Læsetid: 4 min.

Abbas og den lamme and

Mens Bush er trængt på hjemmefronten, optrapper Sharon sin kampagne for at udmanøvrere den palæstinensiske præsident
1. november 2005

En køretur på 20 minutter. Længere er der ikke fra den israelske ministerpræsidents kontor i Jerusalem til den palæstinensiske præsidents hovedkvarter i Ramallah. Men for Sharon kunne Ramallah lige så godt ligge på månen. I sidste uge aflyste han for Gud ved hvilken gang et planlagt møde med Abbas. Hvorfor? Fordi "Abbas ikke gør nok for at bekæmpe terrorismen" - samme påskud som altid.

Noget kunne tyde på, at den lange kampagne til eliminering af Mahmoud Abbas er på vej ind i en afgørende fase.

Abbas' opstigen til ny leder efter Yassir Arafats død - der stadig er ihyllet mystik - fik de røde lamper til at blinke i Sharons kontor. Hans slagord "Vi har ingen at tale med" rimede dårligt med, at Abbas over for verden og dele af den israelske offentlighed i høj grad lignede en palæstinensisk leder, man kunne tale med. Hvad værre var: Sådan så han også ud for præsident Bush.

Dette nødvendiggjorde en mere forsigtig fremgangsmåde. Med undertrykt modvilje hilste Sharon i Aqaba med et håndtryk på Abbas, i Bushs tilstedeværelse. Med stigende bekymring iagttog han, hvordan den palæstinensiske leder blev modtaget i Det Hvide Hus og hørte Bush lovprise palæstinensernes demokratiske præsidentvalg. Det var voksende frygt for, at amerikanerne skulle realisere et gammel mareridt for israelske regeringer: En 'påtvunget' fred, der tvang Israel til at vende tilbage til grænserne fra 1967.

For Sharon var der ikke andet for end at vinde tid og håbe på, at omstændighederne ville ændre sig. Det var umuligt at dæmonisere Abbas på samme måde, som Arafat var blevet det med deltagelse fra mange israelske og internationale medier. I stedet plantede man det budskab, at Abbas var en karklud: Abbas evnede ikke at ødelægge 'terrorinfrastrukturen', så derfor var det nytteløst at tale med ham.

I sidste uge blev tonen skærpet. Nu var det slut med medlidenhed med stakkels Abbas. Slut med tiltro til at han gjorde sit bedste, og tid til et direkte angreb på ham. Abbas, hed det nu, ønsker reelt ikke stop for terrorismen. Samtidig brød den voldelige konfrontation ud igen med fuld styrke.

Hvem begyndte? Som altid erklærede begge parter, at det var den anden. Hvis man ønsker, kan man gå 120 år tilbage til den første sten kastet af en palæstinensisk hyrde imod den første jødiske bosætter - eller den første jødiske bosætters overfald på en palæstinensisk hyrde, som havde ladet sine geder gå ind på hans mark.

Den seneste voldseskalation startede med israelsk militærs drab på Luay Sa'adi, militant i Islamisk Jihad i Tulkarm-området, som nåede at tilbringe fem af sine 25 år i israelske fængsler. Hæren betegnede ham som "højtstående leder" og "en livsfarlig tidsindstillet bombe".

Da Sharon godkendte likvideringen, vidste han, at dette var ensbetydende med at dømme nogle israelske borgere til døden, da det var utænkeligt, at Jihad ikke ville hævne sig. Altså kan man ikke komme uden om den konklusion, at netop dette var formålet.

Og ganske rigtigt. En jihadi fra en nærliggende palæstinensisk landsby udførte et selvmordsangreb på frugttorvet i den israelske by Hadera. Fem israelere blev dræbt. Selvmordsbomberens landsby er adskilt fra Hadera af et højt murafsnit af Adskillelseshegnet, men det holdt ham ikke tilbage.

Voldscyklus

Som om hæren bare havde ventet på denne udåd, skred den straks til veltilrettelagt handling: En generel blokade blev påtvunget det nordlige Vestbredden. Byer og landsbyer blev igen afskåret. En omfattende menneskejagt på Jihad-aktivister gik ind med kraftige antydninger af, at Hamas- og Fatah-aktivister kunne stå for tur.

På Gaza-striben startede en parallel voldscyklus. Af solidaritet med Vestbred-kammeraterne blev der affyret Qassam-raketter mod israelske lokaliteter. Ingen af dem ramte menneskelige mål. Svaret var forberedt på forhånd. Hæren afskar Striben fra omverdenen, og lod den bombardere fra land, hav og luft. Helikoptermissiler dræbte Jihad-aktivist Shadi Muhanna, hans assistent og fire forbipasserende, deriblandt en dreng, hvilket bør bringe Israels stabschef Dan Halutz et nyt skridt nærmere Den Internationale Straffedomstol i Haag. Hævnen er sikret, og det samme er hævnen for hævnen.

Mens Sharon verden over endnu prises som Fredens Mand efter tilbagetrækningen fra Gaza, optrapper han sin offensiv til annektering af det meste af Vestbredden.

I sidste uge blev de elendige levevilkår i de palæstinensiske territorier yderligere forværret. Det ligner kollektiv afstraffelse, som er forbudt ifølge Genève-konventionen.

Men i realiteten er formålet værre: At sprede fortvivlelse blandt palæstinenserne, så de ikke ser anden udvej end at acceptere Sharons diktat - at nøjes med 42 procent af Vestbredden (svarende til 11 procent af 1948-Palæstina) i opsplittede enklaver. Håbet er så, at disse umulige vilkår på sigt kan få dem alle til at udvandre.

Sharon opfører sig som en tyrefægter, der stikker sine bandilleras ind mellem tyrens skuldre for at hidse og lokke den, så den farer frem og stanger vildt i alle retninger. Udvidelsen og nybygningen af bosættelser fortsætter med feberagtig hast. Det samme gælder videreførelsen af Muren, selv om Hadera-bomben viste, at dens sikkerhedsværdi er tvivlsom. Nedlæggelsen af de hundredvis af 'udposter', der blev stillet i udsigt i 2001 i henhold til Køreplanens krav, er end ikke på dagsordenen.

Kravet fra Kvartettens fredsmægler James Wolfensohn om at åbne den vitale passage mellem Gaza-striben og Vestbredden er foragteligt blevet afvist. I lyset af at Wolfensohn har en høj stjerne hos Bush og Rice, er dette bemærkelsesværdigt.

Sharon & Co. følger nøje begivenhederne i Washington. De ved, at Bush er i vanskeligheder og på vej til at blive udvikle sig til en lame duck - en handlingslammet præsident. Og ællingen, Condi, kan ikke gøre andet end at halte efter. For Sharon kommer dette som en stor lettelse. Endelig kan han holde op med at simulere anerkendelse over for Abbas og tage fat på at begrave ham.

Uri Avnery er talsmand for den israelske fredsbevægelse, Gush Shalom

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her