Endelig er der gode nyheder fra Darfur: Folkemordet i det vestlige Sudan er næsten ovre. Der er blot ét problem - det nærmer sig udelukkende sin afslutning fordi der ikke er flere sorte at udrense eller slå ihjel. Den Nationale Islamiske Fronts regering har dræbt over 400.000 'Zurga', et ord, der bedst kan oversættes som 'niggere', og drevet to millioner andre fra deres hjem, i forsøget på at gøre det vestlige Sudan 'Zugar-frit'.
Deres racistiske Janjaweed-militser ville hellere end gerne fortsætte deres plyndringer, men de sorte landsbyer er alle brændt ned og kvinderne blevet voldtaget med 'arabisk sæd' for at 'destruere deres race indefra', og hvad skal en stakkels militssoldet så foretage sig? Det første folkemord i det 21. århundrede er gået efter planen, og folkemorderne har sejret. Nogle af de overlevende er vasket op på Englands kyst. Adam Hussein bor nu i Doncaster.
En dag sidste år var han ude sammen med sin onkel og søster, da "vi pludselig så et fly nærme sig og begynde at bombe. Efter nogle minutter så vi Janjaweed-soldaterne, der angreb min søster og onkel og... de døde. Jeg så soldaterne fange andre unge piger og voldtage dem."
Adam blev kastet i fængsel af soldaterne, som et led i deres pogrom. Han havde held til at flygte og kom ombord på en båd, der sejlede til London. (Men ak, uden tvivl vil den højreorienterede presse mene, at han blot forlod Sudan for at leve i luksus for de omkring 400 kr., den britiske regering så rundhåndet forærer ham hver uge).
Det primære ansvar for dette folkemord ligger naturligvis hos den Nationale Islamiske Fronts regering i Khartoum. I årtier behandlede de Darfur som ikke andet end en kilde af loyale muslimske værnepligtige, der kunne kæmpe i regeringens borgerkrig mod de kristne i syd.
'Zurgaerne' var gode nok som kanonføde - gode nok til at dø i hundredtusindvis, kæmpende en formålsløs krig - men ikke gode nok til at komme i regeringen eller modtage offentlig støtte. Da 'zurgaerne' i 2003 startede en mindre opstand imod årtiers elendighed, reagerede Khartoum med chokerende voldsomhed. De slap Janjaweed-militserne løs, en flot betegnelse for beredne mænd med knive og maskingeværer, og støttede deres angreb med kamphelikoptere.
Mens volden tog til i vildskab, så de rabiate kræfter i Khartoum dette som en mulighed. Darfur ligger på den geografiske brudzone mellem det arabiske og det sorte Afrika, og lige siden 1980'erne har Khartoums islamister længtes efter at 'arabisere vores del af Afrika totalt' og drive den 'inferiøre' sorte befolkning ud. Her var chancen. De sikrede sig, at nedkæmpningen af en lokal opstand gradvist gik over i folkemord.
Det stod tidligt klart at dette var en gentagelse af Rwanda. Romeo Dallaire stod i spidsen for FN's fredsbevarende styrke i Rwanda, og det var ham, der desperat - og forgæves - forsøgte at overtale omverdenen til at gribe ind, blot for at se hjælpeløs til, mens hundredtusindvis systematisk blev dræbt.
Sidste år kaldte han Darfur "Rwanda i slowmotion." Så hvor var alle de folk, der så dette folkemord på tv og alvorligt udtalte "Aldrig igen?" De var der ikke for Adam og hans familie.
Fredsstyrke uden mandat
Tony Blair havde i 2001 lovet, at "hvis vi får et nyt Rwanda, har vi en moralsk forpligtelse til at reagere." Men da han blev konfronteret med netop denne udtalelse, kunne han ikke byde på andet end et moralsk figenblad: Han foreslog, at en African Union-styrke skulde sendes af sted for at overvåge en våbenhvile i Darfur. Men styrken havde ikke fysisk kapacitet til at pacificere Tunbridge Wells, for ikke at tale om Darfur. De sendte blot 3.000 mand til at overvåge et område på størrelse med Frankrig - og den håndfuld tropper de sendte, havde ikke en gang mandat til at beskytte civile.
Bush-regeringen brugte i begyndelsen hårde ord om Darfur, og var en af de første til offentligt at bruge g-ordet. Men Los Angeles Times har senere afsløret, at man på samme tidspunkt sendte jetfly til Khartoum for at transportere Sudans underretningschef, Salan Abdallah Gosh - manden, der ledede massakrerne - til Washington. Her deltog han i hemmelige møder, hvor han blev fejret som en 'nær allieret' - i bytte for oplysninger om al-Qaida, samt forhandlinger om en åbning af Sudans oliefelter for amerikanske selskaber. Nå ja, hvad betyder en smule folkemord blandt venner?
Listen over folk, der har forrådt indbyggerne i Darfur fortsætter. Både Kina og Frankrig har olieinteresser i Sudan, så de fortalte Kofi Annan, de ville nedlægge veto mod ethvert forsøg fra Sikkerhedsrådet på at påtvinge Sudan sanktioner. Da drabene nåede deres højeste i Darfur, gav FN selv den sudanesiske regering en plads i Menneskerettighedskommisionen for en tre-årig periode.
Jihadisterne, der hævder at kæmpe på vegne af muslimer fra Palæstina til Tjetjenien til Irak har intet sagt om fordømmelse af massenedslagtningen af 400.000 uskyldige muslimer i Darfur. Nej, de støtter den, fordi regeringen i Khartoum indfører sharia-lovgivning hvor de kommer frem, og inviterede endog deres helt, Omar bin Laden til at slå sig ned i Khartoum i perioden 1991-1996.
Store koncerner, deriblandt Siemens og Alcatel, fortsætter produktionen og skatteindbetalingerne i Sudan, selv om de udmærket er klar over, at deres penge kanaliseres over i massemord.
Darfurs holocaust er en trøstesløs demonstration af, hvor lidt verdens mest magtfulde organisationer motiveres af basal menneskelig moral. Konfronteret med et klart eksempel på den frygteligste forbrydelse af alle, er de enedes om at fortsætte samarbejdet med morderne, som om folkemord i bedste fald er en mindre besværlighed.
For et par uger siden foreslog man at afskaffe Holocaust Memorial Day. Begrundelsen - at den 'diskriminerer imod muslimer' - er indlysende absurd. Men jeg er begyndt at tro, vi faktisk burde fjerne den fra kalenderen.
Hvordan kan vi bøje hovedet og mumle 'Aldrig igen' næste år, når Adam og hans familie ved, at vi ikke mener et eneste ord af det?
© The Independent
Oversat af Ebbe Rossander
