at blive "et virksomt kreativt miljø, som har haft en dominerende status i 90'ernes danske film", som Peter Schepelerns skriver i sin nye Trier-biografi.

Er der regnskabsuregelmæssigheder på nogle af de produktioner, Aalbæk har været involveret i, er det selvfølgelig ganske berettiget, at de juridisk korrekte konklusioner drages.
Men når Politiken hævder, at "filmstøtte for millioner forsvinder", kræver det en nøjere dokumentation. Aalbæk har i årenes løb fået ialt omkring 100 millioner i støtte fra Det Danske Filminstitut, men derudover er hans film blevet finansieret med rundt regnet 200 millioner skaffet fra anden side. Så man kan næppe sige, at pengene ikke har fået lov at arbejde.
Absurd nok samler nogle af de mest inkriminerende udsagn sig om lavbudgetfilmen Pusher, instrueret af Nicolas Winding Refn. En film, der rent ud sagt er lavet for et beløb så lille, at mange internationale producenter dårligt ville kunne få det til at slå til som betaling for filmholdets lokumspapir. Når der skal skabes kvalitet for så få støttepenge, som der ofte gives til danske film, kan det næsten føles som en opfordring til småfiduser.
Pusher blev en succes og er set af 170.000 mennesker. Men det kunne ingen på holdet selvfølgelig vide, da de knoklede som pryglede aber for at få den i kassen. Nu, hvor man ved det, kunne man måske tillade sig at glæde sig, men det er jo sjældent den danske stil.
Politikens forsøg på at skrige Peter Aalbæk Jensen ud som anløben, pengegrisk finanskonge virker både uoverbevisende og Ekstra Blads-agtigt. Aalbæk har, med betydelig finansiel risiko og for ofte meget små beløb, produceret en række af dette årtis mest interessante film, og den dokumentation, bladet fremlægger, synes umiddelbart triviel. Så forhåbentlig bliver ikke i længden muligt at begrave manden i lutter Irma-bon'er.Pim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her