Læsetid: 6 min.

Året i levende billeder

Diversitet, tegn på fin fornyelse og generel ujævn kvalitet prægede det danske filmår 2006. Plus en uheldig fremfærd af Brian Mikkelsen
29. december 2006

Det mest ophidsende, der skete for dansk film i 2006, var forhandlingerne om et nyt filmforlig og det forlig, der kom ud af anstrengelserne. Kulturminister Brian Mikkelsen ville, helt i tråd med regeringens øvrige (kultur)politik, have større brancheindflydelse i forhold til uddeling af filmstøtte og samtidig flytte midler fra konsulentordningen til den mere kommercielle 60/40-ordning.

Det sidste lykkedes ham, og selv om der kommer til at gå nogle år, før man for alvor kan se konsekvenserne af denne manøvre, synes det at være det mest alvorlige anslag mod dansk film i mange år.

Det samlede antal støttekroner er det samme de næste fire år som i de foregående fire - det er positivt - men den øgede bevilling til 60/40-ordningen vil utvivlsomt betyde flere håbløse film af Far til fire- og Min søsters børn-slagsen - også selv om der er indbygget en slags stopklods - og færre eksperimenter under konsulentordningen, der traditionelt er stedet, hvor man tør mere rent filmisk og kunstnerisk.

Publikumsstøtte kaldte Brian selv det, der efterhånden nærmer sig industristøttte og underminerer kunststøtten.

2006 var også året, hvor et andet af Brian Mikkelsens kulturpolitiske slagsmål fandt sin afslutning: Kulturkanonen blev offentliggjort under megen medieopmærksomhed, og nu står det altså hugget i sten, hvilke 12 danske film, fremtidens skolebørn - og aspirerende, danske statsborgere - skal se. Selvstændigt tænkende pædagoger vil sammensætte deres egen kanon og vise eleverne mange flere, forskellige film. Men man kan også frygte, at Kulturkanonen bliver en facitliste og hos mindre ressourcestærke undervisere kommer til at gøre det ud for det kedeligste af alt, nemlig et pensum, og derfor bliver elevernes eneste vej ind i dansk film.

Årets debutanter

Der var ellers meget at glæde sig over rent kunstnerisk i filmåret 2006, der måske ikke er det største og vigtigste i nyere tid, men alligevel viste tænder på flere områder

F.eks. markerede en håndfuld instruktører sig med deres første spillefilm. Pernille Fischer Christensens fintfølende, velspillede kammerspil En soap var både en debut for hende og for Det Danske Filminstituts talentudviklingspulje, New Danish Screen. Og hvilken debut: Filmen blev udtaget til filmfestivalen i Berlin, hvor den tilmed vandt den næststørste pris, en Sølvbjørn.

Fischer Christensens klassekammerat på Filmskolen, Kenneth Kainz, debuterede senere i 2006 med en af årets bedste film, Rene hjerter, der havde komikeren Anders Matthesen - Anden - i en meget stærk rolle som autisten Kriss, der leder efter kærligheden.

Og så var der tegneren og instruktøren Anders Morgenthalers debutfilm, Princess, der blev vist i Cannes og er en unik blanding af animation og live action. Det er en barsk film - også støttet af New Danish Screen, der således fik en flyvende start - et frontalangreb på den pornoindustri, som ødelægger mennesker, og samtidig - mere interessant - et visuelt eksperiment, der demonstrerer, at animation ikke behøver være dyr og lækker for følelsesmæssigt at fange publikum.

De tre karakterbårne og visuelt og dramaturgisk meget forskellige film vidner om noget om spændvidden og talentmassen i dansk film lige nu.

Det blev yderligere understreget af, at ungdomsfilmen gjorde et stærkt comeback i 2006 med endnu to debuter, Christian E. Christiansens Råzone, der tilmed blev lavet uden statsstøtte, og dokumentarfilminstruktørens Christina Rosendahls første spillefilm, Supervoksen. Begge film satte forfriskende pigerne i centrum - efter den mangeårige drengedominans - og vakte dermed større opmærksomhed end de senere års mere traditionelle udspil.

De store succeser

Den 22. december var der solgt ca. 2,6 millioner billetter til årets danske spillefilm, 21 i alt. Det lyder ikke af meget i forhold til sidste års 3,9 millioner billetter, men der er også tale om færre film - og endnu optræder Claus Bjerres forfærdelige Far til fire i stor stil ikke på billetsalgslisterne. Selv om den først havde premiere den 25. december, når den nok at sælge et par hundrede tusind billetter inden nytår.

Årets topscorer er med 406.000 solgte billetter Niels Arden Oplevs tredje spillefilm, Drømmen, der siden premieren i marts 2006 også har høstet filmpriser i dusinvis over hele verden. Skriv om det, du kender, sagde en lærer på Filmskolen engang til Oplev, men der skulle gå 10 år, før han gav sig til at skrive denne delvist selvbiografiske beretning om en ukuelig drengs kamp mod en sadistisk skolerektor i 1960'ernes Nordjylland.

At Drømmen er blevet så stor en succes skyldes naturligvis, at det er en solid, velfortalt film med gode skuespillere i samtlige roller. Men også at det i høj grad er en film, som familien kan se sammen, og som i modsætning til Regner Grastens version af begrebet ikke taler ned til sit publikum, men udfordrer og giver unge som ældre noget at tænke over og tale om.

Susanne Biers Efter brylluppet, der er på min shortlist over årets bedste film, nåede næsten at sælge 400.000 billetter, hvilket må have at gøre med Mads Mikkelsens formidable præstation som nødhjælpsarbejderen Jacob, der efter mange år i udlandet vender hjem til Danmark og finder ud af, at han har en datter (Stine Fischer Christensen, Pernilles søster). Efter brylluppet er et hjertegribende melodrama - skrevet af Bier og Anders Thomas Jensen - og ikke mindst scenerne mellem Mikkelsen og åbenbaringen Fischer Christensen sitrer af nærvær og følelser.

Mads Mikkelsen leverede mere storspil i Ole Christian Madsens Prag, der er et slags kammerstykke i stil med instruktørens dogmefilm, En kærlighedshistorie. Mikkelsen og Stine Stengade spiller et ægtepar, Christoffer og Maja, der rejser til Tjekkiets hovedstad for at hente hans nyligt afdøde far hjem og samtidig forsøger at redde deres vaklende ægteskab. Christoffer har både svært ved at forholde sig til sin kone og til tabet af faren, som han ikke har set i mange år, og det bliver en rejse rig på indre tumult og absurd morsomme øjeblikke.

Forfejlede eksperimenter

Tre respekterede instruktører, Annette K. Olesen, Christoffer Boe og Lars von Trier, forsøgte i 2006 at bryde ny grund, men skuffede alle. Blandt meget andet ville Olesen i 1:1 fortælle om, hvordan byplanlægning og arkitektur kan påvirke menneskers tilværelse i en trist retning, men hun fik ikke meget ud af det spændende udgangspunkt, og 1:1 endte i stedet som et lidt for forudsigeligt og politisk korrekt drama om livet i ghettoen.

Boe lod skuespilleren Nicolas Bro fingere at spille sig selv i Offscreen, der legede med grænserne mellem fiktion og virkelighed, hvilket resulterede i mere anstrengende, studentikos stiløvelse end transgressiv, original filmkunst. Og Trier prøvede uden det store held at lave en rendyrket komedie med metafilmen Direktøren for det hele, der var så grimt filmet - efter tilfældighedsprincippet Automavision - at man næsten fik ondt i øjnene.

Triers nye film synes at signalere, at en af vor tids største og mest originale filmskabere er lidt i vildrede med, hvor han nu skal bevæge sig hen.

Og nu vi er ved Trier: Tomas Villum Jensens Sprængfarlig bombe, der havde manuskript af Anders Thomas Jensen, var manuskriptforfatterens spydige svar til Trier, som tidligere har udtalt, at Jensen er for professionel en filmhåndværker til, at hans manuskripter til blandt andet Susanne Bier for alvor gør ondt og dermed betyder noget.

Sprængfarlig bombe var noget så sjældent som en satirisk folkekomedie, der tager pis på selvbevidste filminstruktører af Trier- og Boe-typen. Den var ikke ubetinget vellykket - og nok lidt for uforpligtende i sin kritik og personskildring til at gøre en forskel - men alligevel et muntert frikvarter i en til tider alt for selvhøjtidelig branche.

Komedie og børnefilm

Årets øvrige komedietilbud var Peter Schrøders noget overvurderede Lotto, der hverken kunne eller ville ret meget, og Helle Joofs Fidibus, som havde sine sjove øjeblikke og karakterer, men ligesom i instruktørens to første film, En kort, en lang og Oh Happy Day, lykkedes det hende ikke at parre dybfølt drama med lavpandet komik.

På børneområdet har 2006 været et lidt pauvert filmår med flere fantasiforladte sequels - Krummerne, Far til fire - og et enkelt velment, men ikke voldsomt heldigt forsøg på genrefilm for børn, Tempelriddernes skat. Filmen blev set af mere end 200.000 mennesker, men gjorde desværre det, man bare ikke må: Den talte ned til sit publikum.

Dog lykkedes det i oktober Wikke & Rasmussen at få én til at føle, at dansk børnefilm trods alt havde bevæget sig fremad. Med det fremragende musicaleventyr, Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger - om at få et barn, som er anderledes - lavede de simpelthen en af deres og årets bedste film. De fik en smule rygstød af A. Films Den grimme ælling og mig, en noget fri, computeranimeret gendigtning af H.C. Andersens eventyr, der rummede en vis charme og energi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu