Læsetid: 2 min.

Advent

Hvis forventningens glæde er den største, er den moderne ventetid en plage
23. december 2006

Enkelte træer har små hvide blomster, ellers er træerne bare, befriet for løv i en lang tænkepause. At træer befris og yderligere tænker er nok en noget nedslidt metafortype, men det er næsten uundgåeligt at personificere naturen, når træerne nu står der gennem århundreder, og man næsten kan høre, at de vokser, hvis man lægger øret til. Men altså ikke så meget nu, hvor der er længe til løvspring. Bevæge sig gør de også, når vinden passerer grenene, men ellers er de fast i positionen her i Kongens Have, hvor jeg jævnlig møder dem. Nogle af de store gamle er faldet for saven, inden de selv styrtede om.

Denne formiddag er grå, lidt rå, parken nærmest mennesketom, bortset fra en cyklist, der kommer kørende imod mig, en ung pige, som smiler afvæbnende genert. Mig generer hun ikke.

Jeg har bladet og læst i min afdøde ven Jørgen Gustava Brandts mange bind digte, også de første samlinger før gennembruddet i 1960. En bog som Dragespor fra 1957 er fuld af finheder, selv om stemmen ikke er gjort fri af tidens litterære belægninger. Men et af dem melder sig utvungent her i vejret. Det er ikke længere, end at det let kan huskes udenad:

En solsort fløj fra en nøgen, våd gren.

Grenen vipper dødt.

Rækker af tomme bænke -

Juleaften.

Titlen er Advent. Jeg havde en kollega, der læste det som en beskrivelse af tomme kirkebænke, lige før de blev fyldt af julekristne danskere. Det er dog ellers indlysende, at det er bænke som dem, der står her i den nøgne have, et sceneri, som er lige til at iagttage, selv om jeg ikke ser fugle. Men i digtet har solsorten jo også forladt grenen. Situationen tegner forladtheden lige frem til tankestregen. Det er så en tolkningssag, om ordet 'juleaften' betegner tomhedens fylde, forventningens indfrielse ved den berømte fødsel, eller netop en advent uden forløsning. Titlen peger måske i retning af den ritualiserede forventningsopfyldelse, men udfolder ikke tanken om skikken med de tændte lys i den menneskeflettede grønhed.

Ventetid har som begreb i medierne i denne tid fået ildevarslende klang, hvor behandlinger og handlinger er nærmest truende i deres tidsubestemthed, og tomheden breder sig sammen med sygdommen.

, lige fra den mindste kødannelse i trafikken, de tomme ansigtsudtryk ved forsinkede tog, den voksende panik under op til flere måneders afventen før den eventuelt helbredende stråle fra apparaterne.

Jørgen Gustava Brandt døde brat. Han skrev en salme, der blev sunget fra fyldte kirkebænke ved hans begravelse: 'Tænk, at livet koster livet.'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu