Piers Brendon tilhører den snævre kreds af eminent skrivende angelsaksiske historikere med moderne tid som revir, der sættter deres præg på international historieskrivning for tiden. Fra Brendons hånd foreligger blandt andet en glimrende Churchill-biografi og en dybdeborende fremstilling af huset Windsor. Dermed er historiesynet og metoden jo delvis præsenteret: Når Piers Brendon har sat forstørrelsesglas på 1930'erne, er det ikke mindst aktørernes personlighedsprofiler, deres motiver og adfærd der belyses - og det i en detaljering, der næppe kender sin mage.
Det nærmeste den i Danmark mere kendte historieskrivning kommer Brendons næsten uhyggelige viden i bredde og dybde samt intimkendskab til periodens hovedpersoner - bipersonerne med for den sags skyld - er vor egen Erling Bjøl. Som hos Bjøl og hos Brendon på turbo integreres personernes styrker og svagheder i analysen af det politiske spil og giver mere end en aha-oplevelse undervejs.
Den eneste gang Neville Chamberlain f.eks. for alvor blev gal i hovedet, var da hans paraply var blevet væk. At Hitler gang på gang tog røven på den forfængelige britiske premierminister, hvis humoristiske sans var deponeret i hans egen selvhøjtidelighed, hensatte ham snarere i skuffelse over, at den tyske diktator ikke altid sagde sandheden over for en gentleman. Enden på komedien blev som bekendt udbruddet af Anden Verdenskrig, Europas delvise ødelæggelse samt delingen mellem Øst og Vest med undertrykkelse i Sovjets interesseområde og kold krig. Brendon standser imidlertid sin 1930'er historie på datoen for krigsudbruddet og undergangens bebudelse.
Man kan spørge, om ikke litteraturen på dette felt efterhånden er rigelig. Anden Verdenskrigs forudsætninger, gab, støn, nu igen! Denne måske ikke helt urimelige reaktion med indbygget trang til at bevæge sig ud af krigenes slagskygge, bør ikke afholde en fra at føje Brendons Den mørke dal til sin dannelses- og lystlæsning.
Brendon åbner i sandhed nye horisonter. Syv landes politiske udvikling og interaktion gennemgår han i overbevisende fortrolighed med kulturgrundlag, handlemønstre, mentalitet og som sagt personer. Storbritannien, Frankrig, Italien, Sovjetunionen, Kina, Japan og Spanien.
Simpelthen brændpunkterne og hovedaktørerne i det opgør, der til tider i forløbet næsten synes naturbestemt at skulle ende galt. Det var det dog ikke. Så langtfra. Piers Brendon forfalder aldrig til kontrafaktisk historieskrivning, men påpeger med behersket lidenskab det mål af selviskhed, naivitet, falsk håb og ren dumhed, der i sidste ende fik freden til at bryde sammen, efter at Hitler var blevet overbevist om, at han kunne gå på vandet.
Krigen kom. Igen havde man nær sagt, for Anden Verdenskrig er at opfatte som en videreførelse af konflikten 1914-18, hvor fredsbetingelserne for det slagne Tyskland var af en sådan art, at nederlagets mænd fra skyttegravene næsten ikke kunne andet end slutte sig sammen i broderskaber. Deres fællesnævner var frustration og bitterhed, og deres politiske sprog delte grammatik med overfald og mord på modstanderne. I denne sump af had og fornedrelse af andre befandt Hitler sig som en krokodille, der trak en efter en af de (højrefløjs)demokrater, der troede de kunne tøjle ham, til bunds og åd dem.
Japans parallel
På mange måder kunne Solens Rige opvise de samme udviklingstendenser. Nedværdigelse, tilsidesættelse og visheden om undergang iværksat af Amerika og England opfyldte den chauvinistiske del af den japanske politiske og militære hakkeorden. Kejseren, til det absurde ophøjede, og de mere moderate politikere, dem var der faktisk flere af, forsøgte at inddæmme junkerne, som siden blev til oberster og generaler. Men alle pacificeringsforsøg var forgæves.
Sådan set var disse militære fagfolk, hvoraf flere var fortrinlige, godt klar over, at et væbnet opgør med USA ville kunne koste Japan dyrt, ja, efter al sandsynlighed betyde landets undergang. Men hellere det end slavetilværelsen som en art klientstat. Disse kredse i Japan hadede af et godt hjerte briterne. Piers Brendons personkendskab er som sagt enestående. Selv de cigaretmærker de forskellige røg - ofte i alarmerende mængder - kan han bruge til karakteristikken.
For meget? Nja, enkelte steder får man vel associationer til new journalism, men det er på den anden side næppe uden betydning at den østrigske lommediktator Kurt von Schuschnigg var kæderyger og under pres ved Anschluss-krisen blev nægtet sine smøger under de ydmygende konfrontationer med Hitler i Berchtesgarten (Ørnereden). Det ene med det andet, han brød sammen i krampegråd og solgte Østrig.
Fine personportrætter
Signalementerne af topfolkene i de respektive lande finder Piers Brendon i samtiden; således Churchill, som Brendon sikkert ikke uden pointe kalder en samurai-sjæl, og om hvem en af de samtidige resigneret siger: "at debattere med Sir Winston er som at diskutere med et hornorkester!"
Det er svært at udpege et sagområde bl.a. som Piers Brendons særlige styrke. Hans eget hornorkester spiller kraftfuldt hele vejen igennem, men hvor hans sympati ligger, får teksten en særlig glød. Således hans gennemgang af Leon Blum, Frankrigs bedst begavede politiker i perioden. Blum ejer den illusionsløse nøgternhed parret med ægte engagement i sine medmennesker, der gør en stor politiker. Blums fejl var, at han var jøde, hvilket ikke just var på mode i de tider - slet ikke i Frankrig. En anden af de store er Franklin D. Roosevelt, hvis indlysende menneskelige svagheder, hans opportunisme, smidighed ind til det slimede, og kynisme når det var fornødent, overtrumfer trods alt aldrig hans medmenneskelige følelser for sit folk og land.
Brendon leverer i sin fremragende bog også den kyndige læser et utal af nye indfaldsvinkler og nye koblinger i det komplekse spil, der mundede ud i den hidtil værste væbnede konflikt i menneskehedens historie. De, der fortsat ivrer mod et europæisk institutionaliseret samarbejde som i EU, kan her finde et par modargumenter mod egne forestillinger. Det være anbefalet.
En så kompetent udgivelse, men næste gang bør forlæggeren læse lidt bedre korrektur på en i øvrigt kompetent oversættelse ved Morten W. Larsen. Illustrationerne kunne være sparet, de bringer intet nyt og er ikke særligt gode.
