Læsetid: 4 min.

Hvor åndssvagt kan det blive?

Personalemangel på højre flanke hindrer stadig kultur- og værdikampen i at nå ud til levende mennesker
7. oktober 2006

Man sidder i toget. Over for én sidder der en ung mand, cirka 30, vægt godt og vel hundrede kilo, i kridhvid bomuldstrøje, kronraget isse, et sløvt og ligeglad udtryk i ansigtet. Hans mobiltelefon ringer ustandseligt, han grabser den som i søvne, siger alt overvejende enstavelsesord, samtalerne kan ikke være af stor vigtighed. Og det er da også især ringetonen, man hæfter sig ved. Lyden af en kvinde der får orgasme. Da han fik den, ringetonen, kunne man måske forstille sig, at han hver gang mobilen ringede, fik sig et godt grin. Det gør han ikke mere. Der er heller ikke noget der tyder på, at han overhovedet observerer, at hans medpassagerer ser vantro på hinanden. Det uudtalte spørgsmål, efter at de første grin har lagt sig: Hvor åndssvagt kan det blive?

En underlig tegning

Det er et spørgsmål, man oftere og oftere stiller sig selv. Som nu f.eks. søndag aften, da klummeskriveren havde sat sig mageligt tilrette for at se Deadline 2. sektion. Ham der programværten, der ligner A/S Dagbladet Politiken i hele hovedet, annoncerede, at der skulle snakkes om endnu et kapitel i den angiveligt pågående 'værdi- og kulturdebat'. Angiveligt, skriver vi, for det er noget pis. Den debat er aldrig nået ud til levende mennesker, ikke mindst på grund af 'mangel på personale' på højre flanke, som en herboende tysker engang kom til at udtrykke det på sit lidt pudsige dansk.

Søndagens kapitel handlede især om historien, om hvis den er og om velfærdsstaten nu også er en socialdemokratisk opfindelse. Faktisk havde man inviteret en virkelig kapacitet i studiet, nemlig historikeren Morten Thing, men desværre var emnet et hjemmelavet bogværk, forfattet af kredsen omkring tænketanken Cepos, og til at repræsentere det havde man indbudt Christopher Arzrouni. En underlig tegning, som min mor plejede at sige. Engang var han taleskriver for Anders Fogh Rasmussen, men det blev vist for meget for Rasmussens bestræbelser på at erhverve sig ry som en god og aldeles harmløs socialdemokrat. Så nu er Arzrouni 'særlig rådgiver' for socialministeren i stedet for. Det varer nok heller ikke evigt, for man kan vel ikke påstå, at vores socialminister ligefrem boltrer sig i folkets kærlighed? Det spørgsmål, man som henslængt klummeskriver stiller sig selv, er: Hvorfor skal jeg overhovedet høre på den tosk?

Det kommer frem, at det han i virkeligheden er sur over, er at Mads Andersens Skjern, i Matador, skildres som en 'usympatisk' person på trods af at han jo, efter Arzrounis mening, er en 'kapitalistisk helt'. Hvad er det for noget gylle at fyre af? Mads Andersens Skjern er da ikke skildret som 'usympatisk', han har bare så meget tilfælles med et levende menneske, at han er påvirket af sin baggrund og af de hundekunster og krumspring, han har måttet foretage for at realisere sine projekter. Matadors forfatter, Lise Nørgaard, har bare forstand på mennesker - hvad Arzrouni helt tydeligt ikke har. Morten Thing afstod fra at kommentere Arzrounis særlige analyse af et fiktionsværk - og det kan jeg dæleme godt forstå.

Benægter fakta

Så ærlig talt: rend mig i Arzrouni. Selvfølgelig kan man fortolke historien forskelligt, men man kan da ikke forvente, at andre interesserer sig for ens udlægning af historiske begivenheder, hvis man lyser langt væk af, at man ikke vil anerkende at f.eks. Socialdemokratiet har haft nogen som helst indflydelse på udviklingen de sidste hundrede år. At man er parat til at gå så vidt som at benægte fakta, hvis det skal være. Det får én til at mindes Anders Fogh Rasmussens lovprisning af besættelsestidens modstandsfolk, hvor det lykkedes ham helt at undgå at nævne den kommunistiske del af den. Det er åbenbart såvel regeringens som Ceposfolkenes principfaste holdning, at selv i de tilfælde, hvor 'de røde' muligvis fortjener en smule hædrende omtale, skal de ikke have den alligevel. Fordi de er røde, jo! Nå ja, godt nok er jeg ikke historiker, men heldigvis er jeg heller ikke Arzrouni .

Hvorfor!?

Helt yndigt blev det for resten, da Morten Thing forklarede, at Georg Brandes jo egentlig var en borgerlig filosof - og at nutidens borgerlige 'kulturkæmpere' burde sætte sig som mål at stjæle ham fra de venstreorienterede. Det fik bare Arzrouni til at ryste på hovedet. Personligt kendte han ikke rigtig noget til Georg Brandes, forklarede han. Næh, det var der nu heller ikke noget, der tydede på. Det kom vist også bag på ham, da Thing kunne fortælle, at folkeskolen i 50'erne og 60'erne var stærkt præget af borgerlige skolelærere. Det er vi ellers en hel del, der godt kan huske. Spørgsmålet er egentlig: Hvorfor rydder et program som Deadline så ofte sendefladen for at Cepos kan få lov til at hørme med deres lort? Er der ikke mere interessante ting at beskæftige sig med? Eller ligeud: Hvor åndssvagt kan det blive? Før også Danmarks Radio synes, det er for langt ude?

Fyren med orgasmeringetonen i mit tog må vel være idealmennesket for regeringsflertallet og for Cepos, falder det mig ind. Ved godt huld, sansesløv og uden at kunne huske noget som helst om, hvor og hvorfor kvinder får orgasme - eller hvad orgasme overhovedet er for noget, måske. Dorsk og uden hukommelse, men til gengæld med en vældig smart mobbimobbi inden for rækkevidde. Så man altid kan ytre de enstavelsesord, man måtte have behov for at ytre.

Så kan det vel heller ikke blive mere åndssvagt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu