Læsetid: 4 min.

Et år med forhindringer

12. april 2006

Den nye socialdemokratiske formand har ikke haft det let i sit første år på posten. Nedtur i meningsmålingerne, partifæller, der flygter, og manglende tro på hendes evner blandt kollegerne på Christiansborg. Selv er hun formentlig skyld i en del af ulykkerne, eller hendes rådgivere er. Men når man kigger tilbage på det år, der er gået, så er der mindst tre fænomener, som S-formanden ikke har kunnet forudse. De politiske kommentatorers indforståede fordømmelse, partifællernes apati og janteloven.

I det politiske spil på Christiansborg er der i dag tre parter. Regering, opposition og så det særlige kammer af kommentatorer og politiske analytikere. Den sidste gruppe indeholder et stort flertal af personer, som nærer et nærmest hadefuldt forhold til Helle Thorning-Schmidt. Alt, hvad hun gør og har gjort, bliver udlagt som fejltrin, fejlskøn, udtryk for mangel på dømmekraft og så videre.

Fordømmelsen af S-formandens gøren og laden har næsten været uendelig. Ofte skrives den slags ud fra den simple devise: De strategiske genier er dem, der går frem i meningsmålingerne, de, der går tilbage, er tåber. Læg dertil, at det har været især Venstres strategi fra dag et, at udstille S-formanden som en uerfaren nybegynder - en "stjerne for en aften." Regeringen og dens rådgivere har stået parat til at udlægge S-lederens tåbeligheder næsten før, de var begået. Læs blot Venstres politiske ordfører Jens Rohdes udtalelser om Thorning-Schmidt over de seneste 12 måneder. Det er ikke en kritik af regeringen, strategien er legitim og naturlig i et konfrontatorisk politisk miljø. Thorning-Schmidts gennemslagskraft kombineret med Anders Foghs nedslidning udgør den største trussel mod den siddende regering, selv om den lige i øjeblikket er svær at få øje på.

DeN anden uforudsete modstand har Helle Thorning-Schmidt mødt i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Partiet har haft fire formænd på 14 år. Resultatet af de hyppige skift og troen på nye er, at der har udviklet sig en særlig apati blandt de folkevalgte socialdemokrater. Anerkendelsen af den, der står i spidsen for partiet - hvad der i andre partier er en selvfølge - er smuldret i flere omgange. Nyrup Rasmussen blev langsomt isoleret og modarbejdet efter valgnederlaget i 2001. Det samme overgik Mogens Lykketoft, der i valgkampen sidste år kæmpede som en enmandshær. Og måske er det ved at ske for Helle Thorning-Schmidt efter bare et år på posten. Den manglende vilje til at bakke op og tage fat på det politiske arbejde i opposition er ikke bare usympatisk og selvisk, den er også i strid med det, der er socialdemokratisk tradition og historie. Hvor er erfarne kræfter som Pia Gjellerup, Jytte Andersen, Frode Sørensen og Lissa Mathiasen henne i den nuværende krise. Ja, de sidder fortsat i folketingsgruppen, hvis nogen er i tvivl. Og hvor er de unge talenter, som Morten Bødskov, Jeppe Kofod og Kim Mortensen? Den ondskabsfulde version er, at de læner sig tilbage og ser tiden an. Lykkes det for Thorning-Schmidt eller gør det ikke? Ny leder, nye karrieremuligheder. Ventetiden kan passende bruges på rygtespredning og almindelig intrigemageri. Set i det perspektiv har Socialdemokraterne i mange år været et lorteparti. Men også denne kritik vender i sidste ende tilbage til formanden og ledelsen. Thorning-Schmidt har - i lighed med sine to forgængere - ikke været i stand til at mobilisere den nødvendige kampgejst og arbejdsglæde i den hensygnende gruppe.

Endelig som det tredje, har Helle Thorning-Schmidt haft en helt ekstraordinær evne til at påkalde sig andres vrede og foragt. Det har spillet ind både i forhold til det politiske kommentatorkorps og partifællerne, men også i forhold til offentligheden. Hvis man som kvinde, ung og helt ny i politik, tillader sig at stille sig op på en talerstol og udstråle selvsikkerhed og tro på sejr, så har man sat sig selv i jantelovens centrum. Helle Thorning-Schmidt er gået fejl af den danske folkesjæl ved at påstå, at hun kan slå nogen som helst. I andre lande var hun formentlig blevet hyldet for sit mod.

Efter et år er Helle Thorning-Schmidt ramt af de tre fænomener. Et godt eksempel er, da den radikale leder Marianne Jelved i sidste uge meddelte, at hun vil pege på sig selv som statsminister. Men hvem var det, der droppede hvem? Den socialdemokratiske strategi det seneste halve år har gået ud på at gøre sig fri af de radikale. Helle Thorning-Schmidt har lagt afstand til den tidligere regeringspartner på stort set alle områder. Og hver gang fik den socialdemokratiske ledelse skæld ud af Marianne Jelved. Til sidst havde hun fået nok og bad de radikale klappe i og give plads til at socialdemokrater kunne være socialdemokrater. En fadæse af dimensioner var kommentatorernes dom. Helt gakgak.

Men skal man følge Socialdemokraternes eget strategiske projekt, er det logisk, at det måtte ende sådan. Det er prisen for, at Socialdemokraterne igen kan vokse sig store og indtage sin traditionelle plads i Folketinget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her