Læsetid: 4 min.

Årets folkesange

5. marts 2001

PRISER ER ikke noget, man får. Det er noget, man ta’r. Sådan skulle lørdagens æresprismodtagere, Gasolin, have udtalt som begrundelse for, at de ikke personligt mødte op i Forum ved Danish Music Awards for at lade sig hylde som dansk rocks gud- og bedstefædre. Blaserthed var der til gengæld ikke meget af, da det eneste tilbageværende, arketypiske danske rock-band D:A:D modtog statuetter for henholdsvis ’Årets danske rock udgivelse’, ’Årets danske gruppe’ og ’Årets danske sanger’. Priserne tilfaldt D:A:D efter 20 års levetid og var også en slags ærespris, i og med at gruppen blev kåret via afstemning på Internettet. Ca. 200.000 havde stemt i disse og 15 andre kategorier, og selv om 200.000 sagtens kan tage fejl, er det svært at få ondt i en vis legemsdel over, at folket selv var med til at bestemme, hvad det regner for prisværdig rock.
Demokratiet har dog sine begrænsninger. En kreds af navngivne medie- og detailhandelsfolk havde bestemt, hvem man kunne stemme på, så på den måde blev der ingen officiel kåring af Rollo & Kings bodega-skrålehit, »Ved Du Hvad Hun Sagde ...« Men til de hip-pe fagfolks udtalte undren og forbitrelse er elguitarer, fanloyalitet og traditionsforankring altså stadig noget, der tæller for de brede, musikforbrugende masser.
Nok kan et tidstypisk fænomen som den rapkæftede rapper, Eminem, ligge nummer et på den danske hitliste, og nok kan den såkaldte r’n’b beklæde lokalradioer-ne med det samme nougatfarvede lydtapet, men når det kommer til stykket, er danskerne et midtsøgende rockfolk, som fortsat synes, Madonna er så moderne, at hun hjemtager priser som ’Årets udenlandske hit’ og ’Årets udenlandske album’, og som ikke er i tvivl om, at Brødrene Olsen har begået ’Årets danske hit’, selv om Berlingske Tidende i ramme alvor gjorde gældende, at den titel burde være gået til Outlandish! »Out .. who«, ville titusinder af stemmeafgivere have spurgt.

SÅ OM IKKE andet afslører resultatet af årets rockprisuddeling et afgrundsdybt skel mellem menings-magere og forbrugere. Og man fristes til, med en Brecht-parafrase, at foreslå anmelderne at opløse pub-likum og skaffe sig et andet. For der er ikke så lidt for-sinket kulturradikalisme over den tankegang, at disse årlige prisuddelinger skal have et pædagogisk formål. Det er tilsyneladende her, hele nationen skal belæres om, hvad der er nybrud og kunst. Den, der tror det, misser pointen med det, der før hed Dansk Grammy.
Arrangementet har, siden starten i 1989, været en selvfejring af vekslende underholdningsværdi og tv-appeal. De første mange år lignede det en offentligt tilgængelig firmaskovtur, men de senere år har et stadig mere professionaliseret show taget form af et showroom, hvor interesserede kan få indblik i branchens vilkår og kvaler, og hvor branchen selv kan markere sin kultur- og – ikke mindst – markedsværdi. Det blev tydeliggjort, da ingen mindre end en indenrigspolitisk superstar, Mogens Lykketoft, i Forum overrakte den nyindstiftede Eksportpris til – ja, hvem andre end Aqua. Lykketoft fremhævede gruppens internationale salgstal som begrundelse for prisen, og betonede, at Aqua havde gjort dansk kultur kendt videnom. Dansk? Kultur? Aqua er selv ret realistisk: »Jeg tror ikke, at vi rent kulturelt har bidraget med noget. Vores musik kan ikke sammenlignes med kulturbærende bands som Gnags,« udtalte Søren Rasted fra gruppen til Jyllands-Posten i ugen der gik.

Og lige her ligger pladebranchens problem, og her har anmelderne fat i den lange ende. Ejet, som den er i dag, af multinationale underholdningsgiganter, er bundlinjetallene for branchen blevet et nådesløst parameter for succes. Gode anmeldelser dur kun til selvafstivelse. De tæller ikke for regnskabscheferne. Danske navne kan sælge mange plader, men markedet har ikke plads til ret mange storsælgende lokale navne, så derfor er man nødt til at produktudvikle. Men de nye navne må og skal være globalt gearede, for at kunne forrente sig. Dermed bliver det så som så med danskheden, og originalitet garanterer i sig selv ikke for afsætning, så hvorfor prioritere den, når man bare kan tage den som en ekstra charme?
Resultatet er en branche, der løber på stedet. Den har milliardomsætning, og sælger mange plader, men af for få forskellige kunstnere. Samtidig bruger den stadig flere penge til markedsføring, fordi musik i almindelighed, og rock i særdeleshed, stadig ikke er en del af den bevillingsudløsende danske selvforståelse på samme måde som film og litteratur. Tv-dækningen er minimal, radiostationernes musikstyring er ikke programmeret til fornyelse, og den magasinpresse, som i andre lande sætter fokus på nyskabelser og derved holder pladeselskaberne til ilden, led bladdøden, da regeringen med et administrativt hug beskar portotilskudsordningen. Sanktioneret af den samme Mogens Lykketoft, som nu hylder branchens noget udmalkede guldkalv, Aqua.
Tænk, hvis dansk rock i stedet fik en Lars von Trier. Så ville anmeldere og publikum igen kunne mødes, tv-reklamerne kunne slå på tromme for ’Musik du ikke kender’, og branchen ville ikke være nødt til at rette sine fremtidsforhåbninger mod noget så usikkert og ustyrligt som Internettet.

tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu