Læsetid: 5 min.

Åndelig brandstiftelse

30. september 2005

Den 7. september 1945 skrev Thomas Mann et åbent brev til sin forfatter-kollega Walter von Molo, som havde opfordret Mann til at forlade sit amerikanske eksil og vende tilbage til Tyskland. Det skete som bekendt aldrig, men brevet dokumenterer, hvor stærke følelser forfatteren til Buddenbrooks og Trolddomsbjerget trods alt havde for sit gamle fædreland. Brevet slutter i en forholdsvis optimistisk tone: Man skulle nu holde op med at tale om afslutningen af den tyske historie, skriver Thomas Mann her. For landet var i gang med at antage en ny form og ved at indtræde i en ny livsfase, som – efter forvandlingens og overgangens smerte – måske ville bringe mere lykke og ægte værdighed. »I dets (Tysklands, red.) skyhed over for verden lå altid så meget længsel efter verden. På bunden af den ensomhed, som gjorde det onde, ligger ønsket om at elske, ønsket om at blive elsket. Tyskland bør fordrive indbildskhed og had fra sit blod, det bør genopdage sin kærlighed, og da vil det atter blive elsket.«
Kærlighed er måske for meget sagt, men en vis respekt har Tyskland ganske vist opnået i løbet af de sidste årtier. Læser man de europæiske aviser efter valget i forrige uge, er det slående, at man uden for Tysklands grænser nærmest er mere overbevist om det tyske demokratis rodfæstelse end hos tyskerne selv. For bare at blive i Danmark, så skrev Jyllands-Posten med henblik på dannelsen af en mindretalsregering: »Tyskland er i dag så gennemført demokratisk stabilt, at det sagtens ville kunne lade sig gøre«. Og under overskriften »Tysk tøven« tilføjede Politiken i starten af denne uge, at der var langt mellem den politiske situation anno 2005 og den, der førte til Hitlers opstigning: »Sammenligningen med Weimar-tiden, hvor de demokratiske partier fra begyndelsen manglede et flertal, er overhovedet ikke relevant.« Nej, i dag er det snarere den økonomiske og ikke den politiske situation i Tyskland, som bekymrer de europæiske naboer, en – set med tyske øjne – i og for sig ganske glædelig udvikling.

Stor stabilitet
Mange tyske kommentatorer har efter valget den 18. september med en vis bekymring registreret, hvordan de store partier CDU/CSU og SPD for første gang i Forbundsrepublikkens historie kun har formået at samle omkring 70 procent af stemmerne – et skred på mere end 20 procent, hvis man sammenligner tallet med for eksempel valget i 1972 eller 1976. Men det er en sammenligning, som ikke holder. Den samfundsmæssige virkelighed har i samme periode forandret sig ganske kraftigt, hvilket naturligvis også afspejles i det politiske landskab – De Grønne, for eksempel, stillede for første gang op i 1980. Faktisk kan man sagtens argumentere for det modsatte, nemlig at den tyske parlamentarisme kendetegnes af en udpræget stabilitet: tilsammen opnår de fire demokratiske partier CDU/ CSU, SPD, FDP og De Grønne 87,4 procent af stemmerne. Dertil kommer 8,7 procent til det nye Linkspartei/PDS, som jo heller ikke er udemokratisk, men som stadigvæk har et uafklaret forhold til sin egen fortid i DDR, hvorfor de andre partier ikke vil samarbejde med det. Med andre ord: på trods af Tysklands store økonomiske problemer og – sammenlignet med Danmark – mange flere borgere af udenlandsk herkomst (der bor alene omkring otte millioner tyrkere i landet) spiller ekstremismen og populismen ikke nogen væsentlig rolle i tysk politik.
Der er sikkert mange og samtidig ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan, og omvendt, hvorfor et parti som Dansk Folkeparti i løbet af 10 år er blevet en sådan succeshistorie i lykkelige Danmark. På grund af de historiske erfaringer netop fra Weimarrepublikken er Forbundsrepublikkens politiske system blevet indrettet på en sådan måde, at magten på den ene side har sit udgangspunkt i befolkningen, men at der samtidig er installeret en del buffere mellem borgerne og deres politiske repræsentanter – hvorfor spærregrænsen for eksempel ligger på fem procent, og hvorfor der heller ikke findes folkeafstemninger. Derudover har Tyskland – igen på grund af sin historie og igen set med danske øjne – et fundamentalt anderledes forhold til det nationale og til Europa. Som Willy Brandt udtrykte det i 1966: »Vores patriotisme forstår sig selv som europæisk og verdenspolitisk ansvar. Målt i forhold til freden er nationen ikke længere det højeste af alle goder.«

Den danske skandale
Men der findes en anden og måske afgørende forskel. Stigmatiseringen, dæmoniseringen og afgrænsningen af hele befolkningsgrupper er ganske enkelt et tabu i den tyske politiske kultur – såvel hos politikerne som i befolkningen. Også her er nazismen med dens civilisationsbrud en slags mentor. Denne kendsgerning blev endnu en gang tydelig under den just afsluttede valgkamp. Da det østtyske PDS og det vesttyske WASG i løbet af sommeren gik sammen og dannede Die Linke/PDS, stod det nye parti til at få omkring 16 procent af stemmerne. Kort tid senere udløste Oskar Lafontaine en vælgerflugt – netop ved at fiske i populismens rørte vande og polemisere imod ’fremmedarbejdere’.
Sådan er det ikke i Danmark! Stigmatiseringen er blevet en accepteret del af og et hyppigt anvendt værktøj i den offentlige debat. Det er derfor, at Dansk-dem-og-os-Folkeparti 10 år efter sin grundlæggelse er blevet til landets tredjestørste og nu kan gøre sig realistiske forhåbninger om en dag at kunne stille med landets statsminister. Og netop her, og ikke hos Dansk Folkeparti i sig selv, ligger den egentlige skandale. Mens man i andre europæiske lande har isoleret de populistiske, ofte fremmedfjendske partier, har man i Danmark ikke blot valgt at samarbejde med det. Nej, man har lært af DF’s succes og kopieret dets stil og metode. Her er kulturministerens (!) udfald på sit partis landsmøde, der i hvert fald i tyske ører minder stærkt om en Joseph Goebbels og dennes hetz mod jøderne og andre ’fremmedlegemer’, blot det seneste eksempel af mange. Men heller ikke her slutter bekymringen, for lyder der et offentligt ramaskrig så voldsomt, at selv samme Brian Mikkelsen ser sig tvunget til at undskylde eller træde tilbage (som det med sikkerhed ville være sket syd for grænsen)? Nej, det gør der ikke! Det sker derimod for Mikkelsens ministerkollega, der blot sagde, hvad der er åbenlyst, nemlig at den sociale ulighed i Danmark er voksende. Men det er farligt, fordi det jo vedrører vore egne!
Skal man sige det med Thomas Manns ord, så er det lykkedes for Tyskland at drive hadet ’fra sit blod’ – eller i det mindste ud af den politiske arena. Det modsatte gør sig i dag gældende i Danmark, hvor stigmatiseringen, dæmoniseringen og afgrænsningen har holdt sit indtog i den offentlige debat og er ved at erobre den politiske midte. Kan dette undergrave en rodfæstet demokratisk kultur? Indtil videre brænder der hverken bøger eller huse. Den åndelige brandstiftelse er derimod godt i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her