Læsetid: 5 min.

Et år senere: Fallujah stadig nødstedt

Genopbygning er i gang, men de fleste af byens beboere er fortsat hjemløse, arbejdsløse og frustrerede
30. november 2005

Det er et år siden. I november 2004 rykkede 10.000 amerikanske og et par tusind irakiske soldater ind i byen Fallujah med tungt artilleri, kamphelikoptere, bombefly og hvid fosfor for at befri byen for de oprørere og terrorister, der angiveligt kontrollerede den og derfra planlagde deres morderiske aktioner i det øvrige Irak. Mindst 200.000 af byens over 250.000 indbyggere flygtede fra bombardementer og kamphandlinger, og før byen kunne erklæres under amerikansk kontrol, var 36.000 hjem, 60 skoler og 65 moskeer ødelagt. Iføl-ge USA blev 2.000 menne-sker i Fallujah dræbt - de fleste af dem oprørere - ifølge det irakiske Forskningscenter for menneskerettigheder og demokrati var dødstallet 4-6.000, de fleste af dem civile.

Ødelæggelserne var så voldsomme, at 200.000 mennesker endnu to måneder senere var fordrevne fra deres hjem. Ifølge Emergency Working Group (EWG), der er sammensat af FN-organer, internationale humanitære organisationer og irakiske ministerier, var 6.000 personer interne flygtninge i den sønderbombede by - resten opholdt sig i flygtningelejre eller hos familie og bekendte andre steder i Irak.

"Trods meldinger om at op til 85.000 indbyggere sammenlagt har passeret gennem kontrolpunkterne pr. 9. januar, vurderes det, at kun 3-8.000 mennesker faktisk forbliver døgnet rundt i byen på grund af de barske forhold, som omfatter mangel på passende husly, el, vand og andre basale fornødenheder såsom adgang til sundhedsvæsen og undervisning," skrev EWG i sin opdatering af situationen i januar i år.

Selv den amerikanske hærs egen presse, Army News Service, kaldte i december Fallujah "en spøgelsesby", hvor kun spredte skudsalver vidnede om en slags liv.

Et år efter stormløbet er genopbygningen i gang. Hvordan den forløber, afhænger af øjnene, der ser.

Masser af fremskridt

"Den succesfulde militære operation må følges af en lige så succesfuld genopbygningsoperation," sagde Bill Taylor, chef for det amerikanske Iraq Reconstruction Management Office, for et år siden. Han tilføjede, at USA og den irakiske regering allerede havde øremærket 100 mio. dollar til genopbygningen via et "omhyggeligt koordineret program."

Siden er større beløb blevet nævnt, og fremskridt er løbende blevet annonceret.

"Tre medicinske klinikker er genopbygget og åbnet og fem nye klinikker er planlagt etableret. Fallujah General Hospital vil inden for de nærmeste uger modtage en røntgenmaskine, en CT-scanner og diagnostisk udstyr fra det irakiske sundhedsministerium. I alt 6,2 mio. dollar fra ministeriet er øremærket til Fallujah General Hospital og til renovation af medicinske klinikker i og omkring byen," oplyste Pentagon i april i år.

I maj fortalte FN-nyhedsbureauet IRIN, at projekter med reparation af infrastrukturen, skoler og benzintanke var annonceret, og at 40 mio. dollar var afsat til et helt nyt hospital.

"Den amerikanske hærs ingeniørkorps har i samarbejde med Fallujahs byråd og Fallujahs Rekonstruktionskomité gjort betydelige fremskridt med at genetablere vandforsyning, spildevandshåndtering og elforsyning i Fallujah til samme niveauer som før Operation New Dawn i november 2004," skrev den amerikanske hær i juli 2005.

Som et fængsel

Og for få uger siden rapporterede freelancejournalisten Kevin Sites, på rundtur i Fallujah med de amerikanske styrker, at "gaderne er fyldt med mennesker. Forretninger er åbne, nogle drives fra bygninger med kun tre vægge eller halve tage. Biler og lastvogne kører ned ad gaden ved siden af børnene, der kommer fra skole. Der er en fornemmelse af normalitet her."

Det er kun én del af virkeligheden i den sunnimuslimske by, 60 kilometer vest for Bagdad.

For ganske nylig besøgte medarbejdere fra den amerikanske humanitære organisation Christian Peacemaker Teams (CPT) Fallujah. CPT er muligvis den eneste vestlige ngo, der har været til stede med hovedkvarter i Bagdad i hele perioden siden krigens start i 2003.

"Fallujah er nu omringet af et tæt netværk af kontrolpunkter, forvaltet af amerikanske styrker og shiitiske medlemmer af den irakiske hær. Ingen får adgang uden et ID-kort udstedt af US Marines eller en tilsvarende tilladelse. Selv med en sådan tilladelse tog det os 75 minutter at komme ind," fortæller Doug Pritchard, CPT.

Lokale beboere fortæller til vestlige medier, at adgang til byen kan tage op til fire timer. For mænd omfatter kontrollen bl.a. iris-scanning og tjek af fingeraftryk.

"Disse kontrolpunkter kvæler det økonomiske liv i byen, fordobler prisen på basale fødevarer og afskærer de omgivende landsbyer fra Fallujahs markeder, servicefaciliteter og hospital. Folk siger, at de lever i et fængsel," refererer Pritchard.

Den intense overvågning, den massive amerikanske tilstedeværelse og de til trods herfor stadigt forekommende attentater og kamphandlinger er én faktor, der lægger en dæmper på byens liv og genopbygning. En anden er den mangelfulde udbetaling af erstatninger til de beboere, der har fået ødelagt deres hjem eller mistet arbejde eller forsørger.

Iyad Allawi, som var premierminister, da Fallujah blev stormet, lovede indbyggerne kompensation, så de kunne genopbygge deres huse og starte et nyt liv. En erstatningssum på 600 mio. dollar blev ifølge talsmænd for byen anerkendt af USA, Alawi sagde dog kun god for 100 mio, og beskedne erstatningsbeløb på 100-500 dollar pr. familie begyndte i januar at komme til udbetaling. Men i sommer gik pengestrømmen i stå.

"Folk fik udbetalt knap 20 procent af, hvad de var lovet af Allawi, hvilket kun var 100 mio. dollar," sagdeMohammed Tareq al-Deraji, talsmand for byrådet, forleden til Inter Press Service.

Den siddende premierminister Ibrahim al-Jaafari har siden genoptaget erstatningsudbetalingerne efter pres fra USA.

"Men nu har han stoppet betalingerne," oplyser al-Deraji.

Konsekvensen er, at anslået 150.000 af byens indbyggere stadig lever som internt fordrevne i byen eller i mere eller mindre sønderslåede huse.

Ikke en klink

Den øverstkommanderende for de amerikanske marinere i Fallujah, løjtnant David Berger, blev forleden interviewet af Kevin Sites og spurgt, om den irakiske regering har udbetalt nogle af de 30 mio. dollar, som er afsat til erstatningsbetalinger til Fallujahs lammede erhvervsvirksomheder.

"Not a dime," ikke en klink, svarede Berger.

"Pengene er blevet lovet, men de kommer ikke. Uden det kan erhvervslivet ikke komme i gang."

"Denne by baserede sig på nogle store fabrikker. De store virksomheder er ikke genåbnet, og det er meget frustrerende. (Indbyggerne - red.) ser ingen fremskridt, de ser ingen handling. De hører en masse ord, en masse løfter, men ikke mange resultater," siger den amerikanske løjtnant om de irakiske myndigheders del af genopbygningsprojektet. Det lammede erhvervsliv indebærer, at over halvdelen af Fallujahs borgere fortsat er arbejdsløse.

David Berger tilføjer, at nogle arbejdsløse i mangel af indkomst fristes til at tage det arbejde, der består i mod betaling at udlægge vejbomber, som fortsat udgør en trussel i og omkring byen. Doug Pritchard fortæller, at de begrænsede erstatningsbeløb, som er kommet til udbetaling, "bruges til at dække akutte behov for fødevarer og materiel hjælp".

I Fallujah kan man finde enkelte spisesteder åbne. Man kan finde genåbnede sundhedsklinikker og skoler. Hospitaler med fornyet udstyr. Men man kan også høre indbyggere fortælle, at deres børn stadig undervises i telte, at elforsyningen er sporadisk, at vandet er udrikkeligt, at kamphandlinger hører til dagens uorden. Og at løfterne fra regeringen ikke holdes.

"Jeg tror, de fleste i Fallujah så det, der skete sidste år (indtagelsen af byen - red.) som et nødvendigt onde. Folk levede ikke deres liv, som de gerne ville. De lever ikke nødvendigvis, som de gerne, vil nu heller, men oprørerne er skubbet ud, og vi er i gang med at genopbygge den centrale infrastruktur. Det er en proces, der tager tid," siger kaptajn Scott Walton, amerikansk mariner med ansvar for at få et antal benzinstationer i Fallujah i gang igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu