Læsetid: 3 min.

Århus - Danmarks Island

Det særlige århusianske tvist kommer blandt andet af, at kunstnere og institutioner samarbejder på tværs af genrerne. Man udnytter den mindre bys fortrin frem for metropolens: Der er kortere afstand mellem beslutningstagerne
24. april 2006

MED WEEKENDENS store bogmesse føjede Århus endnu et kapitel til historien om sig selv som en innovativ kulturby. Ikke at en bogmesse i sig selv er den helt store fornyelse - den bygger jo på erfaringerne fra den københavnske, ligesom mange af de optrædende forfattere er gengangere fra BogForum. Men så alligevel-den fik lige det særlige tvist, at den byggede musikken med ind. Ikke blot fandt den sted i Musikhuset, men også Det Jyske Musikkonservatorium blev inddraget, og der var forskellige musikalske indslag.

. De kender hinanden fra diverse lokale begivenheder og sammenhænge - og udnytter det maksimalt.

OMTRENT SOM PÅ Island, hvor en af hemmelighederne bag den bemærkelsesværdige økonomiske og kulturelle ekspansion siges at være, at "alle kender hinanden" og "har gået i skole med hinanden." Det gør det nemmere at gribe knoglen og aftale et eller andet uden om de sædvanlige officielle kanaler.

Tag nu det seneste skud på stammen: Århus Teater spiller i den kommende sæson - inspireret af debatten om Muhammed-tegningerne - et stykke om kristne, muslimer og jøders muligheder for at leve sammen -ikke på teatret, men i Århus Domkirke. Menighedrådet har godkendt projektet. Væsentligt, aktuelt tema, resolut beslutning, hurtigt arbejde. Man forestiller sig, at teaterlederen er dappet tværs over Bispetorv til en snak med domprovsten i kirken, et stenkast derfra. Sådan!

HISTORIEN OM ÅHUS som kulturby kan selvfølgelig skrives på mange måder, men man kan jo f.eks. starte midt i 1960'erne, hvor byens kulturliv endnu var traditionelt provinsielt.

Man havde sit byorkester, hvis musikere også skulle drage rundt til oplandet skoler og demonstrere deres instrumenter. Teatret havde sine frikadeller, og kunstmuseet havde sine billeder, der var pæne og nydelige. Det vakte voldsom debat, da direktricen indkøbte et dyrt billede af en fransk maler. Var det virkelig noget, skatteborgerne skulle bruge penge på?

Man havde også en socialdemokratisk borgmester, der hed Bernhardt Jensen, og som i sin ungdom havde skrevet digtsamlingerne Atom-splinter og Hjulet. (Han led desværre af en sygdom, der gjorde ham mere og mere krumbøjet med alderen, så han til sidst næsten selv lignede et hjul, men det er en anden historie). Bernhardt Jensens kongstanke var at skabe en festuge, og det, han lagde vægt på, var, at det ikke skulle være det bare pjat og - med et ord fra dazumals - fjællebodsløjer, men seriøs, finkulturel kunst, inviteret udefra. Herfra begyndte Århus at have høje ambitioner. I den anden ende af skalaen fik en uprøvet ung mand, Jens Okking, mulighed for at boltre sig i Vestergade 58, en nedlagt købmandgård, der blev indrettet multikulturelt med musik, teater og meget andet. En næsten lige så ung Preben Harris etablerede den moderne intimscene Svalegangen i samarbejde med-en antikvarboghandler!

Komponisten Per Nørgaard gik fra det københavnske musikkonservatorium (i protest) og henlagde sin undervisning til det århusianske, der havde fået den moderne orienterede Tage Nielsen som chef.

NÆSTE KAPITEL er velkendt og handler især om moderne, rytmisk musik. Arnestedet var en friskole lidt uden for Århus, hvor flere af de navne, der erobrede scenen i 70'erne og 80'erne havde gået. Men flere kom til, og perlerækken er lang som et godt år: Anne Linnet, Lis Sørensen, Anne Dorthe Michelsen, Steffen Brandt, Bamse, Lars H.U.G., Gnags, Thomas Helmig, Mek Pek og Lost Kids. Jamen, jamen.

Med tårnhøje ambitioner for den klassiske musik indviede Århus i 1980'erne et nyt musikhus. Den jyske opera blev international, og fra nær og fjern valfartede publikum til Århus for at opleve Wagner.

Senest er Kunstmuseet ARoS kommet til for et par år siden. Den derværende museumsdirektør Jens Erik Sørensen forsagede en stilling som direktør for Statens Museum for Kunst, som han ellers var favorit til, idet han foretrak at blive i Århus. Man fornærmer ikke alt for mange ved at hævde, at hans udstillinger har været nok så interessante som dem på Statens. Sørensen er kunstens og kunstnernes mand - og samtidig publikums. Seneste samlede han Michael Kviums værk i en velbesøgt udstilling.

KAOSPILOTERNE blev endnu en stolthed for og i det århusianske kulturliv, og efter lidt magre år i 1990'erne er der med Spotfestivallen for ung nordisk rock, atter grøde i den ende af musiklivet, en begivenhed, som får endog amerikanske Rolling Stone-journalister til at bestille hotelværelse i Århus. Filmlivet har fået sine platforme og vækstlagene deres, som vi har berettet om i den forløbne uge.

Ikke et ord om AGF.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her