Meddelelsen forleden om at Ældre Sagen nu i medlemstal er nået op over de 400.000 vidner om - set i sammenhæng med de øvrige ældresammenslutningers aktuelle succes - enten: 1) at den uegennyttige interesse i befolkningen for ældres forhold er blomstret op i kolossalt omfang af ideale årsager, eller 2) at befolkningsudviklingen i ældregenerationerne - som følge af medicinske fremskridt, forbedrede levevilkår samt ikke at forglemme betydelige fødselsoverskud for 55-60 år siden - er i færd med at slå fuldt igennem og fremover betyder en markant anderledes politisk virkelighed på det - iøvrigt forventede - demografisk forandrede grundlag.
Med andre ord: fordi de store besættelsestidsårgange nu så småt er ved at nå frem i den forreste del af vognen, og de efterhånden mange ældre og gamle - og ældre med udsigt til at blive gamle - og yngre ældre med udsigt til at blive ældre -fylder godt op i landskabet, er der omsider idé og fremtid i at organisere sig med mere synlige og måske med tiden militante krav til omgivelserne.
Denne fremtid for ældresagen ses af at ældrebegrebet er udvidet ganske betydeligt i takt med efterlønsordninger og andre foranstaltninger til forlængelse af et forhåbentligt behageligere pensionistliv efter arbejdsmarkedet. Morgendagens forandrede karakter mere end anes ved den kendsgerning at stadig flere yngre ældre melder sig ind i 'sagen', parate til at formulere kravene til afgangsårenes vilkår og indhold.
Enhver kan jo sige sig selv og uden at gøre vold på forstanden, hvilken magtfaktor en således og bredere sammensat, socialt stærkere og voksende, velorganiseret ældrebefolkning udgør. Politikerne kan ikke mere som før i tiden, hvor man som gammel pr. definition var lige så affældig og stum af krop og sjæl, som man var tandløs og mild af nød, indskrænke sig til at tale pænt om de hvide hårs resignerede visdom og i ny og næ aflægge udvalgte plejehjem en nådig visit.
Politikere og det øvrige samfund er i vore dage pisket til at formulere en ældrepolitik - læg mærke til glosen - og tage hensyn til reaktionen i videste forstand.
Derudover har ældresagen som mange andre 'sager', der baserer sig på naturgivne menneskelige tilstande over sig et umiddelbart og i og for sig også rimeligt skær af det veldædige. At nægte ældresagen albuerum svarer til at afvise Røde Kors med raslebøssen eller fornægte blindes rettigheder. Kun en skidt knægt gør sådan noget, og hvem har råd til at være det i længden.
Disse beskedne overvejelser bør dog ikke distrahere den kendsgerning at således organiserede 'sager' ikke nødvendigvis adskiller sig fra andre interesseorganisationer, der benhårdt forfølger mål, bekæmper udvortes fjender, vejleder de vankelmodige og omvender de skeptiske. Ellers ville der jo heller ikke være grund til at organisere sig så heftigt. Betegnende for ældrebevægelsernes mere og mere centrale placering er det at navne som Ivar Nørgaard, Hans Jørgen Jensen og Bjarne Hastrup er i fokus, de og andre folk der ikke just er kendt for at være hvemsomhelst, og som er vant til råbe op hvis de ikke får deres vilje.
Men i og med at ældresagerne nu vokser sig så stærke, fordrer disse - som alle andre magtfaktorer i samfundet - et modspil, en opposition. Ikke opposition for dens egen skyld, men for de ældres. Og i og med at tilgangen af medlemmer utvivlsomt vil skyde yderligere i vejret, eftersom den hastigt aldrende 68-generation kender betydningen af græsrodspression og derfor sikkert vil få nemt ved at gribe til giro-kortene, gælder det om i tide at skabe grobund for en så bred folkelig debat som muligt om ældresamfundets mål og mening.
Ældrepolitikken er trods alt for vigtig til at blive ført af de få af de fremtrædende ældre og bør lige så vel være et anliggende for børn og unge ældre og ældre yngre. Kort sagt hele Danmark. Såfremt denne politik ikke integreres i langt højere grad end det nu ses, risikerer man en ghettoisering af de mere velbeslåede ældre i luksus-ollekoller a la Florida og af de fattigere i nedslidte plejehjem a la Danmark 1997. Det vil ikke være for fikst - for de fattige.
Såfremt den nye tilgang og den yderlige styrke til sagerne betyder at en - undskyld - ungdommelig dynamik tilføres samfundet takket være de gamle og via deres sammenslutninger er det jo kun mere end glimrende. Således bør man hefte sig ved Ivar Nørgaards storartet formulerede krav forleden om en egentlig og skærpet lovgivning mod aldersdiskrimination. Hvis det virkelig lykkes at gennemtvinge et forbud mod denne menneskerettighedsstridende og uværdige praksis, som store dele af erhvervslivet jo fortsat udøver og som offentlige og halvoffentlige virksomheder knap nok gider lægge skjul på at følge, har vi taget et stort skridt bort fra en omsiggribende senilitet i storfamilien.
mtz (Georg Metz)
