Læsetid: 8 min.

Adonis fra Denver

Neal Cassady, beatgenerationens muse, hovedpersonen i Jack Kerouacs 'On the Road', forløste aldrig den indre forfatter, omverdenen anede i ham. Nu er hans breve udgivet. De gør ikke hans fascinationskraft mindre gådefuld
4. juni 2005

Neal Cassady (1926-68) er en af de mest belyste figurer i beatgenerationens persongalleri. Samtidig er han en af de mørkeste gåder. Dette paradoks har to kilder. Dels er der manden selv, som af de, der kendte ham, netop beskrives som en dobbelthed af forførerisk, energisk nærvær og noget ganske uhåndgribeligt. Dels er der den omstændighed, at selv om Neal Cassady i slet forklædt skikkelse dukker op talrige steder i den omfattende beatlitteratur, fik han aldrig for alvor skrevet sin egen historie. Den erindringsbog om opvæksten som skilsmissebarn blandt bumserne på bunden af Denvers slum, som han baksede med op gennem 50'erne, The First Third, udkom først tre år efter hans død og viser mere af forfatterens rastløse gemyt end af hans litterære talent.

Fortælletalent

Talent er der til gengæld rigeligt af i de breve til vennerne, først og fremmest Allen Ginsberg og Jack Kerouac, som nu omsider er blevet samlet i en handy paperback på små 500 sider. Her gnistrer den uskolede pen i de bedste passager af en skarp formuleringsevne og en boblende fortælletrang, der er så umiddelbart medrivende, at man sagtens forstår, at de hippe forfatterspirer med adresse på Manhattan kunne blive misundelige på deres uslebne diamant af en sjæleven fra Colorado. Men det iøjnefaldende talent til trods er brevene netop uslebne, og det er således ikke primært for de litterære kvaliteter, vi læser Neal Cassady i dag. Hvorfor så? Først og fremmest vel for at forstå baggrunden for den besættelse, som fik Ginsberg og Kerouac til skiftevis at forgude og mytologisere Cassady. Og dernæst for at møde et uramerikansk fænomen. Hvis Mark Twain - med Dan Turèlls udtryk - lagde krop til Latteren fra Vest, var Neal Cassady Hipsteren fra Vest. En moderne variant af en skrivende cowboy med alt, hvad dertil hører af maskulin seksuel power.

Fra nøgleromanen

Problemet - og måske tragedien - var bare, at Cassady ikke var den fødte forfatter. Måske den fødte fortæller. Men forestillingen om, at han skulle skrive for andre end vennerne, var en grille, Ginsberg og Kerouac satte ham i hovedet. At dømme efter brevene med fatale konsekvenser.

Inden vi går til selve brevene, er det velsagtens på sin plads at rekapitulere Neal Cassadys historie som litterær figur. Hans opdukken i miljøet omkring Columbia University i New York i 1946 er skildret i den tidligst udgivne nøgleroman om beatgenerationen, John Clellon Holmes' Go (1952). Her er Cassady figuren Hart Kennedy, som - netop ankommet fra Denver - elektrificerer kliken med sin energi, hvad enten man lytter til bebop, kører bil eller bare driver omkring i natten. Det er ham, der har givet romanen navn med sit ustandselige "Go! Go! Go!"

I den 20-årige Cassady så Ginsberg og Kerouac (begge endnu upublicerede forfattere) alt dét, de havde fantaseret om: En belæst gadedreng. En intelligent forfører. En hellig idiot. Og en erotisk engel fra det forjættende Vesten, som de endnu ikke selv havde oplevet.

Den ungdommeligt skrøbelige Ginsberg forelskede sig kødeligt (og næsten dødeligt) i Cassady. Deres tætte korrespondance, som efter en kort erotisk affære langsomt forvandlede sig fra glødende kærlighedserklæringer til venskabelige epistler, blev i 1977 offentliggjort i As Ever. The Collected Correspondence of Allen Ginsberg & Neal Cassady. Og da Ginsberg omsider havde brudt fortryllelsen og fundet sin stemme som digter, skrev han en lille håndfuld af sine mest holdbare værker direkte på dønningerne fra sin første store kærlighed: The Green Automobile (1953), The Names (1958) og Elegy for Neal Cassady (1968). Og så selvfølgelig det berømte Howl (1955-56), hvis potente hylen ikke mindst var udløst af længslen efter "N.C., secret hero of these poems, cocksman and Adonis of Denver."

Spejlbilledet

Panorerer vi så over til Kerouac, fandt han i Cassady den perfekte erstatning for sin tabte bror (Gerard) og kom hurtigt til at betragte ham som sit mere udadvendte og handlekraftige spejlbillede. Venskabet forsegledes i de mange rejser frem og tilbage over kontinentet, som i årene omkring 1950 blev nedfældet i hovedværket On the Road (udgivet 1957). Og fascinationen var så inspirerende, at Kerouac i 1951-52, umiddelbart efter rejseromanens 'horisontale' portræt af Cassady, kastede sig ud i et 'vertikalt, metafysisk' portræt af samme, den stærkt eksperimenterende mursten Visions of Cody, udgivet posthumt i 1972.

Ikke noget at sige til, at Neal Cassady, den charmerende småfusker, der yndede at prale med, at han som teenager havde stjålet 500 biler, begyndte at forveksle sig selv med sine litterære ekkoer.

Følelser og sex

Som antydet var det ikke i kraft af sine skrivetalenter, men snarere sin erotiske udstråling, at Neal Cassady i første omgang fik fodfæste i New York. Men så snart Cassady var tilbage i Denver, og de fælles byture og lange natlige samtaler blev afløst af korrespondance, erfarede Ginsberg og Kerouac, at deres nye ven ikke blot var en ekvilibristisk speed-snakker, men at han mageligt kunne matche deres breve. I forholdet til Ginsberg handlede det i sidste halvdel af 40'rne mest om følelser og sex og om at bakke nænsomt ud af det homoseksuelle forhold, som for Cassadys vedkommende havde været en fejltagelse; mens han i brevene til Kerouac uden større problemer indtog rollen som muse: Han var naturtalentet, som gav den vordende forfatter råd om at skrive - om ikke at være for formbevidst, at være ærlig og direkte, at by-passe det intellektuelle filter mellem bevidsthed og pen.

Samtidig serverede han ind imellem de lange og ofte ganske prætentiøse litterære eller filosofiske refleksioner godbidder fra sit univers i det fjerne Vesten, som på afstand tog sig endeløst tillokkende ud, ikke mindst i Kerouacs optik. Eksempelvis kunne Cassady i et brev til Kerouac (marts 1947) finde på at skrive, at han oplevede Denver som en mental ørken: "There's no one here, all I do is fuck. Bah!" Hvilket blot skærpede modtagerens appetit på at komme ud på landevejene. Eller han kunne underholde med - på papiret - morsomme beretninger om, hvordan han pendlede mellem to eller tre ægteskaber/forhold på samme tid, uden at nogen af parterne kendte til de andres eksistens. For i næste brev at imponere med en flere sider lang dissektion af en musikalsk oplevelse.

Benzin på egoet

Jo flere sprudlende breve, New York-vennerne modtog, des mere opfordrede de Cassady til at blive rigtig forfatter. Hvilket virkede som benzin på hans ego og skrivekløe. Spiralen kulminerede i december 1950, hvor Cassady - efter at være flyttet til Californien, at have stiftet familie og at have oplevet adskillige rejseeventyr med Kerouac - skrev det legendariske "Joan Anderson" brev, en 13.000 ord lang og kun delvis bevaret beretning om nogle vanvittige episoder i Denver i 1946.

Kerouac svarede fluks tilbage, sammenlignede Cassady med Dostojevskij og erklærede: "I thought it ranked among the best things ever written in America. (-) It is the exact stuff upon which American Lit is still to be founded."

Dagen efter satte Kerouac sig ned og skrev det første af en serie lange erindringsskitser til Cassady, breve, som indholdsmæssigt blev grundlaget for en stor del af hans forfatterskab; ligesom Cassadys "Joan Anderson" historie stilistisk blev idealet for den endelige gennemskrivning af On the Road og dermed et kunstnerisk gennembrud.

Også Ginsberg var begejstret og sugede på sin måde kunstnerisk næring af Cassadys breve. Men mens Ginsberg og Kerouac reelt brød igennem som forfattere, samtidig med at de fantaserede om Cassady som det tredje hjul i vognen, fik Cassady - der forsørgede sin familie ved jernbanearbejde - sværere og sværere ved at sidde stille ved maskinen. Han var smigret og forundret over: "All the crazy falderal you two boys make over my Big Letter." Men han klagede samtidig over en "overwhelming inadequacy with words."

Brevene til Kerouac og Ginsberg drosledes markant ned i midten af 50'erne, og vægten blev forskudt til en korrespondance med hustruen Carolyn Cassady (der overraskende loyalt ser tilbage på det turbulente ægteskab i Off the Road, udsendt i 1990, 11 år efter at den var blevet filmatiseret af John Byrum under titlen Heart Beat, med Nick Nolte som Neal Cassady).

Bristefærdig splittelse

Da On the Road omsider udkom i oktober 1957, var Neal Cassady i realiteten gledet langt væk fra Kerouac og Ginsberg og de beat-miljøer, som nu var genstand for (ofte tvivlsom) opmærksomhed fra medier og mainstream-kultur. Og han var ved at revne i splittelsen mellem familieliv, litterære ambitioner og den kultdyrkelse af hans næsten 10 år yngre alter ego - Dean Moriarty - som i øjnene på nye generationer af unge gjorde ham til en levende legende.

Denne forvirrende fase løb frem til den 8. april 1958, hvor Neal Cassady blev indhentet af sin livsstil, idet han efter i nogen tid at have været under observation af det amerikanske narkopoliti blev knaldet på at forære tre joints til et par undercover-FBI-agenter.

Retssagen var en ren parodi og sendte den frihedselskende familiefar og kultfigur i fængsel i to et halvt år, heraf de sidste to i San Quentin. Opholdet blev Cassadys sidste store tid som brevskriver (hans mange breve til hustruen Carolyn blev udgivet i 1993 i Grace Beats Karma. Letters from Prison, 1958-60 og er ikke med i den nye samling).

Døden på sporet

Da Neal Cassady blev løstladt den 4. juli 1960, havde både han og verden forandret sig. Kerouac havde indledt sin alkoholiske nedsmeltning, Ginsberg var rejst ud i verden, Carolyn anmodede om skilsmisse, og selv følte Neal Cassady sig mere rådvild en nogensinde.

Et møde med Gøgerede-forfatteren Ken Kesey og hans gruppe af præ-hippier, The Merry Pranksters, placerede igen for en tid Cassady midt i tidens strøm, nu i skikkelse af Sir Speed Limit, et amfetamin-drevet spøgelse fra fortiden. Men den historie hører strengt taget ikke hjemme her, eftersom årene med Kesey kun sporadisk er omtalt i brevene.

Neal Cassady døde i januar 1968 efter at være kollapset ved et jernbanespor uden for San Miguel de Allende i hjertet af Mexico, rask gående i middagsheden, med kroppen fuld af alkohol og beroligende piller. Ifølge de sidste vidner, der så ham, havde han sat sig for at tælle jernbanesvellerne mellem to små stationsbyer. Han blev 41 år.

kultur@informatoin.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her