Læsetid: 3 min.

Æblehoved, Flapøre og Nossesparkeren

Morten Ramslands Hundehoved er et mareridt for en navneblind læser, dvs. en anmelder
29. juni 2006

I sin seneste bog, Volvo Lastvagnar, tager den norske forfatter Erlend Loe sig venligt af de læsere, der har svært ved at huske de fiktive personers navne, enten fordi de er en "ganske lille smule retarderede", eller fordi de er boganmeldere (hvilket, fornemmer man, kan komme ud på ét). Til ære for disse sinker repeterer Loe et stykke inde i handlingen navnene på sine personer.

Måske ville en sådan venlig forfatterhjælp til tumperne have hjulpet mig i læsningen af Morten Ramslands succesroman Hundehoved. For her gled jeg fuldstændig af efter de første tyve sider, fordi jeg simpelt hen ikke kunne hitte rede i, hvem der var hvem og hed hvad. En decideret læseblokering opstod, da jeg nåede til denne passage: "Senere kommer farfar ind på Stinnes værelse med en frikadelle i hånden. Signe skal sove hos os i nat og hun har fået lov til at hente Bernard, deres sorte labrador, som også skal sove her. Onkel Harry og tante Anne bor kun halvanden kilometer herfra."

Og når dertil kommer, at man ikke bare skal holde rede på menneske- og hundenavne, men også på sted- og skibsnavne, for ikke at tale om navneskift og tilnavne, ja så har anmelderen/ den retarderede læser problemer: "Askild [-] havde lavet en aftale med Erik Rødskæg, en finlandssvensker med danske rødder, som skulle hjælpe ham med at få en mere pålidelig forretning ud af det. Da Erik halvanden måned senere lagde til kaj, var kundekredsen blevet udvidet med Aftenstuen, som betalte en bedre pris end Den Glade Cirkusvogn, og Mødestedet. [-] Ind imellem så Askild sin fars skib, som ikke længere hed Katarina, men Amanda, lægge til ved Festningskaien. [-] Mor Randi ventede som altid inde på kajen sammen med søster Ingrid og Askilds lille nevø, som havde fået navn efter bedstefaren og nu hed Niels Junior eller slet og ret Æblehovedet."

Forvirret farmor

Lidt beroliget blev jeg, da jeg opdagede, at det ikke bare var mig, der havde problemer med navnene, men også fortællerens gamle farmor: "Nogle gange kaldte hun mig Askild, andre gange Knut, Niels eller Thor". Denne gamle dame angives ligefrem som kilden til den slægtskrønike, vi er i gang med at læse, idet fortælleren baserer sin beretning på hendes breve, "der alle bar præg af at være formet af en aldrende kvindes forvirrede tankegang, anekdoter, hvor hovedpersonernes navne byttede plads med hinanden".

Her øjnede jeg håb for både romanen og mig; måske var den simpelt hen et storstilet formeksperiment, der skulle gengive "en aldrende kvindes forvirrede tankegang", og så var min navneforvirring jo en succes. Men ak nej, som bogen skred frem, forstod jeg at den ikke var ude i slige psykologiske eksperimenter; at angivelsen af den gamle dame som fortællingens kilde snarere var et af romanens forsøg på at vandmærke sig selv som stor kunst, som Nordens svar på García Márquez og litteraturens svar på Pablo Picasso.

$SUBT_ON$Picasso-plagiat

Den franske litteraturkritiker Roland Barthes skriver, at den litterære fiktions vandmærke er personnavnet. At læse litterær prosa er at møde litterære personer, og læserens personfornemmelse garanteres af navnet (også når det er reduceret til et stedord eller bogstav: "han", "jeg", "K."). Ikke fordi navnet fikserer og definerer en person med faste konturer, men tværtimod fordi det foregøgler os, at personen overskrider de konturer, som skriften kan give ham; at personen er andet og mere end summen af de fysiske og psykiske kendetegn, som fiktionen kan opremse.

Det er nok denne konturoverskridelse, jeg savner i Hundehoved. Personerne udtømmer sig i de navne og ikke mindst de tilnavne (Æblehoved, Flapøre, Nossesparkeren, etc.), der skal give fortællingen det store episke sagasus. Tilbage står vi med plagiatet: personskildringer der plagierer Picasso, epiteter der plagierer Homer, en navneforvirret slægtskrønike der plagierer García Márquez, som i Hundrede års ensomhed netop lader alle slægtens personer hedde omtrent det samme, men med den strikte kunstneriske funktion at symbolisere slægtens store incestuøse ælte.

Ramslands navneforvirring er et funktionstømt levn fra den store episke tradition, og hos en lettere navneblind tumpelæser som mig forbliver den derfor ren forvirring. Jeg har således endnu ikke fundet ud af, hvem 'Hundehoved' overhovedet er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu