Læsetid: 3 min.

Et år efter omklamringen: Danmark har fået en ny opposition

Socialdemokraterne forsvandt ud af billedet, men nu har vi fået Dansk Industri, de konservative og Velfærdskommissionen i stedet
30. december 2005

Man kan slå ihjel med et knus: Man krammer sin modstander, til han forsvinder i favntaget. Alle har set det ske: Under valgkampen i februar forklarede Anders Fogh Rasmussens pressechef strategien som 'omklamring af Socialdemokraterne'. Når Mogens Lykketoft tilbød en gave til danskerne, stod Anders Fogh Rasmussen klar med en identisk gave. Statsministeren trak politik ud af valget og Socialdemokraterne ud af manegen. Han blev genvalgt uden modstand. Nu havde Fogh ikke bare vundet over, men fundamentalt besejret to af de største socialdemokrater i årtier: Mogens Lykketoft og Poul Nyrup. Og presset luften ud af den socialdemokratiske ballon over Danmark. Godt nok valgte partiet en ny formand i april, men hun havde ingen politik, ingen synspunker eller nye tanker for partiet. Hun havde en eneste mærkesag: sig selv som statsminister. Og kommunikationseksperter slog fast, at hun kommunikerede fantastisk. Som formand viste hun sig brillant til at kommentere fødslen i kongehuset, mesterlig til at holde tale på kongressen og storartet til at fortælle om sit privatliv på p3. Hun ville være blevet en god dronning.

Men i de store politiske udvekslinger er hun væk. Indimellem markerer Henrik Sass Larsen partiet, nogle gange melder Mette Frederiksen sig med brandtaler. Men opposition til regeringen kommer ikke fra Socialdemokraterne.

Statsministeren baserer sit herredømme på en bemærkelsesværdig alliance mellem traditionelt ressourcestærke borgere og traditionelt svage grupper. Regeringen spænder fra de konserservative, som tiltrækker erhvervsledere og entreprenører over til Dansk Folkeparti, som tiltrækker lavindkomster og overførselsindkomster. De to positioner har kun modstanden mod venstrefløjen, kulturradikalisme og samtalehumanisme til fælles.

Når statsministeren taler om 'sammenhængskraft', fortæller om sin jyske barndom og ifører sig rummelige jakkesæt med slips så brede som bleer, taler han til vælgerne i Dansk Folkeparti.

Når statsministeren derimod taler om 'globaliseringsråd', 'Østudvidelse' og lover, at vi skal være 'verdensmestre i viden og konkurrenceevne' taler han til de borgerlige, liberale. Socialdemokraterne kan ikke bryde denne alliance: Helle Thorning begyndte med at annoncere en alliance med Dansk Folkeparti. Men det bliver uden Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. Og hun forsøgte også at tale som Velfærdskommissionen til de borgerlige, liberale i middelklassen ved at love reformer af efterlønnen. Men den gik ikke i hendes eget parti.

Den største udfordring af statsministerens alliance er kommet fra de radikales Anders Samuelsen, der foreslog, at de radikale gik til valg på at eliminere Dansk Folkeparti. Det kræver to mandater mere, og de borgerlige, liberale ville slippe for at føre en nationalistisk, diskriminerende politik, der er ligeså belastende for borgerlige som for venstreorienterede. Velfærdskommissionens udspil lignede en reproduktion af gamle OECD-forslag: brugerbetaling, halvering af dagpengeperioden, minimal hævelse af boligskatten som finanisering af lettelser i mellemskatten. Det var lige noget for de konservative, de liberale kræfter blandt de radikale og pludselig meldte dansk erhvervsliv sig i den offentlige debat med kritik af statsministeren. Ikke fordi de var interesserede i politik, men fordi deres interesser havde fået en stemme med et alibi: nyliberalisme som forsvar for velfærdsstaten. Og som statsministeren sagde til Jyllands-Posten søndag:

"For nogle år siden ville de forslag, Velfærdskommissionen er kommet med, have rejst et ramaskrig. Man kan sandelig sige, at noget har forandret sig."

Anders Fogh Rasmussen brugte 2005 til at etablere en ny opposition: Nu ligger den til højre for ham. Kravet om reformer handler ikke om substans, men om tempo: det skal gå hurtigere. Danskerne har nu valget mellem gammel nyliberalisme og ny nationalisme. Men Anders Fogh Rasmussen har kun kvalt modstanderen, han har ikke knust problemerne. Lige nu har vi ikke bare det til fælles med USA, at vi deltager i fiaskoen i Irak. Vi har også en leder, der benægter den globale opvarmning som problem. Men vi har ikke en politik, som tager de aktuelle udfordringer alvorligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her