Læsetid: 4 min.

En advarsel

16. april 2002

DER VAR ikke meget operetteagtigt over det mislykkede kup mod Venezuelas folkevalgte præsident, den tidligere kupmager og faldskærmssoldat Hugo Chávez med mindst 45 dræbte og flere end 300 sårede ved urolighederne fra Chávez blev afsat i fredags, til han vendte tilbage i triumf 48 timer senere. Kampen om magten i Venezuela er i mere end én forstand blodig alvor. Selv om Chávez kan virke meget farverig med sine udfald mod sine modstandere og sin folkelighed i radio, tv og når han blander sig med sine tilhængere i slumkvartererne og på landet, er han kendt for ikke tåle for megen modsigelse. Han er desuden en handlingens, ikke en forhandlingens mand, selv om han i den tale han holdt efter genindsættelsen i sit embede lagde op til forsoning.
Men Chávez kunne ikke skjule, at han har et regnskab han vil gøre op med sine modstandere. Han angreb de venezuelanske medier – der for de flestes vedkommende spillede med på kupmagernes side – og de ansvarlige for kuppet. De officerer, som deltog i kuppet, vil blive dømt ved en krigsret. Det samme vil forretningsmanden Pedro Carmona blive for sin flygtige rolle som præsident i et døgn.

DE I MANGE henseender meget utroværdige venezuelanske medier skrev efter kuppet, at Chávez var meget upopulær, et udsagn der blev gentaget ukritisk i udlandet. Men han var stadig den mest populære politiker i landet, selv om hans popularitet er faldet drastisk siden midten af 2001. Og med hans tilbagevenden er hans popularitet tiltaget især hos de fattigste, der føler, at han interesserer sig for dem og arbejder for at forbedre deres vilkår.
Det er netop her Chávez bliver interessant ud over Venezuelas grænser. Han er en eksponent for den nationalistiske nypopulisme, der er vokset frem i Latinamerika (og mange andre steder) de sidste 10-20 år som udtryk for en voksende utilfredshed med de etablerede politiske partier, deres magtfuldkommenhed og korruption, deres afstand til ’almindelige’ mennesker og deres øgede fokusering på at løse økonomiske problemer ved hjælp af den medicin, som nyliberale økonomer, især i Den Internationale Valutafond har ordineret i årevis som kriseløsning.
I Latinamerika har det medført, at gabet mellem rig og fattig er vokset siden militærdiktaturerne i flere af kontinentets lande blev afløst af demokratisk valgte regeringer i løbet af 80’erne. Kontinentet rummer i dag flere fattige end nogensinde i sin historie. Parret med den økonomiske og politiske elites omfattende korruption har det skabt social og økonomisk ubalance, nogle steder direkte krise, som i Argentina.
Resultatet er, at populismen, der har mange og store traditioner i Latinamerika, er blevet styrket, især hvor stærke mænd har kunnet træde frem som ledere, helt i den latinamerikanske caudillo-tradition. Chávez er for tiden den mest markante eksponent for denne populisme, der foruroliger både den lokale elite og Washington, fordi den dels er ukontrollabel, dels følger sin egen, nationalistiske og antiamerikanske kurs – noget der ikke huer USA på et tidspunkt hvor man har brug for ro og stabilitet i baggården for at kunne koncentrere sig om andre strategiske brændpunkter, Mellemøsten og Centralasien.

DET VAR med lettelse, Washington tog imod meddelelsen om Chávez’ fald i fredags. Den uregerlige joker i oliespillet og i den caribisk-sydamerikanske baggård var sat ud af spillet. Men kuppet voldte også problemer. For det måtte for alt i verden ikke kaldes kup. Det blev kaldt for Chávez’ tilbagetræden, afsættelse og andre omskrivninger. For hvis man, i lighed med mange andre regeringer anerkendte kuppet som et kup, ville man være forpligtet til at indføre sanktioner mod det nye styre i overensstemmelse med Det Interamerikanske Demokrati-Charter, som blev vedtaget sidste år med USA’s tilslutning.
Den amerikanske reaktion på Chávez’ genkomst er præget af bekymring, slet skjult fordømmelse og afventen. I en erklæring søndag sagde præsident Bush’ sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, at Hugo Chávez »bør respektere de forfatningsmæssige processer«. Selv om det er vanskeligt at se hvilke demokratiske spilleregler, Chávez har forbrudt sig mod i forbindelse med kuppet, har Rice en vigtig pointe, nemlig at Chávez – trods sin formelle overholdelse af demokratiet siden han blev indsat som præsident i februar 1999 – har en autoritær stil, som er blevet mere og mere markeret i det sidste års tid.
Det store spørgsmål er så, om Hugo Chávez og hans tilhængere i hæren vælger en åben, demokratisk kurs, eller om de tager samme autoritære retning, som er set tidligere hos populistiske regeringer i Latinamerika for at holde sig ved magten. Trods Chávez’ forsikringer om, at han er demokrat, taler hans populistiske og autoritære diskurs og hans militære baggrund et andet sprog.
Hvis han vælger at slå hårdt ned på sine modstandere og skærpe sin nationalistisk-populistiske kurs, ser det sort ud for Venezuela – og naboerne.

jl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu