Læsetid: 6 min.

Ånd og magt og åndelig afmagt

Kristendom, støvsugere, mudder, ytringsfrihed og kongelig kunst og kunstsnobberi
1. april 2006

Sidste lørdag skete der det, at redaktionen i begribelig erkendelse af klummistens usandsynlige genialitet genoptrykte en tidligere klumme. Derved blev læserne snydt for denne, der nu følger, og som for at korrigere for forsinkelsen har undergået et par smårettelser i de kronologiske regibemærkninger. Imidlertid er indholdet af en så uvurderlige art at teksten stadig skriger på offentliggørelse. Altså:

Ved at åbne for radioens program 1 snart sagt på et vilkårligt tidspunkt på ugen kan en udenforstående nemt få det indtryk, at Danmark er et ekstremt religiøst samfund. Kristendomsstoffet, som før havde sine enklaver i udmærkede programmer som Mogens Hansens dengang nyskabende: Om os selv og det vi tror på, breder sig nu som skvalderkål og kvæler mange andre radiofoniske tilgange til forsøg på forståelse af tilværelsen. Det kendetegnende ved kristendomsprogrammerne - ikke alle men de fleste - er deres klare karakter af forkyndelse. Lige fra ved dagens begyndelse, hvor redaktørerne åbenbart gør sig alle hæderlige anstrengelser for at finde de mest salvelsesfulde talsfolk for branchen. Det er ikke til at bære. Hvis det var en hvilken som helst anden pressions- eller interessegruppe i samfundet, ville der blive en - nå ja -helvedes ballade. Ren propaganda.

I en stor del af programmerne hævdes det direkte, eller det ligger i luften - eller æteren - at åndelighed er kongruent med kristentro, og at kristendommen er det rigtige og alt andet bare religioner.

Det åndelige er det kristne, ikke mere at rafle om, hvis man ikke tror på Jesus, er man ikke åndelig. Det kan så udtrykkes mere eller mindre snørklet eller på stylter.

Forleden morgen udbredte en præst sig i guirlander af ord om et eller andet med lidenskab, som man ikke bagefter ville være i stand til at gengive meningsfuldt selv under tortur. De lyriske bogstavrim blomstrede.

Midt i det henåndede kvidder fik den inspirerede præstinde én til at tænke på PH: Sikket syn og se dig sidde sødt og snildt og sy/med et blik som blinker blåt og blidt og blomsterbly/Jeg ku harpe lyren ømt i kluk og klokkerim/hvis jeg bare ikke brækked mig af bogstavrim.

Rejs til Teheran

Det værste ved denne type udsendelser er imidlertid ikke banaliteterne, men deres oftest totale mangel på det kontrære princip, som ellers burde gennemsyre formidlingen i public service. Denne kristendomsindoktrinering går hånd i hånd med regeringens bestræbelser.

Bertel Haarder er ved at gennemtvinge ånd og bogstav fra den stråtækte med morgensang, bøn og de 10 bud udenad og på ét ben. Hvordan har hr. undervisningsministeren det mon med sin egen statsminister, der ikke alene har begået kreativ bogføring og groft vildledt Folketinget, og som fortsat i sin lille gerning beviseligt har løgnen og vildledningen som politisk parameter? Men det er måske noget andet? "Masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget, vi tror, de har, det er noget, vi ved". "Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes".

Hvordan fortæller man små børn med foldede hænder og blikket himmelvendt at kristendommens mest elementære bud ikke gælder for statsministre fra Venstre?

Den glædelige nyhed siden sidst var Gitte Seeberg fra de Konservative, som nu siger fra over for Dansk Folkepartis bornerte forgnidrethed og påpeger umuligheden af fortsat at bygge på dette parti under globaliseringens krav.

De samme toner lyder fra erhvervslivets topfolk, der frygter for dansk anseelse i udlandet som følge af den uanstændige fremmedpolitik.

Due Jensen og Lars Kolind har været ude med krav om at droppe DF som parlamentarisk grundlag, og Arla rør på sig. Statsministeren er ved at få nogle formidable fjender, som han forsøger at holde stangen ved at sende sin gadedreng Jens Rohde i byen og bede Arla om at rejse ad Teheran til. Pumperne fra Grundfos kunne Venstre også undvære.

Men når kapitalen går hånd i hånd med moralen, ved man godt hvad klokken slår. Vi er ved at åbne et nyt kapitel i den politiske udvikling. Fogh Rasmussen skulle nok tage at lytte lidt mere til Ellemann-Jensen. Hvem Helle Thorning-Schmidt burde lytte til, blæser i gennemtrækken fra de flygtende vælgere og MF'ere.

Vandstøvsugere

Og nu til noget helt andet, nemlig et forbrugerråd i en tid, hvor allergierne florerer: Lider man af støvoverfølsomhed, en lidelse i klummistens hushold, kan man enten bosætte sig på en af Himalayas højere liggende sydskråninger - eller købe sig en ny støvsuger. Det sidste er det mest overkommelige, men det skal vel at mærke være en vandstøvsuger, det vil sige en der ikke har pose til støvet, men vandtank, hvori dette opslemmes.

Her er ikke tale om en annonce eller korruption, men helbreds- og forbrugeroplysning, som man ikke er vant til i denne højrøvede tryksag. Vandstøvsugeren vejer ad helvede til, og kiloprisen er ikke for de knækkede.

Men resultatet for allergikeren er til gengæld forbløffende. En støvsugning af tæpper og madrasser, og host og prust forstummer. Selv ikke-allergikeren mærker forskel i kontaktlinser og svælg. Og her taler vi om et i forvejen propert hjem, om man må bede.

Apropos støvsugere var klummistens afdøde mentor og ven Halldor Sigurdsson blandt mange andre ting også en kender af støvsugere. Det tror man ikke, men det var han. Som god journalist satte han sig ind i sagerne, og da han engang skulle købe ny støvsuger, gjorde han sig til ekspert.

Sugeevnen stod i direkte forhold til, hvor lang tid hans hushjælp skulle bruge til rengøringen, hvilken problematik Halldor satte op på en formel, hvorefter han hjemsøgte støvsugerforhandlerne og drev dem til vanvid med nøjagtigt udregnede krav til varernes sugeevne, som de kendte dårligere end deres nidkære, let maniske kunde.

Mudderkastning

Vandstøvsugeren opslemmer som sagt støvet. Har man støvsuget med den tilstrækkeligt længe, eller er der meget støvet, bliver opslemningen til mudder. Det skal man hælde ud og komme rent vand på tanken igen. Mud- deret kan man jo så bruge til at bade i eller smøre sig på kroppen, hvor man eventuelt gerne vil være mere attraktiv. Eller man kan hælde det i lokummet, hvis der ikke er noget at komme efter.

Apropos mudder. Albert Engström var ikke sart i tegninger af sine yndlingsofre: officerer, advokater, fine damer - og jøder. Antisemitismen var på den tid betragtelig i Sverige, men Engström var ikke antisemit, han gjorde bare nar af alt og alle, inklusive jøderne. Han har således en tegning af et omfangsrigt ikke helt støvfrit jødisk ægtepar, hvor Sara siger: "Den doktor har ordinert mich et muderbad, men hvorifrån skal jag skaffe mich muderet?" Hvortil Isak svarer: "Kære Sara, lad mich bade first!"

Kongelig kunst

Engströms tegninger i original kan beses på Thielska Galleriet i Stockholm. De er udflugten værd, hvis man opholder sig i vort broderfolks fortryllende hovedstad.

Apropos Stockholm behøver man ikke være talentløs, fordi man er kongelig og maler. Waldemarsudde er et andet must i Stockholm.

Stedet er prins Eugens (1865-1947) residens, nu museum. Prinsen samlede sin samtids svenske kunst: Zorn, Jansson, Bergh, m.fl., men først og fremmest er museet værd at besøge for prinsens egen skyld. Eugen var en betydelig maler, hans talent var ægte, og han havde ydermere som rigtig kunstner også evnen til at udvikle dette. Han indgik således i den almindelige kunstdebat ved blandt andet at levere kunst. Det er mere problematisk med regerende monarker, der sysler med penslerne. Især i konstitutionelle monarkier, hvor kongen eller dronningen er ansvarsfri og blandt andet derfor ikke kan tage til genmæle ved kritik. Af samme grund er kritik vanskelig at adressere til den pågældende.

Af samme grund bør en monark afholde sig fra at udstille offentligt, for værkerne kan ikke ifølge sagens natur indgå i kunstdebatten. En udvej for en kunstnerisk ambitiøs konge eller dronning kan være at abdicere og dermed markere den personlige nødvendighed i arbejdet som kunstner.

Imidlertid ville der slet ingen problemer være, hvis ikke snobbede museumsledere antog monarkens værker til ophængning blandt rigtige kunstnere. Sørgeligt at skulle sige det.

Nu vil snobbernes mundvand koge, med et udtryk fra Rifbjergs mesterlige nye knastørre digte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu