Læsetid: 2 min.

'Man bliver ældre, Man bliver klogere'

Kan Enhedslistens Frank Aaen kritisere Bushs overtrædelser af menneskerettigheder i Guantánamo og Afghanistan, når han under Den Kolde Krig støttede Sovjetunionens blodige intervention i Afghanistan?
12. januar 2007

Frank Aaen benyttede fem års dagen for oprettelse af Guantánamo-lejren til at kritisere Bush-regeringen for krænkelser af menneskerettigheder og den danske regering for ukritisk at støtte Bush. Men under Den Kolde Krig støttede Frank Aaen som medlem af DKP - Danmarks Kommunistiske Parti - og som chefredaktør af avisen Land og Folk Sovjetunionen, hvis krænkelser af menneskerettigheder i Afghanistan er veldokumenterede.

- Hvorfor er debatten om Bush-regeringens krænkelser af menneskerettigheder i Guantánamo og Afghanistan så vigtig?

"Man kan ikke forsvare menneskerettigheder, hvis man ikke selv overholder dem. At overholde menneskerettigheder er fundamentalt i terrorbekæmpelse."

- Du har ved utallige lejligheder taget afstand fra Bush-regeringens krænkelser af menneskerettigheder, som du mener, den dansk regering direkte støtter. I din fortid i DKP og som redaktør af Land og Folk støttede du op om Sovjetunionen. Det er dokumenteret, at Sovjetunionen overtrådte menneskerettighederne med deres invasion af Afghanistan i 1980'erne. Det tog du ikke afstand fra. Hvordan hænger det sammen?

"Det passer ikke. Jeg har altid meget skarpt taget afstand fra alle former for overtrædelser af menneskerettigheder. Dengang gik jeg meget stærkt ind for en fredsaftale, og for at Sovjetunionen skulle trække deres styrker ud af Afghanistan. At jeg ikke havde kendskab til alt, hvad der forgik i Afghanistan, og senere hen er blevet mere vidende og klogere, vil jeg gerne indrømme. Det er forskellen på mig og regeringen, for selv om det er dokumenteret, at der i Guantánamo og i Afghanistan sker krænkelser af menneskerettigheder, bliver regeringen ikke klogere. Man støtter Bush med lukkede øjne ligegyldigt, hvad der kommer frem. Jeg indrømmer gerne, at jeg skulle være skarpere dengang, jeg støttede det sovjetiske regime."

- Du anklager Anders Fogh Rasmussen for at være passiv. Forholdt du dig ikke selv passiv, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan?

"Jeg er blevet anklaget for at være passiv utallige gange, og jeg har aldrig påstået, at jeg ikke kunne have været skarpere. De sidste 10 år har jeg gentagne gange været selvkritisk og erkendt mine fejl. Ja, der var engang, hvor jeg troede, at Sovjetunionen kunne hjælpe Afghanistan. Det var en åbenlys fejl."

- Højrefløjen har flere gange kritiseret dig for ikke at feje for egen dør, og at på grund af din støtte til Sovjetunionens indblanding i Afghanistan, kan din kritik ikke tages alvorligt. Hvad siger du til det?

"Igen at jeg er blevet klogere. Alle begår fejl, men problemet med den siddende regering er, at den ikke vil indrømme sine fejl."

- Nogen vil stadig sige, at du aldrig har taget direkte og skarp nok afstand fra Sovjetunionens krænkelser. Hvad siger du til det?

"Det mener jeg, jeg har. Jeg indrømmer, at jeg ikke kendte hele sandheden om, hvad Sovjetunionen foretog sig i Afghanistan, men da jeg fik kendskab til det, gik jeg ud og tog afstand fra det. For eksempel kastede Sovjetunionen miner forklædt som legetøj ud over Afghanistan, det tog jeg aktivt afstand fra."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her