Læsetid: 6 min.

Århundreders traditioner truet i Niger

Det er svært at nå frem til nomaderne i Niger med nødhjælp. Og de er tvunget til at sælge det kvæg, der hænger så uløseligt sammen med tradition og prestige. En livsform er ved at forsvinde
16. august 2005

Geden dræbes hurtigt, dens krop skælver et øjeblik efter halsen skæres over. Imamen løfter håndfladerne i bøn og takker Allah for den mad han bringer selv i disse frygtlige tider.

Den rituelle slagtning i Zonghu skal fejre navngivelsen af høvdingens nye barnebarn, en fejring af livet. Men rundt omkring dem er dødens mærke alle steder at se, seks små barnegrave - de seneste dødsfald, rådnende kadavere af kvæg, der engang var dette lille tuareg-samfunds elskede hjord, og marker af visne afgrøder.

Her i det sydlige Niger er et helt folk, deres levebrød og levevis hurtigt ved at forsvinde. Med græsenge afbrændt af tørke og skrællet af græshopper, sælger nomaderne deres kvæg, der kollapser af sult og bliver et nemt bytte for sygdomme, til bundpriser. Der er også menneskelige ofre. Hjorderne er symbolet på velstand og prestige mellem tuareg-folket. Der er i dette vildnis et symbiotisk forhold mellem mand og dyr, og i disse hårde tider, begår mange familiefædre selvmord efter at have solgt deres sidste dyr.

Tuareg-folkets tragedie er en af de mindst kendte fortællinger af dem, der af FN's Jan Egeland kaldes "den mest glemte og forsømte nødssituation i verden".

Isoleret i fjerne egne i det store land er nomaderne de, der sidst modtager den smule nødhjælp, der er.

Landets fakta er bedrøvende. Manglen på mad og foder i Niger i år er det værste selv dette hårdt prøvede land har oplevet. Det andet fattigste land i verden med en lang historie af tørke og hungersnød. To tredjedele af underskuddet fra fem millioner ton skyldtes tørke; det der var tilbage blev taget af græshopperne.

Arghum-landskabet, der løber ned fra Kilguz tuareg-bosættelsen var engang grønt. Folk levede af dyrehold og en sæsons subsistens-landbrug, før de rykkede videre til et nyt sted. Nu er landet en stor slette brun jord. Kameler der engang ville have indbragt 11.000 CFA franc (1.200 dkr.) sælges nu for 10.000 franc, og køer der er 70.000 værd sælges for 4.000 til forretningsmænd, der strømmer ind på de nærmeste byers markedspladser, fra hele landet.

Det er det frie marked i fuld aktion, hvilket Nigers regering betragter som den bedste måde at håndtere hungersnød på. Der er meget lidt incitament for politikerne til at bekymre sig om nomaderne. På trods af en faldefærdig struktur og en præsident, der påstår, at der ikke er nogen krise, så er Niger et demokrati, og der er ingen stemmer i folk, der konstant flytter og ikke indregistrerer sig i landsbyerne. Tuareg-folket figurerer ikke i en eneste af de nødhjælpsplaner regeringen har sat i værk i forbindelse med krisen.

Zonghu-stammen bruger de få penge, de tjener ved kvægsalget til at købe basale fødevarer især til børnene. Mange af de resterende kvæg var for svage eller syge til at overleve, så de blev aflivet. Mens landsbyfolkene beskriver deres nød siddende i en gruppe på en bakkeside, bliver deres høvding 88-årige Ahmed Garidh bragt tilbage fra hospitalet, der er ikke flere penge til behandlingen af hans lammede arm og ben. Musi Ahmed, hans 55-årige søn, ligger hovedet i sine hænder.

"Jeg har været nødt til at sælge eller dræbe fire femtedele af min hjord - kameler, køer, geder. Nu ved vi ikke, hvad Allahs vilje for fremtiden er, men jeg er meget bekymret. Vi har haft dårlige sæsoner, men ingen så dår-lige som denne. Vore afgrøder blev ødelagt, og lige da vi troede, at det ikke kunne blive værre, kom græshopperne. Se dig omkring, alt er væk, både græsset og planterne."

Flytter til byerne

De fleste mennesker er også rejst for at søge arbejde i de omkringliggende byer eller i nabolandet Nigeria. I løbet af eftermiddagen ankom mænd fra hele området til navngivelsesceremonien 'egundaen' klædt i takakhat-dragter og tagulmas-tørklæder i blå, grøn og sort. Kvinderne, der er i orange og røde kjoler, kom senere med gaver i krukker balancerende på hovedet.

Men der kunne være flere. 42-årige Hamood Hanjan, en af høvdingens andre sønner, siger:

"Der er kommet færre end 100 til min søns egunda. Til den sidste ceremoni var her 2.000. Vores folk er rejst væk, fordi hvis de blev, ville de helt sikkert dø. Det er meget trist fordi vi Kilguz-folk har holdt sammen i hundredevis af år, og nu er der mange, vi aldrig får at se igen."

"Vi har lidt en utrolig nød. Nogle gange var børnene så sultne, at de spiste blade fra træerne. Vi har set vores børn dø. Vi er mænd af Kilguz-stammen, men vi kunne ikke redde dem. Jeg havde engang omkring 200 køer, nu har jeg 18 tilbage, og jeg ved ikke hvor længe, jeg kan beholde dem. Det er meget vigtigt for os, at vi kan beholde vores hjord. Det er en del af vores tradition. Når de mister dem, tager mange af mændene det meget tungt. De føler, de har fejlet."

En af dem var Joluf Mohammed fra en nærliggende bosættelse. Han kastede sig i en brønd. En anden var Iskr Ahmed, der skar halsen over på sig selv med den samme kniv, han havde slagtet sin sidste tyr med. Stammen sørger nu for de efterladte familier.

Nødhjælp

Krisen har også ledt til andre problemer i dette samfund. Mændene, der ankommer til Zonghu bærer takohos - dekorerede sværd med sirligt udskårne håndtag. Det er ikke kun på grund af traditionen. Kvæg er blevet stjålet og røvere overfalder rejsende på vej ind mod landsbyen.

76-årige Suleiman Azanouyis løsner sit hovedtørklæde for at vise et dybt sår.

"Jeg blev overfaldet af en mand med en huggert, da jeg var på vej tilbage fra Bargas. Jeg bar på en taske, og han har nok troet, at jeg havde penge eller mad, men den var tom. Han vidste ikke, hvor fattig jeg er."

Mohammed Hameed er 30 år gammel og gift, men selvom det er usædvandligt i denne region, så har han ikke nogen børn.

"Hvordan skulle jeg brødføde dem," spørger han.

"Vi ser, hvad der sker, og vil så beslutte, hvad vi vil gøre. Hvis det fortsætter med at gå så dårligt, bliver vi nødt til at flytte alligevel. Vi har brug for hjælp. Vi hører, at folk andre steder i landet får hjælp, men vi får ingenting. Man kan ikke stole på regeringens myndigheder. De er tyve og stjæler mad. Men hvis udlændinge giver os hjælp, så skal vi nok sørge for, at alle får det, de har behov for."

Mens organisationer som Red Barnet flyver nødhjælp ind i andre dele af landet, har Oxfam startet en plan med dens lokale samarbejdspartner, Aren, for at uddele nødhjælp og købe kvæg af tuareg-folket til en meget højere pris end den, de kan få af lokale indkøbere. Louis Belanger fra Oxfam siger:

"Vi betaler det, der er en retfærdig pris under de her forhold - noget der svarer til 40 pund (430 kr. red.) per ko. Hvis den er rask, så slagter vi den, tørrer kødet og pakker det ved hjælp af lokal arbejdskraft, og deler det ud til nomaderne. Det er vanskeligt at nå disse folk på grund af deres levevis. Men vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for det ville være en tragedie, hvis denne livsform forsvinder."

Egundaen består af et fælles måltid med ris, pasta og gedestuvning. Hamood Hanjan undskylder for, at måltidet ikke er så storslået som i tidligere tider. Hans søn navngives Ahmed Baturi, delvis til ære for de besøgende journalister -'baturi' betyder åbenbart udlændinge.

Ahmed Garidh, den svagelige høvding, bliver spurgt om, hvorvidt hans barnebarn mon vil føre Tuareg-traditionen videre.

"Hvordan skulle jeg kunne vide, hvad fremtiden vil bringe? Vi er vandt til hårde tider, men nu virker det som om, at vi lever i forbandede tider."

udland@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her