Læsetid: 4 min.

År ti efter Tiananmen

4. juni 1999

Som 4. juni-ofre har vi i lang tid måttet udholde vores lidelser i stilhed. Vi taler aldrig med et eneste ord om disse smertefulde hændelser, specielt ikke når der er ældre eller børn i nærheden. Jeg har kun et spørgsmål. Hvornår vil vi opnå retfærdighed?
Liu Tianai, enke efter Xiao Bo, 27-årig universitetslektor dræbt i Beijing 3. juni 1989

HVORFOR BESKÆFTIGE sig med en massakre, der fandt sted for ti år siden, natten mellem den 3. og 4. juni 1989? Hvorfor ofre spalteplads på en gammel 'nyhed' fra en fjern kinesisk hovedstad, når der er rigeligt at skrive om i vores egen del af verden? Skønt freden nu forhåbentlig er på vej, har vi her i Europa snart hørt rigeligt om magtgale statslederes overgreb på uskyldige civile.
Beograds seneste forbrydelser får unægteligt mindet om de kinesiske soldaters nedskydning af nogle hundrede, måske tusinde, ubevæbnede civile i Beijing for ti år siden til at blegne.
Så hvorfor ikke bare tie og ikke med et eneste ord omtale de hændelser, der som beskrevet af Liu Tianai i citatet ovenfor stadig er så smertefulde, men som pårørende til ofrene indtil nu har kunnet udholde i stilhed? Hvorfor ikke bare glemme?

UDEN TVIVL spørgsmål, som nogen vil stille i forbindelse med endnu en årsdag, som medierne jo har det med at hænge sig i. Men i dette tilfælde ligger svaret også lige for:
Fordi Tiananmen-massakren var og stadig er en skelsættende begivenhed både internt i Kina, i landets forhold til omverdenen og i vores syn på Kina.
Internt spiller årsdagen stadig en stor rolle i den kinesiske bevidsthed, selv om ledelsen med al magt forsøger at overbevise os om det modsatte. Alene den ihærdighed, som myndighederne har udvist op til årsdagen, vidner om, hvor stor betydning dagen i virkeligheden har. Systemkritikere er blevet arresteret i bunkevis, og for en sikkerheds skyld har selve Tiananmen Pladsen - Den Himmelske Freds Plads - nu i ugevis været afspærret, angiveligt fordi den skal renoveres før den 1. oktober, hvor Folkerepublikken kan fejre sin 50 årsdag. Med sædvanlig kluntethed lukkede myndighederne forleden den amerikanske tv-kanal CNN, for bare at nævne nogle af de tiltag, der har skullet sikre, at årsdagen kan forløbe i god ro og orden.
Kinas ledelse forbigår igen dagen i tavshed og har nu i ti år forsøgt at tvinge pårørende, ofre og alle andre, der var involveret i dramaet, til samme tavshed. Beslutningen om at nedkæmpe demonstrationerne i 1989 med brutal magt var den rigtige, den vil aldrig blive revideret og dermed punktum, lyder det fra en stålfast ledelse. Men panikken omkring årsdagen, viser det stik modsatte: Det var ikke den rigtige beslutning, og der er langt fra sat noget punktum.

SKELSÆTTENDE har Tiananmen-massakren også været for den måde, som vi her i Vesten ser Kina på. De fleste husker formentlig stadig billederne af unge studenter på Den Himmelske Freds Plads med deres bannere og hvide pandebånd med kinesiske skrifttegn, der krævede et opgør med korruptionen, nepotismen og gammelmandsvældet. Det ungdommelige krav om frihed og demokrati gik rent ind i stuerne, godt hjulpet på vej af de vestlige tv-hold, der egentlig var i Beijing for at dække den daværende sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs første statsbesøg i Kina.
Sen-80'ernes tøbrud var tilsyneladende også nået til Kina, hvor den daværende leder Deng Xiaoping allerede havde duperet mange vestlige ledere med sin åbendør-politik og reformiver. Stort var chokket derfor den morgen for ti år siden, da meddelelsen om, at Folkets Befrielseshær havde vendt sig mod sine egne og dræbt et ukendt, men stort antal ubevæbnede civile, nåede Vesten. Og chokket vendte sig til vrede, forbitrelse og måske også forbløffelse i de kommende måneder og år, efterhånden som Kinas Kommunistiske Parti påny fik greb om landet og magten og ikke mindst økonomien, mens andre kommunistiske regimer raslede omkuld på stribe.

KUN LI PENG er tilbage i partitoppen i dag, mens andre af de ansvarlige for massakren, først og fremmest Deng Xiaoping, er døde (af naturlige årsager). Alligevel forsøger en gruppe pårørende til ofrene for overgrebet i 1989 nu at få de skyldige dømt. Netop især Li Peng, der dengang var ministerpræsident og udstedte ordren om at indføre undtagelsestilstand i
Beijing, er i søgelyset.
Som omtalt i gårsdagens Information har en gruppe med den tidligere filosofiprofessor Ding Zilin i spidsen afleveret en liste med navnene på 155 dræbte og 65 sårede samt detaljerede vidneudsagn om massakren i 1989 til den kinesiske statsanklager med krav om en undersøgelse og retssag mod de skyldige. Hvis myndighederne som ventet ikke foretager sig noget, agter gruppen med hjælp fra eksilkinesiske grupper at føre sagen videre til en international, folkeretslig instans.
Selv om det kan have lange udsigter, er målet ikke bare at få sandheden frem og opnå en form for retfærdighed, men også med tiden at få en kinesisk ledelse, der respekterer menneskerettighederne og de frihedsbegreber, som de idealistiske unge krævede det for ti år siden.
Som Ding Zilin udtrykte det i en kommentar her i avisen, er det nødvendigt, at "opbygge et moralsk system, så vi kan lægge den manglende respekt for menneskelivet bag os." Trods et helt årtis chikanerier fra myndighedernes side har hun viet sit liv til at dokumentere døden ved stædigt at indsamle oplysninger om, hvad der egentlig skete den nat i Beijing for ti år siden, da hun mistede sin 17-årige søn. Hun og de andre pårørende har nægtet at tie og glemme, fordi tavshed og glemsel i længden kun hjælper de skyldige, ikke Kina.veb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her