Læsetid: 4 min.

Den ægte vare

14. juni 2001

JILL og Nico, Big Brother-finalisterne var ikke, så vidt det kunne spores i Parkens VIP-sektioner – eller på de pressepladser, der i dagens anledning var inddraget til ’meget vigtige personer’ – til DM-finale i fodbold mellem FCK og Brøndby i søndags.
Kampen var ellers med sit intenst medlevende og oplevende publikum og rigtige aktører et virkeligt reality show. Ikke den syntetiske, second hand-version, konstrueret til tv under pseudonymer som Big Brother, Baren og Robinson, men slet og ret den ægte vare.
En totaloplevelse uden iscenesættelse og uden frygt for kedsomhed, fordi spillet og spændingen om udfaldet i sig selv er godt. Og når det så koges sammen med spontaniteten og engagementet hos de 40.000 sjæle på første række, så opstår der et interaktivt samspil på et helt andet, genuint plan end den spekulation i pseudo-virkelighed, som tv’s proletar-reality-shows er udtryk for. I Parken skabte spillerne på og omkring banen den virkeligheds-oplevelse og ægte begejstring, som trænger igennem ’ruden’, selv når tv-kanalerne ikke har købt sig til at bestemme form, indhold og forløb.
Ny-klassikeren mellem ’Byens Hold’ og ’Vestegnens bleggule Badegæster’, der mellem 1985 og 1998 vandt ni titler, dementerede dommedagsprofetierne over den hjemlige klubfodbold. Finalen i Parken, der gjorde FC København til mester, viste, at fodbold bare styrer for vildt, som det hedder på reality-dansk.
Det kom der i øvrigt moderne tv-fodbold ud af. I alt en million seere kiggede inden for i løbet af TV3’s otte timers live-tv fra store-finale-dag i Parken. Det er tal, der kan analyseres og bruges i den nære digitale fremtid, også fordi en tredjedel af seerne var med i de 90 minutters direkte fodbold, hvor Sibusiso Zumas gudemål kronede FCK’s triumf – og gjorde oplevelsen rigtig.

Reality-tv go home!
SÅDAN er det med fodbold, og sådan har det – trods alle dommedagsprofetier – i realiteten været, siden der første gang blev spillet om Danmarksmesterskabet i 1913. Hvad revisorer og journalister end skriver om økonomisk sammenbrud og spillets undergang, så spilles der altså fremdeles fodbold hver søndag i sæsonen. Og når det virkelig spiller, så er spændings- og underholdningsværdien i en fodboldkamp uovertruffen, fordi følelserne nærmest ikke kan undgå at komme i klemme.
Ironien er, at Brøndby aldrig var kommet på banen til disse nyklassikere, hvis det europæiske forbund UEFA’s regler om gældfrihed, intakt egenkapital og kort sagt – økonomisk solidaritet havde været gældende, da FCK vandt sin første titel i 1993. Da var Brøndby reelt bankerot med en gæld på 400 millioner kroner, hvoraf godt halvdelen siden er betalt, mens resten er afskrevet.
Så meget om truslen fra UEFA’s opryding i fodboldens økonomiske morads, der ville lukke 10 af 12 Superliga-klubber, fordi tallene på bundlinjen i år er højrøde. Vist skal der saneres, og det kan i den forbindelse godt være, at de økonomiske vilkår tvinger fodboldlederne til i en periode at skære superligaen ned til 10 klubber, der mødes fire gange årligt. Men al erfaring viser, at op- og nedturene udligner sig selv over tid. Faktisk var selv FCK et fallitbo for fem år siden.
Stadig er den underholdende oplevelse unik, hvilket fik et par nøgterne tv-anmeldere til at spærre øjnene op:
»Uanset hvor meget man forsøger at underholde med tant og fjas, så kommer man ikke uden om, at i underholdningsværdi er der intet, der slår en god fodboldkamp, og den skal pr. definition ses direkte,« skrev Jan Monrad – uden Rislund – i Ekstra Bladet.
Politikens Bettina Heltberg, der lå hjemme med en forårsforkølelse, glemte at nyse og skrev: »Sport på tv er stadig det allerbedste, der findes. Det er spontant, det er glæde, og det er gråd, det er tv, som vi engang troede, det skulle være: virkelighed.«
SAGEN er, at FC København indiskutabelt er den rigtige mester i den meget brogede sæson, der sluttede i aftes. Træner Roy Hodgson har på et år bygget et hold op af alle individualisterne. FCK har et stadion til de store kampe og oplevelser. Og klubben har penge, så potentialet i mesterholdet ikke udhules af livsnødvendige spillersalg, men der forstærkes til de europæiske opgaver, foreløbig med offensivspillerne Thomas Røll og Carsten Fredgaard fra Silkeborg og Sunderland.
Øvelsen er at lægge døgnflue-imaget af, vinde mesterskabet de næste to år og etablere sig som ægte topklub. Det er Brøndby allerede, og det årsagen til, at det gør så ondt at tabe til FCK og ende som runner up. Og det er den indstilling, Roy Hodgson har blæst ind i et FCK-hold, der skal bestå lakmus-prøven i de forestående kvalifikationskampe til Champions League.
Den kunne flere spillere og klubber godt lade sig inspirere af. Ikke mindst her ved skillevejen, hvor Superligaen tager form som alle andre europæiske ligaer med et-to absolutte tophold – og alle de andre, mindrebemidlede halsende bagefter. Sådan er fodboldens virkelighed, og den ændres ikke af, om der er 10, 12 eller 14 hold i superligaen. Slet ikke så længe tv er med på fodboldspillets betingelser. Og ikke omvendt, som når Jill og Nico leger virkelighed, og vi får Big Brother i stedet for den ægte vare.

stan

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her