Læsetid: 2 min.

'Abu Ghraib- billeder øger ikke risiko for terror'

Det er noget sludder, når Pentagon ikke vil offentliggøre kontroversielle billeder og videooptagelser fra Abu Ghraib, fordi de angiveligt kan øge risikoen for terror. Det handler om en presset præsident, som forsøger at skjule en skandale, mener Irak-ekspert
17. august 2005

Over halvdelen af den amerikanske befolkning mener nu, at Irak-krigen er en fejl. Og det vil være at bære mere brænde til det bål, hvis menneskerettighedsorganisationer i USA, i forbindelse med en retssag, får lov til at offentliggøre 87 fotografier og fire videooptagelser af amerikanske soldater, der mishandler irakiske fanger, mener britisk forsker.

"Jeg er sikker på, at billederne vil skabe endnu mere foragt og vrede i både Irak, USA og andre steder i verden. Men det er ikke en god nok grund til ikke at offentliggøre billederne.

Bush-administrationen forsøger tydeligvis at skjule deres fejltagelser og få ordnet det som et internt anliggende i USA's forsvarsministerium," siger Toby Dodge, seniorforsker hos tænketanken International Institute for Strategic Studies (IISS) og ekspert i irakiske anliggender.

Men det er imidlertid ikke det argument det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, bruger. De mener, at billederne fra Abu Ghraib, som er fra oktober 2003, vil øge terrorrisikoen, svække regeringerne i både Irak og Afghanistan og opfordre til oprør mod de amerikanske styrker.

"Hvis disse billeder og videooptagelser bliver offentliggjort, er det vand på al-Qaedas propaganda-mølle og vil gøre det endnu nemmere for dem at rekruttere flere terrorister," argumenterer general Richard B. Myers i en rapport til retten på Manhattan, hvor mindst otte lavere rangerende amerikanske soldater er dømt for, eller har erkendt sig skyldige i overgreb på fanger i Irak.

"I forvejen smuldrer den offentlige tilslutning til Irak-krigen, en større del af befolkningen er nu imod krigen. Offentliggørelsen vil sparke endnu mere til modstanden og vil lægge yderligere pres på, at Bush-administrationen skal ændre sin politik," siger Dodge.

Han tror ikke på, at billederne i sig selv øger risikoen for terror.

"Jeg tror mere på, at de ulovlige og grove forhørsmetoder, som nogle soldater åbenbart benytter sig af, er med til at forhøje terrorrisikoen. Billederne skal ud i offentligheden, for ellers vil overgrebene i de irakiske fængsler fortsætte. Offentliggørelsen kan være med til at forhindre sager som denne i fremtiden," siger Dodge.

Britiske overgreb

Også i Storbritannien ruller skandalen om britiske soldaters overgreb. I et tv-program vist i aftes på BBC, hævder to tidligere irakiske fanger, at de har været udsat for grove overgreb begået af britiske soldater.

"Jeg troede, at de ville smide vand på os, men han trak sin penis frem og tissede mig i hovedet" siger As'ad Zaaj-al-Saghir i BBC-programmet.

"De sænkede mig ned, mens jeg var bundet, smed mig på gulvet og slog mig med en gren" siger Marhab Zaaj-al-Saghir, som er bror til As'ad.

"Hvis jeg havde haft et våben, så havde jeg begået selvmord," tilføjer han.

De to brødres anklager har igen sat gang i mistanken om, at britiske soldater fulgte en politik om "systematiske overgreb og tortur" i forbindelse med deres behandling af irakiske fanger.

Brødrene Zaaj-al-Saghir har ikke planer om at indvilge en officiel klage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu