Læsetid: 4 min.

Absurd?

25. juli 1997

NU RYKKER Steen Gade, SF's handlingsorienterede gruppeformand. "Det mest absurde, SF kan gøre nu, er at stemme nej til Amsterdam," sagde han i gårsdagens Information. Sammen med partiets næstformand Christine Antorini har han netop sendt et brev til SF's 210 partiforeninger, hvori de to advarer partiets medlemmer mod at stemme nej på partiets ekstraordinære EU-landsmøde til september og efterfølgende ved selve folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten.
"At sige nej til en traktat, der indeholder konkrete, små fremskridt, fordi man ønsker endnu større fremskridt - uden garanti for, hvad vi får ved genforhandlingen - det har vi svært ved at se et politisk perspektiv i," skriver de to euro-socialister.
"Absurd" at stemme nej - det er hårde ord at bruge over for de EU-kritikere af forskellig grad, som Steen Gade har stemt (nej) sammen med i 20 år, fra 1972 og frem til Maastricht-afstemning nummer to i 1993. Måske var Gades ordvalg impulsivt og ikke nogen bevidst våd klud i ansigtet på nej-sigerne - han sagde således torsdag i Radioavisen, at vi jo alle bærer både et ja og et nej i os. Men at han personligt har truffet sit valg og nu besluttet at køre ja-linien benhårdt i og uden for SF frem til folkeafstemningen, dét står aldeles klart. Og man må lade ham, Christine Antorini og de stadig flere ja-sigere i SF's folketingsgruppe, at de har en pointe. Godt nok er det rigtigt - som både ja- og nej-sigere i SF påpeger - at Amsterdam-traktaten på flere punkter ikke lever op til de ønsker, Danmark havde til regeringskonferencen, men det er omvendt svært at afvise Gades udsagn om, at Amsterdam-traktaten i sig selv rummer fremskridt i forhold til Maastricht-traktaten. Man kan diskutere - meget længe - om den ny traktat er én, tre eller fem procent bedre end den gamle, men selv ikke Jens Peter Bondes overtalelsesevner har endnu rakt til at overbevise om, at Amsterdam-traktaten er en forringelse. Ét tilbageskridt er sket på det retlige område med Folketingets ratificering af Schengen-aftalen, men det skete før Amsterdam, og Danmarks medlemsskab af Schengen-aftalen vil ikke automatisk blive annulleret af et dansk nej til den ny traktat. En sammenlignende og isoleret tekstanalyse af Maastricht-og Amsterdam-traktaterne synes derfor at få vægtskålen til at vippe mod et ja.

NÅR DER ALLIGEVEL er grund til at anfægte Steen Gades analyse og især reagere med nogen ophidselse på hans karakteristik af et nej som "absurd" er det fordi, den slags udsagn vanskeliggør den kvalificering af EU-debatten, som der er så hårdt brug for. Steen Gade er en praktisk mand, der foretrækker én fugl i hånden fremfor "de ti, vi kan se på taget," men for andre er det ikke nødvendigvis tilfredsstillende - for nu at blive i billedsproget - at tage ét skridt fremad, hvis det sker som passagerer i et tog, der kører baglæns i et højere tempo. På dansk: Hvis EU-projektet i sin grundsubstans er et projekt med indre markeds-økonomisk ekspansion som egentlig drivkraft og i sin lukkede og bureaukratiske struktur er egnet til at svække den folkelige deltagelse i samfundets forvaltning, ja, så kan det synes ubærligt at skulle belønne en ny traktat, der gør dette EU én, tre eller fem procent mindre rædselsfuldt.
For på mange punkter er EU, som vi kender det, jo det forkerte projekt. EU er den europæiske institution, der muliggør - også efter den nu foreslåede landbrugsreform - at de fattige landes vigtigste landbrugsprodukter kan holdes ude fra det europæiske marked. EU er institutionen der sikrer, at elforsyningen i Europa dereguleres med centralisering, elforbrugsvækst og vanskeligheder for vedvarende energikilder som sandsynlig langtidsvirkning. Og EU er institutionen, der har rykket hundredevis af beslutninger væk fra det niveau, hvor demokratiet kan blomstre.
Gades svar vil være, at EU er begge dele. For EU er jo eksempelvis også den mest progressive aktør i den vestlige verden, når det internationale samfund forhandler indgreb mod drivhustruslen. Og efter Gades opfattelse kan man kun vinde fremskridt ved at kæmpe på den bane, som én gang er der, mens en del nej-sigere mener, at institutionen og banen i sig selv udelukker, at man kan vinde de nødvendige fremskridt.
Denne teksts pointe er, at EU-debatten - i SF, men så sandelig også uden for - må hæve sig over det niveau, hvor ja-sigeren Steen Gade kalder et nej "absurd", og hvor nej-sigere som Holger K. Nielsen - og som Aage Frandsen i dagens avis - binder nej'et op på diskussionen af fire forbehold. Hvis SF's ja- og nej-sigere synker ned i såkaldt "realpolitik", så er partiet formentlig i større eksistentiel krise end den, der kan tilskrives selve EU-uenigheden. For hvis ikke SF er partiet, der kan formulere og diskutere visioner for Europa, som når dybere og længere end til traktat- og forbeholds-analyser, hvori består så partiets eksistensberettigelse og tiltrækningskraft for vælgerne?

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu