Læsetid: 4 min.

Ædedolkenes klub

11. maj 2002

DET KAN GODT være, at penge ikke lugter, men det gør bilag indimellem, og i Farum stinker de ikke bare af snobbedyre vine, men også – og det er langt værre – af misbrug, tillidsbrud og ansvarsforflygtigelse. Forargelsen ligger lige for, og det samme gør en højlydt undren over, at partiet Venstre ikke har fundet det nødvendigt at forholde sig bare en lille smule mere markant til sagen.
Men mens Peter Brixtofte med sin partifælle Birthe Rønn Hornbechs formulering »længe har været uden for pædagogisk rækkevidde«, er man til gengæld ved at boble over af hvorfor’er, når man tænker på alle de artsfæller, der har sværmet omkring Brixtoftes bardisk: Hvorfor kunne de ikke se, at noget var galt, og hvis de kunne, hvorfor lod de det så fortsætte, så det endte med det rent ud sagt svinagtige overforbrug, som bunken af bilag nu endegyldigt har dokumenteret?
Som f.eks. bilaget for den aften i marts sidste år, hvor 15 mennesker spiste, drak og røg for 178.514 kroner og 50 øre. Man bliver såre nysgerrig efter at vide, hvad der dog er kortsluttet inden i hovedet på deltagerne i disse orgier, som får Ædedolkenes Klub i Gustav Wieds Livsens Ondskab til at ligne en støtteforening for Bogense-pillen.
Men ud over de svar, som en del lokal- og nationalpolitikere skylder – og som vil have stor værdi som en slags terapeutisk aktindsigt og som underholdning udi flagellant-genren – så er der også nogle svar, som det er langt vigtigere at få: Hvordan kunne embedsmændene lade være med at sige fra og sige det så højt, at vi andre også kunne høre det?

INGEN DER ARBEJDER på et rådhus, en amtsgård eller i et ministerium er uvidende om, at der ganske ofte er et større eller mindre – og indimellem kæmpestort – slip mellem den politisk ønskelige fremstilling af en sag og den version, som embedsapparatet gerne ser båret frem. Hvem, der er skurk, hvem, der beskytter hvilke interesser, og hvem, der bliver løbet om hjørner med, er ofte meget svært at afgøre – og som oftest bliver modsætningerne gemt bort i interne skrivelser og slagsmål for lukkede døre.
Men når det ellers foregår inden for lovens rammer, er der er ingen tvivl om, hvad der er embedsmandens pligt: Han eller hun skal loyalt understøtte den folkevalgte eller overordnede – med andre ord: passe sit arbejde. Mere prekært bliver det straks, når politikere bryder loven eller gradbøjer regler og moral, og her er det, at den vigtigste lære skal drages fra Farumsagen: Det skal stå mere klart, hvor i denne gråzone loyaliteten over for de foresatte holder op, og hvornår den tilsvarende begynder over for borgerne.
Det er heldigvis sjældent, at uglerne i mosen når at blive så velvoksne som oppe i Farum. Men for ti år siden betød Tamilsagen afslutningen for Schlüter-regeringen, fordi en af hans ministre havde tilsidesat loven for at stoppe familiesammenføringerne blandt tamilske flygtninge. Ikke smart og meget uelegant fejet ind under gulvtæppet, så nogen snublede selvfølgelig over sagen, ministeren gik, røg i Rigsretten og trak regeringen med sig ned. Og en række embedsmænd fik med ét nyt arbejde.

MEN TRODS DEN diskussion om embedsmændenes rolle, der fulgte Tamilsagen, og trods det faktum, at vi i Farumsagen står over for en række klare eksempler på magtmisbrug og fordrejning, er det fortsat ikke klart, hvor grænserne for embedsmændenes loyalitet går.
Farumsagen er, er det værd at erindre, en sammensat størrelse, hvor de groteske bilag for golfkøller, jumbobøger, vin og flæskestege er én ting, mens de meget mere graverende sager om millionbeløb og udenomsparlamentariske handlinger er en anden. For de sidste gives der regler, og det var efter dem, at Brixtofte forleden måtte aflevere borgmesterkæden. Og efter disse regler kan – måske – også embedsmænd dømmes, som det skete i Tamilsagen.
Det er derimod tvivlsomt, om der kommer andet og mere ud af orgie-afsløringerne end nogle personlige tragedier, forliste karrierer – og en regning til skatteborgerne. Tilbagebetaling fra fråsepeterne er der næppe juridisk belæg for at kræve. Sikre sig mod fremtidige solkonge-nøkker hos borgmestre rundt om i landet, kan man næppe.
Tilbage står, at det danske embedsmandsapparat må justeres. Der må tænkes fra bunden i en revision af Offentlighedsloven, så selv en kommune som Farum, hvor lukkethed i mange år har været en dyd, ikke kan modsætte sig.
Det betyder, at det f.eks. ikke længere skal være muligt – som det er sket i Farum – at se stort på afgørelser fra Tilsynsrådet. Fraset personsager skal ikke ret meget være skjult for offentligheden, og gennem denne øgede glasnost skal embedsmændene forpligtes over for deres egentlige arbejdsgivere: borgerne. Kun sådan kan man kaste lys over gråzonen. Det ville klæde regeringen Fogh Rasmussen umådeligt, hvis den tog hul på arbejdet.

jn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her