Læsetid: 5 min.

Advarsel: Her kommer Canetti

Vigtig, men ujævn bog om Elias Canetti
9. juni 2005

Elias Canetti fylder 100 år den 25. juni, og i den anledning udsender forlaget politisk revy en antologi om Canetti, tænkt som en introduktion til Canettis egensindige og snørklede forfatterskab. Og de artikler, der lever op til intentionen, er absolut de mest læseværdige i samlingen.

Karsten Sand Iversen lægger suverænt for med en biografisk artikel, "Åndens dannelse", hvor læseren indføres i en række af Canettis nøgleforestillinger og får dem sat i sammenhæng med hans nomadiske liv. Her introduceres man til Canettis opfattelse af menneskets forvandlingsevne som det genuint menneskelige og til hans respekt for det unikke individ som en inkommensurabel størrelse. Begge dele gjorde livet igennem Canetti til en benhård modstander af psykoanalysen og til en glødende forsvarer for mytens urørlighed som reservoir for den dybeste forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Individ og masse

I Sand Iversens fremstilling af Canettis massebegreb fornemmer man, hvorfor Canetti ikke altid er lige nem at læse: Canetti tror på, at det mytiske og det fornuftige hænger sammen, han er antirationalist og teorifjendsk, og således balancerer han på knivsægge, som andre det 20. århundrede igennem er faldet ned fra med katastrofale konsekvenser.

"(Canetti) oplevede at det udelelige menneske, individet, i den massekonstituerede udladning mister sine grænser og opgår i en overindividuel enhed. Denne korporlige erfaring blev grundlæggende for konceptionen af "Masse og magt", men er tillige indgået i Forblindelsen hvor massen endnu har karakter af en mystisk naturkommunisme til overvindelse af individet og dermed af døden, en kollektiv ekstase." (min kursiv ks).

Der ligger ikke så lidt risikabelt sprængstof gemt i det kursiverede, især når man erindrer Canettis livslange, indædte modstand mod døden og hans længsel efter udødelighed.

Ikke at Canetti falder for massens tiltrækningskraft. Hvad hans modstandskamp mod døden består i, kan man læse om i Henning Goldbæks fremragende artikel om Canettis eneste roman, Forblindelsen:

"Canettis optagethed af udødeligheden, hele hans kamp mod døden er først og fremmest en kamp for at overvinde den rene formålsbestemthed, både i tænkningen og i økonomien."

For Canetti er al systemtænkning i virkeligheden magtudøvelse, det er her, han påkalder mytens modstandspotentiale. Men med antologiredaktøren, Adam Paulsens ord er myter "ikke alene et nødvendigt korrektiv til videnskabens abstrakte systemtænkning - hver eneste myte vidner om en forhistorisk tid, hvor 'det hele menneske' endnu var intakt."

Canettis tankeverden hænger sammen på kryds og tværs af de kategorier, der sædvanligvis tænkes i, og antologiens force er, at den er i stand til at udfolde det, så man både genkender Canetti og måske også forstår ham bedre.

Antireduktionist

I sin læsning af Forblindelsen kommer Henning Goldbæk omkring alle Canettis væsentligste forestillinger, han gennemgår virkningshistorien, analyserer andres læsninger - blandt andet Adornos og Herman Brochs - og sætter Forblindelsen ind i dens samtidige miljø. Apokalypsen i slutningen af Forblindelsen, hvor hovedpersonen Peter Kien, det rationelle hjernemenneske, brænder op sammen med sit bibliotek, har det forvandlingspotentiale, Canetti anser for mennesket fornemste kendetegn.

Adam Paulsen udfolder i forlængelse heraf Canettis rationalitetskritik i en meget oplysende indføring. Enhver systemtænkning, således også psykoanalysen, reducerer det forskellige og inkommensurable til det ens.

Canetti sætter i stedet en tilgang til verden, der respekterer hvert eneste fænomen, og som ikke generaliserer ud fra enkelte iagttagelser eller abstraherer fra det konkrete.

"Der er kort sagt tale om et herkulisk forsøg på at ophæve arbejdsdelingen, den videnskabelige specialisering, uanset hvor umuligt sådan et projekt måtte forekomme," bemærker Paulsen.

Advarselsmærkat

Men hvor Canetti i de nævnte artikler kan beskues i al sin halsstarrige særegenhed, så har resten af bogen en tendens til at reducere og forenkle ham. Hos Henrik Stampe Lund lurer uroen over Canettis risikable tænkning lige under overfladen, så han bruger sin artikel om "Masse og magt" til at sammenligne Canetti med andre tænkere og ad den vej indkredse ham. Canettis tænkning er beslægtet med livsfilosofiens betoning af, at eksistens og politisk struktur er et regnestykke, der ikke går op i en højere enhed, konkluderer han, hvorfor den ifølge Stampe Lund bør forsynes med en advarselsmærkat:

"Derfor bør man gøre sig klart hvilke behov, der befinder sig i denne mellemzone, og som kun vanskeligt lader sig imødekomme politisk, men som har vist sig at være nemmere ofre for politisk manipulation," formaner han.

Hen til kommoden

Morits Schramm lægger i sin analyse af "Den anden proces", Canettis læsning af Franz Kafkas breve til sin to gange forlovede Felice Bauer, ud med at rose Canetti for at være den, der har overvundet og nuanceret litteraturkritikkens hævdvundne modstilling af Kafkas forfatterskab med livet. Det skulle være dette valg, Kafka var stedt i, og han valgte forfatterskabet.

Canetti fokuserer på magtforholdet mellem de forlovede og kommer derved frem til en langt mere nuanceret og detaljeret forståelse af såvel forholdet mellem de to som af drivkræfterne i Kafkas forfatterskab, mener Schramm. Hvorefter han kritiserer Canettis analyse for at være individualpsykologisk - og ender med analysere sig selv tilbage til den position, Canetti indledningsvis blev rost for at have overvundet. Schramm, der lider af den irriterende akademiske syge med absolut at skulle være klogere end den, han skriver om - "det Canetti ikke ser, er-" - konkluderer, at Kafka i kærlighedsforholdet søger ubetinget anerkendelse, men på den anden side af hensyn til sit forfatterskab er rædselsslagen for ægteskabet, fordi han der ikke kan "unddrage sig det sociale". Det minder da vist træffende om en modsætning mellem forfatterskab og liv.

Hverken Steen Nepper Larsen, der skriver om Canettis uforsonlige modstand mod døden eller Nils Gunder Hansen, der lettere tilbagelænet beskæftiger sig med Canettis forhold til masse, magt, forvandling og dødshad, føjer væsentligt nyt til de foregående artikler. Christian Benne sammenligner i "Berøringsfester" om Canetti i England, ligesom Stampe Lund, Canetti med andre - her den italienske filosof Giorgio Agamben - som man i denne sammenhæng ikke er nær så interesseret som i festens genstand, Elias selv.

Svagheden

Dødsfjenden, som bogen med en lidt vandet vittighed er betitlet, udstiller svagheden ved denne type projekter: Redaktøren stikker forskellige aspekter af forfatterskabet ud til forskellige skribenter, og bagefter står han med en række bidrag, der til en vis grad gentager hinanden, og som ikke alle passer lige godt ind i den forudsete sammenhæng. Men som han er forpligtet til at bringe.

Med Dødsfjenden får man små hundrede sider spændende, lødig og oplysende Canetti-forskning på dansk, og godt hundrede sider, der næppe kan kaldes uundværlige.

Men var de udeladt, var det jo ikke blevet en bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu