Læsetid: 4 min.

Action i ørkenen

6. november 2002

»Den eneste måde at behandle dem på er som det, de er – internationale dræbere. Og den eneste måde at finde dem på er at være tålmodige og vedholdende og jage dem og fange dem. Og det er netop, hvad USA gør.«

USA’s præsident George W. Bush under en tale i Bentonville, Arkansas, mandag

ZAP! Et førerløst fly sender et missil mod et køretøj på en øde landevej med kurs mod byen Marib i Yemen. Bilen og dens seks passagerer pulveriseres og brænder til aske. Et stykke fra de forkullede rester findes dog et afrevet ben, som bærer et mærke, der identificerer den uheldige ejermand. Velinformerede kilder vil vide, at det drejer sig om et af topnavnene på USA’s liste over most wanted al-Qaeda-folk: Qaed Senyan al-Harthi, også kendt som Abu Ali – tidligere bodyguard for selveste Osama bin Laden og en af de hovedmistænkte i jagten på de skyldige bag selvmordsangrebet i oktober 2000 på den amerikanske destroyer USS Cole.
Zing! CIA har slået til – og ramt. Næsten som i en scene i en actionthriller med CIA-agent Jack Ryan i helterollen: Det førerløse fly af typen Predator (’Rovdyret’) gjorde i søndags kål på sit bytte ved hjælp af et missil der bærer navnet Hellfire (’Helvedesild’), og verden er blevet en terrorist fattigere. Tilmed uden at krumme et hår på yemenittiske kvinder og børns hoveder, og uden at amerikanske soldater har måttet risikere liv og lemmer på at jagte terrorister i vildsomme landskaber blandt fjendtlige bjergstammer.
De ansvarlige for likvideringen af al-Harthi har efter alt at dømme befundet sig i et kontrolcenter hundreder af kilometer borte – muligvis så fjernt borte som i Djibouti på Afrikas Horn, hvor USA er i fuld gang med at opbygge en kommandocentral med 1.200 mand.
Herfra kunne de på videoskærmen zoome ind på målet ved hjælp af billederne fra Predator-flyets kameraer. Her har de siddet og ført joysticken for til sidst at trykke på knappen og udløse det fjernstyrede missil, der fuldendte aktionen. Bum! Rovdyret fik sit bytte.

AKTIONEN I YEMEN markerer en ny vending i den amerikanske krig mod terror. Det er, så vidt vides, det første direkte amerikanske militære angreb mod al-Qaeda uden for Afghanistans grænser, og første gang de ubemandede Predator-fly anvendes som våben uden for Afghanistan – og dertil med succes.
I to tidligere tilfælde er det gået mindre heldigt.
Den ene gang lykkedes det ganske vist amerikanerne at pulverisere taleban-lederen Mohammad Omars
firehjulstrækker, men uden at den betydningsfulde passager befandt sig ombord. Og i foråret affyrede et Predator-fly sit Hellfire-missil mod tre mænd i de afghanske bjerge nær Pakistans grænse i formodningen om, at én af dem var Osama bin Laden.
En senere undersøgelse af resterne viste imidlertid, at bin Laden ikke var blandt de dræbte. Derfor kommer aktionen i Yemen som en kærkommen succes i en terrorkrig, hvor der har været langt mellem triumferne. De seneste ugers optrapning af terrorangreb flere steder i verden tegner et foruroligende billede af et al-Qaeda-netværk, der er intakt og i fuld gang med at omgruppere og forberede nye offensiver.

ER SVARET PÅ terrortruslen da flere af denne type aktioner – højteknologiske, effektive og målrettede angreb mod fjenden, hvor end han befinder sig? Eller er amerikanerne her ude i en form for global selvtægt, som bryder med de sidste rester af et internationalt lovgrundlag for en fælles indsats mod terrortruslen?
Yemen har længe været i amerikanernes søgelys som et vigtigt tilflugtssted for al-Qaeda. De yemenitiske myndigheder forsøgte sidste år at pågribe al-Harthi i den lille landsby i Marib-provinsen, hvor han holdt sig skjult blandt lokale, svært bevæbnede stammefolk, men forsøget resulterede i en ildkamp med 24 dræbte. Indtil videre har der da heller ikke lydt nogle protester fra Yemen over den amerikanske militæraktion. Yemens regering gør i det hele taget alt, hvad den kan, for at overbevise amerikanerne om, at den samarbejder i krigen mod terror.
Set i det lys er det svært at indvende, at USA hellere burde have fremsendt en høflig anmodning til de lokale politifolk om at få al-Harthi arresteret og stillet for en domstol snarere end at blive likvideret uden rettergang på en sandet ørkenvej uden for Marib. Det havde været ønskeligt, men næppe realistisk.

Problemet er, hvis denne type aktioner griber om sig og bliver en ny, generelt accepteret norm i stormagters internationale fremfærd. For hvem skal bedømme, om en lokal regering er samarbejdsvillig og gør nok for at pågribe de individer, som USA eller andre mistænker for at være terrorister? Kan man forestille sig amerikanske angreb på al-Qaeda-baser i Indonesien eller Pakistan, hvis deres regeringer ikke selv skrider tilstrækkeligt håndfast ind mod terroristerne?
Eller, for at stille sagen helt på spidsen: Kunne russerne med de samme argumenter have affyret et fjernstyret missil mod Akhmed Sakajev og den tjetjenske verdenskongres, hvis de syntes at danske myndigheder gjorde for lidt for at gribe ind over for mistænkte terrorister?
Kapow! Der røg SAS-Radisson-hotellet, fældet af et fjernstyret missil. Lige ud af en actionfilm!

ds

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her