Læsetid: 2 min.

Ånden fra Montmartre

Niels Lan Dokys hyldest til det legendariske Jazzhus Montmartre handler ikke om de gode gamle dage. Men stedet og dets ånd er omdrejningspunktet for et nutidigt portræt med menneskelige og musikalske kvaliteter
1. juli 2005

Bluestoner fra en kontrabas sætter groovet, mens der panoreres ind over København i blåligt aftenlys i begyndelsen af Between a Smile and a Tear. Og passende nok har denne jazzfilm premiere i dag, hvor Copenhagen Jazz Festival skydes i gang. Pianisten Niels Lan Doky er hovedmanden bag filmen, som vil hylde det legendariske Jazzhus Montmartre, der i perioden 1959-1974 sikrede København en plads i musikhistorien som en af Europas vigtigste jazzmetropoler.

Et unikt musikmiljø opstod dengang, men det hører man ikke meget om. Kun i sekunders glimt ser vi i starten nogle sort/hvide fotos af folk og musikere i det gamle jazzhus. Så er vi tilbage i nutiden, hvor spillestedet bliver genåbnet for et par dage i sommeren 2004 i lokalerne, der huser en mondæn frisørsalon, og som må ryddes og ommøbleres til lejligheden.

"Hvor er jeg?" spørger tenorsaxofonisten Johnny Griffin, da han træder ind i rummet, hvor flygel, lydudstyr og teknikere fylder op. Forinden har man fulgt musikernes ankomst til byen, deres møder med kram, glæde, udveksling af minder og andet.

Tre aldrende stjerner fra dengang er med. 77-årige Griffin, den 70-årige trommeslager Albert 'Tootie' Heath og den varmt charmerende 83-årige mundharpemester Toots Thielemans. Fra ham stammer filmens titel, Between a Smile and a Tear, metaforen for mindet om Montmartre og musikkens evne til at røre, hvilket Thielemans demonstrerer på smukkeste vis med mundharpen, henslængt i en sofa. Og så er der den svenske sangerinde Lisa Nilsson, den franske violinist Didier Lockwood samt vor egen Niels Lan Doky og bassisten Mads Vinding.

Mangler historisk dybde

Det er en svaghed, at filmen ikke i højere grad formidler, hvad der var så fantastisk og specielt ved det gamle jazzhus og dets miljø. Nogle arkivklip og rammende kommentarer havde tilføjet en historisk dybde. Men filmen vil noget andet. Den vil skildre mennesker og musikkens evne til at samle og skabe. Det lykkes til gengæld fortrinligt.

Det emmer af menneskelig varme og energi, og filmen byder på flere herlige scener ikke mindst med de to veteraner, Griffin og Heath, der fyrer sjove oneliners af, driller hinanden og flirter med Lisa Nilsson.

Det hele virker løst i fugerne i starten, men langsomt samler indtrykkene sig, og med en fin og rolig rytme bygges der op til koncerten, der runder filmen af med intens, velspillet jazz. En vigtig figur er Johnny Griffin. Han har glemt at få sin livsvigtige hjertemedicin med i kufferten og laver i starten sjov med sit dårlige helbred. Siden bliver det alvor, da han bliver dårlig og må opgive en prøve. Pakken med pilleæsken kommer, men Griffin er ikke frisk. Minutter før koncerten er det stadig uvist, om han bliver klar. Mens de øvrige musikere går i gang, hiver Griffin fortvivlet øller ud af køleskabet backstage.

Det er (virkelig) god suspense. For endelig bliver det showtime for Griffin, og da han kommer på scenen, flyver kommentarerne frækt imellem musikerne. Stemningen er til løjer, og der spilles og synges for livet. Fortiden kan ikke genskabes, men ånden fra Montmartre lever i dette musikalske møde, der også tjener som eksempel på, hvad jazz er og kan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu