Læsetid: 6 min.

Årets personlighed: Det digitale du

Nyhedsmagasinet Time har kåret 'dig' som internetbruger til den vigtigste personlighed i 2006 - men personlighederne i cyberspace er ifølge Slavoj Zizek nogle højst splittede figurer
2. januar 2007

Hvert år udnævner nyhedsmagasinet Time, hvad redaktionen kalder for 'årets person'. I 2006 gik denne titel hverken til Irans Ahmadinejad, Venezuelas Chávez, Nordkoreas Kim Young-il eller noget andet medlem af slænget af de 'sædvanlige mistænkte' - nej, den gik til 'dig'; dvs. til hver og en af os, som bruger internettets informationer eller skaber nyt indhold på World Wide Web.

På forsiden var afbilledet et hvidt tastatur med et spejl som computerskærm, hvor enhver læser så kunne se sit eget spejlbillede. Som begrundelse for deres valg henviste redaktørerne til den forskydning, der er ved at ske fra institutionerne til individerne, som i stigende grad fremstår som de aktive og deltagende borgere i et nyt digitalt demokratis tidsalder.

Dette valg stikker dog dybere, end Time giver det udseende af. For er der nogensinde blevet truffet et ideologisk valg, må det være dette: Budskabet - det nye cyberdemokrati, hvori millioner kan kommunikere direkte og organisere sig selv på ny uden om centraliseret statskontrol - dækker over en foruroligende række lakuner og spændinger.

Den første og iøjnefaldende ironiske pointe er selvfølgelig, at enhver læser, som kigger på Times forside, ikke ser alle de andre, med hvem han eller hun skal forestille at være i direkte udveksling. Hvad han eller hun ser er sit eget spejlbillede.

Intet under, at Leibniz er et af de faste filosofiske referencepunkter for cyberspace-teoretikere: Når vi opsluges af cyberspace, bliver vi da ikke reduceret til en art leibnizsk monade, som - endskønt den ikke "har vinduer", der åbner direkte op til en ydre virkelighed - spejler det ganske univers? Er den typiske www-surfer, der sidder alene foran sin pc-skærm, ikke i stigende grad en monade uden direkte vinduer til virkeligheden, der kun møder virtuelle simulakrer (gøglbilleder, red.), efterhånden som han eller hun bliver en stedse mere integreret del af det globale netværk og kommunikerer stadig mere synkront med resten af den ganske klode.

En af de seneste griller blandt seksuelle ekstremister er en såkaldt 'masturbar-athon' - en kollektiv begivenhed (se www.masturbate-a-thon.com), hvor hundredvis af mænd og kvinder får mulighed for at tilfredsstille sig selv samtidig online, efter at have betalt 20 dollar i afgift, der går til til godgørende formål. Masturbarathon opbygger et kolllektiv af individer, som er parat til sammen med andre at dele - ja, hvad egentlig? Solipsismen i deres egen hjernedøde nydelsesakt. Må man ikke sige, at masturbar-athon er den form for seksualitet, som passer mest perfekt til cyberspaces koordinater?

Det sande jeg

Dette er imidlertid kun en del af historien. Hvad der må tilføjes er, at dette 'du' som genkender sig selv i skærm-spejbilledet, er dybt splittet: Jeg er aldrig bare min skærm-personlighed. For det første findes der det (ret åbenlyse) overmål af mig selv som 'virkelig' kropslig person: Marxister og andre kritisk indstillede tænkere ynder at påpege, hvordan det tilsyneladende lighedsvilkår i cyberspace er et bedrag - det ser helt bort fra alle mine komplekse materielle disponeringer (min indkomst, min sociale position, min magt eller mangel på magt etc.).

Det virkelige livs inerti forsvinder som ved et trylleslag i cyberspaces friktionsfri surferverden.

På vore dages marked finder vi en hel række produkter, som er frataget deres skadelige egenskaber: Kaffe uden koffein, fløde uden fedt, øl uden alkohol osv. Cyberspaces virtuelle virkelighed generaliserer i grunden blot samme procedure: Den stiller en udgave af virkeligheden til rådighed, der er frataget sin substans. På samme måde som koffeinfri kaffe tilnærmelsesvis smager og lugter som rigtig kaffe uden at være det, er min skærm-personlighed - det spejlbillede, som jeg ser på Times forside - altid allerede et koffeinfrit selv.

På den anden side findes så det langt mere foruroligende modsatte overmål: Min skærmpersonligheds overmål over mit 'virkelige' selv.

Vores sociale identitet, den person, vi påtager os i sociale interaktioner, er altid en 'maske' og involverer altid undertrykkelsen af vore uacceptable impulser. Og det er præcis, når de spilleregler, der regulerer vores udvekslinger i 'det virkelige liv', er suspenderet, at vi kan tillade os selv at bringe disse fortrængte og undertrykte tilskyndelser til udfoldelse.

Ihukom blot klicheens impotente, generte og nørdede fyr, som når han deltager i interaktive spil i cyberspace, påtager sig en identitet som sadistisk morder og uimodståelig forfører. Det ville være en overforenkling at sige, at denne identitet kun er et imaginært supplement - en midlertidig flugt fra afmagten i hans virkelige liv. Pointen er snarere, at han, fordi han ved, at cyberspaces interaktive spil "kun er et spil", så kan "vise sit sande jeg" og foretage sig ting, han aldrig ville have gjort i det virkelige livs interaktioner: Under fiktionens dække artikuleres sandheden om ham selv.

Det forhold, at jeg opfatter mit virtuelle selvbillede som rent spil, tillader mig således at ophæve de sædvanlige hindringer, som afholder mig fra at virkeliggøre 'skyggesiden' af min person i det virkelige liv - mit 'elektroniske id' får på denne måde vinger og bliver flyvefærdigt.

Mumlende kredsløb

Det samme vilkår gælder selvfølgelig for mine partnere i cyberspace-kommunikationen.

Jeg kan aldrig være sikker på, hvem de er: Er de 'virkelig', som de fremstiller sig selv? Er der 'en virkelig person' bag skærmpersonligheden, eller er skærmpersonligheden en maske, der dækker over en flerhed af personer? Besidder og manipulerer den samme 'virkelige' person flere skærmpersonligheder, eller har jeg simpelt hen at gøre med en rent digitaliseret entitet, som slet ikke står for nogen 'virkelig' person?

Kort sagt betyder interface præcis, at min relation til den Anden aldrig er face to face, men altid formidlet igennem et indskudt digitalt maskineri, hvis struktur er som en labyrints: Jeg browser og surfer flakkende rundt i dette uendelige rum, hvor budskaber cirkulerer frit uden faste modtagere, og hvor Helheden bag det vældige virvar af mumlende kredsløb for altid ligger uden for min fatteevnes rækkevidde.

Bagsiden af cyberspaces direkte demokrati er hele dette kaotiske og uigennemtrængelige univers af budskaber og deres mangfoldige kredsløb, som end ikke min fantasi ved sin største anstrengelse kan begribe - Immanuel Kant ville utvivlsomt have kaldt det for cyberspaces Sublime.

Kys ølflasken

For en del år så jeg et bemærkelsesværdigt reklamespot for et engelsk ølmærke. Det tog udgangspunkt i en den velkendte eventyr-anekdote: En pige vandrer langs en bæk, ser en frø, favner den blidt på sit skød og kysser den - og selvfølgelig bliver den grimme frø straks til en flot ung mand.

Historien holdt imidlertid ikke op her: Den unge mand kaster et begærligt blik på pigen, trækker hende til sig, kysser hende og - hun forvandler sig til en flaske øl, som han triumferende holder i sin hånd- Pigen fantaserer altså om en frø, som i virkeligheden er en flot ung mand, manden om pigen, som i virkeligheden er en flaske øl.

For kvinden kan hendes ømhed og kærlighed (som signaleret ved kysset) forvandle en frø til en vidunderlig mand, mens kysset for manden kan reducere kvinden til, hvad man i psykoanalysen betegner som et 'partielt objekt' - det aspekt ved dig, som får mig til at begære dig. (Selvfølgelig vil den indlysende feministiske pointe være, at det, kvinder oplever i den typiske kærlighedsaffære, snarere er en passage i modsatte retning: Man kysser en flot mand, og har man først knyttet et fast forhold til ham, dvs. når det allerede er for sent, så opdager man, at han i virkeligheden er en frø.)

Parrets virkelige mand og kvinde bliver således hjemsøgt af den bizarre figur af en frø, der kysser en ølflaske. En del moderne kunst iscenesætter netop dette underlæggende fantom: Således kunne man meget vel forestille sig et Magritte-billede af en frø, der kysser en ølflaske, med titlen En mand og en kvinde eller Det ideelle par. (Associationen til det berømte surrealistiske døde æsel på et klaver fra Den andalusiske hund forekommer her helt på sin plads.)

På dette elementære plan ligger den største trussel ved spillene i cyberspace: Når en mand og en kvinde interagerer i internettets virtuelle verden, kan de blive hjemsøgt af fantomet af en frø, der kysser en ølflaske. Eftersom ingen af dem er opmærksomme på det, kan disse diskrepanser imellem, hvad 'du' virkelig er, og hvad 'du' ser ud til at være i det digitale rum føre til den mest morderiske vold.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kronikken i morgen: Mogens Krustrup om digteren Morten Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu