Læsetid: 8 min.

Et år uden særlige kendetegn

Rocken og beslægtede genrer stritter befriende i alle retninger, men mange af de mest spændende ting sker i og omkring sanger-sangskriverfeltet og det beslægtede new folk-område
2. januar 2006

Jeg ved ikke hvordan De har det, men jeg må indrømme, at der er stunder, hvor overblikket ryger, sådan som det fyger med udgivelser for tiden. Vi taler om tusindvis af plader og selvom jeg ikke lavede andet (og nogen gange føles det faktisk sådan!) end at høre de plader, der dumper ind på mit bord, er det tæt på umuligt at få hørt det hele, taget stilling til det alt sammen og især - og værst af alt - fordybe sig i den grad, man ind i mellem kunne ønske sig i et givet værk. For ikke så snart jeg er færdig med et stykke musik, før 10 andre presser sig på. Misforstå mig ret; det er mit job og mange aspekter af det holder jeg virkelig af, men ind i mellem føler jeg mig ærlig talt næsten hjælpeløs over for udgivelsesmængden. Så spørgsmålet lyder i al sin søgende enkelhed: Røg et par mesterværker ud med badevandet i år? Helt sikkert.

Så det følgende skal kun ses som en fortravlet musikelskers hulter til bulter bud på nogle udvalgte skiver, som af den ene eller den anden grund - aura; positiv omtale; anbefalinger; gode ører, tilfældets musik etc. - fandt nåde hos en kritiker, hvis nytårsforsæt som altid er, at forsøge at gøre det lidt bedre i det ny år.

På den personlige front er der som sædvanlig en håndfuld skiver, jeg har taget til mig; ikke altid fordi de var hverken revolutionerende eller satte nye standarder på dén led, men fordi de ramte ind det der uforklarlige sted, hvor et stykke musik bliver både livsledsager og eksistensfortolker. Og en kilde til glæde og vederkvægelse. Såmænd. Om de så også holder om 100 år, må tiden vise, men hvad angår 2005, gjorde de alle et godt job. I den kategori må det dødsmættede Blinking Lights And Other Revelations (Vagrant) med enmandsprojektet eels (som er lig med Mark Oliver Everett, kendt som E) helt sikkert nævnes; få kan som den mand vende de ondeste livsvilkår til den mest diskret melodiøse musik, som besidder såvel en ubønhørlig livfuldhed som en indædt evne til at forsone sig med eksistensens benhårde vilkår. Ingen ringe bedrift. Og en stor skive. Måske årets bedste. For mig.

Ømhed og gift

Også søskendeparret Wainwright tumler med fintunet melodisk sans uafbrudt med livets mere eller mindre uhåndterlige spørgsmål på deres respektive skiver fra i år; Rufus Wainwright udsendte således Want Two (Dreamworks), anden del af det eksistentielle projekt han søsatte i 2003 med Want One. Jamen, min herre og skaber, sikken guddommelig musik denne uforfærdede canadiske gentleman dog kan skabe, helt uden for tid og sted, tilsat en stribe ætsende tekster, der går mindst lige så hårdt til ophavsmanden som til omverdenen. Fløjlshandsker er heller ikke ligefrem Martha Wainwrights kendetegn, hvilket man vil opdage, hvis man går om bord i hendes dragende debut-cd, der såmænd blot hedder Martha Wainwright (V2), en på en gang hvirvlende og stødende ærlig udgivelse, fuld af lige dele ømhed og gift. Hypnotiserende.

En anden skive, der gjorde godt, var Howl (Echo) med det tidligere så hårdtslående Black Rebel Motorcycle Club, der fandt en ny, overvejende akustisk tone på et album, hvor et overraskende, men velkomment stilskift fandt sted. I processen skabte trioen en af den nyere tids helt store lejrbålsskiver og varmede i det hele taget vor frosne sjæl. Et andet rockband, som afprøvede nye veje, var den ubetalelige duo White Stripes, hvis Get Behind Me Satan (XL) både var et forfriskende musikalsk pust og en rejse durk ind i mørkets hjerte. Det skadede ikke sagen, at duoen leverede hvad der lignede årets koncert i de gamle lokomotivværksteder ude i Sydhavnen. Jack White for President! Og på Devils & Dust (Columbia) sang Bruce Springsteen lavmælt fra det sted, hvor de udstødte i Bushs Amerika befinder sig.

Melodisk lidt nærig stod Springsteen ikke desto mindre for årets stærkeste tekster og hans solokoncert i Falkoner var sine steder bjergtagende. Jo, jeg har haft mine problemer med the Boss i mindst 25 år, men han er stadig et unikum på scenen og en vaskeægte kunstner oven i. Og så mindede den fornemme genudgivelse af hans mesterlige Born To Run (Columbia Legacy) om hans særpræg og styrke.

Dybde og skønhed

En anden nøgen sjæl er den gode Conor Oberst, der udsender sine plader som Bright Eyes og det blev til to stykker i år, hvoraf I'm Wide Awake, It's Morning (Saddle Creek) var et lille underspillet under af henkastet indiefolk af stor dybde og skønhed - og fuld af politisk harme, tilmed. Neo-protest, måske?

Årets Americana-udspil stod Richmond Fontaine for med det lavmælte The Fitzgerald (Kick), der musikalsk måske ikke var helt så ophidsende som sin forgænger, men hvis indtrængende white thrash-portrætter gjorde et dybt indtryk. Noget mere musikalsk raffineret var Fiona Apples Extraordinary Machine (Epic/Clean Slate), hvor en ekskæreste fik tørt på, så det sved! Men pladen hævede sig på alle måder ud over det private og antog et almengyldigt skær, alene fordi den var så helvedes godt skruet sammen. Også debutanten KT Tunstall kom godt fra start med Eyes To The Telescope (Relentless), der viste en stor melodiker i svøb, men samtidig besad personlighed nok til at skille sig ud fra strømmen af velmenende kvindelige sanger-sangskrivere, der alle synger så oprigtigt fra følelses- og underliv.

I sit helt eget univers svævede Jem rundt i sin jegkopter og med Finally Woken (Sony-BMG) leverede hun en af årets mest drømmende skiver, som trods sit fjerne triphop-præg alligevel evnede at komme under huden på denne lytter. Og den tidligere frontkvinde i Moloko, Róisin Murphy, smed slæberne ind hos Matthew Herbert, og ud af det kom det spændingsfyldte Ruby Blue (Echo), en art syntetisk jazz for et nyt årtusind, som det var værd at tilbringe tid med. Og skulle man efter al denne inderlighed føle trang til at få blæst fluerne fra røvhullet, kan vi ikke varmt nok anbefale det første af de to albums, den heftige Los Angeles-kvartet System Of A Down udsendte, nemlig det helt forrygende Hypnotize (American), der lyder som en født klassiker; toeren Mezmerize bestod af mere af det samme, bare ikke helt i samme klasse. Og vil De høre noget, som er både weird and wonderful, stod Montreals Arcade Fire for årets nok både særeste og mest vindende debut i form af det spraglede Funeral (Rough Trade), som godt nok ikke var for alle og enhver, men ikke desto mindre lovede dette sære ensemble en strålende fremtid.

Chik som fuck

Der er langt mellem snapsene inden for hiphoppen p.t., men Kanye Wests Late Registration (Roc-A-Fella) beviste endnu engang gode gamle Chuck D's påstand om "hiphoppen som den sorte kulturs svar på CNN"; propfuld af holdninger fyrer West den for vildt af i selskab med diverse koryfæer og hans (forståelige) selvfølelse holdes fint i skak af hans sans for tingenes miserable tilstand, ikke mindst i USA. Han angreb frimodigt præsident Bush på den ene side, men gav også hiphop-miljøets generelle homofobi et velsiddende par på skrinet i et MTV-interview, mens diverse uventede gæster - Maroon Five's Adam Levine, skuespilleren Jamie Foxx - gjorde hans afvekslende cd til en ubrudt fornøjelse. Og så spredte West også lige guldstøv i rillerne på Commons raffinerede Be (Geffen), der som alle dennes udgivelser besad et ægte engagement og stakkevis af klokkeklare holdninger, leveret med hans sædvanligt underspillede flow. En klar vinder.

Endelig fandt West tid til at få præsenteret sit sidekick John Legend, hvis Get Lifted (Columbia) til fulde indfriede hvad titlen lovede ved hjælp af god gammeldags indtrængende soulmusik af fornem kaliber. Et spirituelt spark i hovedet. Potent og vanedannende var også britiske M.I.A.'s debut, Arular (XL), som gav nyt liv til den britiske urban-scene med sin heftige krydspodning af hiphop, dancehall, bhangra, funk og world. Chik som fuck, men med substans nok til at overdøve støjen fra gaden.

Tegneseriebandet Gorillaz må efterhånden ses som mere end Damon Albarns fritidsprojekt, sådan som dette virtuelle projekts andet album, det furiøst underholdende Demon Dayz (Parlophone) brændte igennem globalt. En skøn mikstur. Og så oplevede britpoppen en renæssance - allerede? Ja! - med i hvert fald to herlige udgivelser: Franz Ferdinand satte trumf på med det vitale og hitfyldte You Could Have It So Much Better (Domino), mens Kaiser Chiefs gik fra lovende indieband til årets positive overskudshistorie med en flimrende, men fængende debut, Employment (Polydor), der vibrerede af energi og almindelig livsglæde. Og sommeren gik i selskab med det suveræne vokalensemble Magic Numbers (Heavenly) hamrende gammeldags, men opstrammende og gennemført melodiske folkrock på en selvbetitlet og noget uanseelig debut, der bare voksede.

Gamle røvhuller

De gamle røvhuller i Rolling Stones leverede deres bedste og mest vitale album i 25 år med A Bigger Band (Virgin). Også Paul McCartney var på toppen med sin yndefuldt melodiske Chaos And Creation In The Backyard (Parlophone), mens en John Cale fortsatte sin egen kontrære vej med det majestætiske Black Acetate (EMI). Og den tidligere No Doubt frontkvinde Gwen Stefani leverede årets mest sprælske popalbum med det energisk afvekslende Love. Angel. Music. Baby (Interscope), der stadig kan fylde et dansegulv.

Årets mest irriterende person var uden tvivl James Blunt, hvis megahit "You're Beautiful" truede med at drive denne signatur ud i vanviddet. Død over Blunt. Og endelig er der Årets Mest Spillede Album; ja, her i huset er det uden sammenligning den tidligere Pulp-guitarist Richard Hawleys tredje ofring, det eminent eklektiske Coles Corner (Mute), der nok kan give mindelser om både Roy Orbison, Scott Walker og sågar Morrissey, men ikke desto mindre besidder sin egen sprøde klang. Romantisk som bare fanden er det en plade, der kan hele et hvilket som helst knust hjerte på hvilken som helst tid på døgnet.

Dem fra Sverige af

Afslutningsvist skal der peges på et par gode udgivelser fra vor nabolande; svenske Håkan Hellstrøm leverede big time med det finurligt betitlede Ett kolikbarns bekännelser (Virgin), der forfinede hans dybt personlige udtryk yderligere. Og lossede mås, tilmed. Og Kent greb os endnu en gang om hjerterødderne med det urmelankolske, men også hammerindbydende Du & Jag Döden (RCA). Og hiphop-ensemblet Timbuktu opstillede et almenmenneskeligt skisma i titlen på deres forrygende, begavede og råswingende Alle vill till himmelen men ingen vil dö (Playground). Fra Norge ankom det syrede Smugglers (Kick) med We lige til svampesæsonen og finske 22-Pistepirkko gjorde endnu engang livet værd at leve med det hammerskæve Drops & Kicks (Playground), der på det smukkeste suppleredes af danske Andreas Haaning Christensens vidunderlige dvd, Sleep Good - Rock Well (Rare Bird) om en af gruppens forrykt opslidende Europa-turnéer. Dén så vi næsten lige så meget som Martin Scorseses ubetalelige No Direction Home (Paramount) om Bob Dylans tidlige år. Stor kunst om en stor kunstner. For ikke at tale om den hårrejsende dokumentar-dvd om hvordan det endelig lykkedes en behjertet sjæl at formå Brian Wilson til at færdiggøre Smile (Warner). For ikke at tale om Wilsons koncert på Roskilde! Ahh - livet er trods alt ikke det værste vi har.

Men vi holder altså her. Godt nyt år, musikelskere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu