Læsetid: 6 min.

Den ægte vare på slap line

Dolly Partons over to timer lange koncert i Horsens formede sig som lige dele musikalsk fest og personligt triumftog - som show og musik såvel som en bizart ren oplevelse af én af den moderne underholdningsindustris sande originaler og giganter
8. marts 2007

"I'm a real character. I'm exaggerated in every way. I catch your attention with my big wigs and bog boobs and my big rear end too ... I want my look to match what I feel like inside, and I want it to be overwhelming."

- Dolly Parton, 1994

ALT ved den 61-årige Dolly Parton er overvældende; fra hendes brystmål til hendes talent, fra hendes parykker til hendes sangstemme, fra antallet af instrumenter hun behersker til antallet af sange, hun har skrevet, er det alt sammen bare extra-extra-large! Larger than life, Goddamit! Og tirsdag aften i Forum Horsens kunne det konstateres, at det samme gør sig gældende med hende på en scene - otte musikere, tre korsangere, to storskærme, 25 sange og et show på to en halv time inklusiv 20 minutters pause. Med supergod lyd! Konsekvent med Parton i centrum og uafbrudt fokus på det musikalske, selvom det sandt for dyden også var hulens interessant at høre, hvad hun havde at sige mellem sangene.

Om sangene, om sig selv og om sin opvækst i et "one room country shack" i den østlige part af delstaten Tennessee som nr. fire i en børneflok på tolv, hvilket har givet materiale til nogle af hendes stærkeste sange. Hendes opvækst og hendes rødder i og stolthed over at tilhøre det forarmede, men stejlt selvstændige og dybt troende amerikanske landproletariat gennemsyrer hendes sange, hendes verdenssyn og hendes værdier den dag i dag, hvor hun er en af den vestlige verdens kendteste og mest elskede entertainers, selvom pladesalget ikke matcher den kommercielle storhedstid i 1970'erne og 80'erne.

Og det på trods af, at hun kunstnerisk har været på en solid optur, siden hun (gen)opdagede sine rødder i bluegrass-musikken engang i 90'erne efter nogle magre år på pladeselskabet Columbia, hvor der lagdes lige lovlig meget vægt på Las Vegas-aspektet af Partons kunstneriske animus. Det måske mest forbandede er, at selvom der i løbet af de par timer i Horsens blev plads til et hav af vellykkede og upåklageligt veloplagte versioner af hendes kendteste sange samt diverse coverversioner og et par mere obskure numre fra hendes omfattende bagkatalog, kunne vi på vej hjem gennem regnen uden at tænke særligt over det, snildt komme i tanke om en 15-20 sange mere fra damens hånd, vi rigtig gerne ville have hørt.

Legende let

Og det hvad enten vi taler om hendes rystende skildring af hvordan sindssygehospitaler bruges som kvindeundertrykkende foranstaltninger i det hårrejsende "Daddy Come And Get Me" over den gruopvækkende effekt af en uønsket graviditet i minidramaet "Down from Dover" til hendes dybt originale bluegrass-fortolkning af Led Zeppelins "Stairway to Heaven" eller hendes kønsombyttende og fuldstændige tøjleløse læsning af Jimmie Rodgers 1930-klassiker "Muleskinner Blues", ja så måtte vi skyde den famøse hvide pind efter dem alle sammen. Lyder det som brok? Så har De misforstået mig, thi der var intet at udsætte på det, vi fik på en helt gemen tirsdag aften, der endte med at fremstå guldrandet og tindrende, trods røvsygt vejr og de prosaiske rammer, en sportshal af beton nu engang udgør.

Fra temaet til "Hello Dolly" blev slået an som ultralangsom gælisk elegi, til der afsluttedes et par timer senere med den widescreen-prægede religiøst allegoriske "He's Alive", kom vi legende let og gnistrende musikalsk ud i de fleste hjørner af Partons praksis ... fra det allermest forfinede, som hendes ståpels inducerende a capella version af den i forvejen dybt gribende "Little Sparrow" over det fugt i øjenkrogene fremkaldende "Coat Of Many Colors" (jo, Deres udsendte er en sucker for også det aspekt ved Parton) og det rene røvsparkende rock n' roll på "Crimson and Clover" - hvor hovedpersonen trakterede en costumbuilt el-guitar, lavet af dele fra hendes første bil! - til hjemstavnsfortælllinger som "My Tennessee Mountain Home", "Old Bones" og "Appalachian Memories" og rent Vegas-lir på numre som "Baby I'm Burning", "Last Night I Dreamed About Elvis" og den til stadighed corny duet med Kenny Rogers, "Island In The Stream", hvor korsanger Richard Dennison udgjorde glimrende udtryksfuld stand-in baryton for Rogers.

Fuld knald på

Det er næsten umuligt at sætte kunstneren Dolly Parton i bås. Man kan selvfølgelig vælge at lade hendes image - og ens mere eller mindre forudfattede holdning til samme - overskygge hendes fabelagtige talent. I en tidsalder, hvor rigtig mange kendisser primært er kendt for at være kendte, er det nemt at skimme den helt fantastisk udseende dame med øjnene og affærdige hende med et skuldertræk. Det er også muligt typecaste hende som ren country-thrash og dermed undgå at komme i nærkontakt med én af de sidste 50 års allerbedste, mest personlige og prægnante sangskrivere.

En anden mulighed er simpelthen at slå ørerne ud og lytte til hendes sange. Det kræver så et stykke arbejde af lytteren, thi værket er enormt (og ujævnt!), eftersom Dolly udsendte sin første single i 1960, 14 år gammel! Det var den fuldstændig uopdrivelige "Puppy Love", som hun i øvrigt højst overraskende diverterede med i Horsens. Siden da har hun skrevet så mange tusinde sange og udsendt så mange plader, at kun den allermest hengivent fanatiske fan kan have tjek på dem alle. Som en Bob Dylan har Parton måttet gennemgå noget nær kunstnerisk ørkesløse årtier for at genfinde den der satans inspiration. Så det lykkelige budskab herfra er, at hun de sidste ti-tolv år atter har haft ild i røven og fuld knald på de kunstneriske cylindre, hvad koncerten tirsdag satte en fed streg under.

Smittende livsglæde

Partons berømteste kompositioner har via teksternes universelle gennemslagskraft og melodiernes uimodsigelige kvaliteter og slidstyrke overskredet pauvre genregrænser og fået fat i snart sagt enhver, der går en smule fordomsfrit og musikalsk til vaflerne. Derfor blev koncertens tre store syng-med øjeblikke da også den eviggyldige bøn til den smukkere kvinde, "Jolene" - som er indspillet af så mange (kvindelige) kunstnere fra så mange ender af det populærmusikalske spektrum, at det er latterligt - den fantastiske elsker-dig-for-evigt-ode "I Will Always Love You" (som Whitney Houston ubesværet gjorde til sin) samt ikke mindst "9 to 5", den til en hver tid aktuelle klagesang om hvorledes vi lægger vor bedste tid og ditto år på en eller anden røvsyg arbejdsplads - men afsunget med så smittende en livsglæde, som kun en Parton formår. Så lytteren for en stund i det mindste kan holde sine livsvilkår ud. Pludselig fik et begreb som populisme en helt afsindigt positiv klang!

Har jeg i øvrigt glemt at nævne, hvilken fuldstændig fantastisk sanger hun er, på plade som på scene. Klokkerent og dog mættet med tekstforståelse og følelse. Lige meget hvor letvægteragtig en sang måtte tage sig ud - og et par i den kategori fik vi såmænd også - kan man være sikker på, at den mindst forgyldes af hendes spændstige og udtryksfulde vokal, så fuld af glæde, erfaring og smerte. Læg dertil at damen i løbet af koncerten trakterede guitar (akustisk som elektrisk), klaver, banjo, tinfløjte, dulcmer og zither, når hun ikke bare dansede rundt i sine vilde kostumer og udstrålede ren livsessens. En aften af de både store og sjældne, og da det er 28 år siden, hun sidst aflagde besøg på disse breddegrader, var det måske sidste chance for at opleve den ægte vare i fri dressur. Jeg takker min herre og skaber for at have grebet den og bøjer mig i støvet for ALT ved denne Dolly Parton. Overvældende, jo vist - selvom det altså nok tangerer underdrivelsen. Amerikanerne taler om begrebet larger than life - nu har vi så på egen krop oplevet, hvad det egentlig betyder.

- Dolly Parton m/ band, Forum Horsens, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her