Læsetid: 6 min.

'Hvis ikke vi ændrer mentalitet, vil Europa forsvinde'

Der er ingen store franske filosoffer efter Sartre, så måske skulle man tage at blive formel-1 kører i stedet for at fordybe sig i filosofi og politisk tænkning?
18. juni 2005

Sommeren er det sublime øjeblik af frihed fra tvang, hvor mange af den vestlige verdens overflodsmennesker føler sig kaldet til at realisere nogle af de drømme, de i hverdagens monomane og rytmiske rutiner ikke har tid til. Risikosport fra bjergbestigning af nye højder til bungee-jump i store kløfter eller 'caving' ned i dybe grotter kan sætte egoet på maksimale prøver. Og flytte grænser.

Derfor kan det måske virke lidt altmodisch, at den spanske filosof Fernando Savater forleden i avisen El Correo følte sig kaldet til at forsvare sit fag, filosofi, over for den meget mere adrenalin-fyldte risikosport, der er på mode. Anledningen er, at den spanske socialistregering overvejer at reducere eller helt at fjerne filosofi-undervisningen i gymnaiset. Savater skriver dog satirisk og formår med sit ukrænkelige gode humør at vende det på hovedet: Filosofi er nemlig også en risikosport. Fordi den lærer folk at tænke selv. Og er der i øvrigt noget farligere i dag?

Savater spørger om, "det er besindigt at sprede den farlige last blandt de unge i stedet for at lede dem over til tennis, motorcykler og formel 1-løb, hvor de kan få så rentable successer? Ville det være ikke være bedre at lære dem, at de skal hyle synkroniseret med ulvene eller i det mindste danse unisont sammen med lammene? Eller, hvis de ikke kan undgå at tænke, må de da i det mindste tage ved lære af det, der hændte Sokrates, og vide at holde mund. Selv om det måske er tilstrækkeligt at spille skuespil."

Måske er der slet ikke nogen i masserne og klasserne, der gider lytte til filosofferne længere?

Det vil de sikkert benægte i Frankrig, hvor de på tirsdag kan fejre 100-året for Jean-Paul Sartres fødsel. Men ifølge Eugenio Trías, en af de førende spanske filosoffer, har der efter Sartre måske "slet ikke været en egentlig filosofi i Frankrig."

Selv Merleau-Ponty, Foucault og Deleuze var "partielle tænkere. Mindre originale. Med meget mindre filosofisk dybde." Sartres Væren og intet (1943) "var et stort filosofisk værk. Virkelig filosofi". Som i originalitet er et af de vigtige og innovative filosofiske værker fra det seneste århundrede, skriver Eugenio Trías i avisen El Mundo.

Men Sartre spildte sit filosofiske talent, mener Trías. Fordi han havde så travlt med at træde frem på så mange scener på samme tid - som teatermand, romanforfatter, journalist, politisk pamflet-skriver og litteraturkritiker - og "han endte med skabe en komplet forvirring omkring sig. Han havde for meget magt, og han plejede ikke det felt, filosofien, hvor han var i besiddelse af inspiration."

Fedtet italesat

Apropos fransk filosofi, kunne man her forleden i Süddeutsche Zeitung læse en lille besk kommentar til en af nabolandets aktuelle filosofiske formåen. Fedtets lille filosofi, stod der i en usædvanlig sarkastisk klumme:

"Når man tænker, at alt, virkelig alt, i den vestlige civilisation er udtrykt og udtænkt i tykmavethed og diæter, så kommer - zack! - en fransk fortænker rundt om hjørnet og opfordrer den omfangsrige krop til at gøre oprør."

Det er filosoffen Jean Baudrillard, der løbet rundt om hjørnet, og ifølge Süddeutsche har han præsenteret sin nye 'dristige' tanke i Le Monde. Den tyske avis undlader ikke at minde om, at Baudrillard i 1991 hævdede, at Golfkrigen slet ikke var fundet sted, og nu er det fedtet, som Baudrillard vil italesætte.

"Mennesket har som olien i majonæsen blandet sig med hypervirkeligheden på en måde, så det selv er blevet en medial flimren, der er forvandlet til et netværk," refererer den tyske avis - ikke uden undren. For i følge Baudrillard "protesterer kroppen" overfor den udvikling og "gør sig bred og udvider sig. Fedtet er kroppens teknik til at lave en afkødeliggørelse ('deinkarnation')."

En anden fransk filosof, Pascal Bruckner, har i den norske avis Aftenposten, fornylig klaget over den åh så europæiske masochisme. Under den tyngende parole 'Vor fortid er sort, og verdens elendighed er vor skyld' har Bruckner i Oslo udtalt, at "Europa ikke er glad for sig selv. Hvis vi ikke ændrer mentalitet, vil Europa forsvinde."

Det sagde Bruckner få dage, inden det franske Non sendte EU ud i en eksistentiel midtvejskrise. Mens Europa ikke kan finde ud af, om det vil overleve som andet end en mellemstatslig og indbyrdes modstridende union, er der andre, der søger at sætte en radikalt anden dagsorden. Og det bekymrer Bruckner.

På europæisk jord udnyttes skyldfølelsen af radikale islamister til at modarbejde vore værdier og institutioner, hævdede filosoffen:

"Vi godtager polygami, omskæring, hiyab, tvangsægteskab og kalder det kulturel mangfoldighed."

Det er tolerancen (eller den forklædte skyldfølelse) overfor de intolerante og de intolerante værdier, som Bruckner vil have gjort op med:

"Vi tænker," sagde han til avisen, "at deres værdier er lige så gode som vore. Resultatet er, at vi godtager politisk praksis i arabiske og afrikanske lande, som er i strid med menneskerettighederne."

Spørgsmålet er bare, hvad man kan stille op rent politisk. I søndags underskrev kulturministrene fra 45 lande på et møde i Madrid en højtidelig deklaration, hvor de støtter UNESCO-forslaget om at lave en konvention for beskyttelse og fremme af den kulturelle diversitet. Konventionen skal angiveligt sikre, at alle kulturer ligestilles, forsvares og beskyttes, fordi de tilhører menneskehedens fælles kulturarv. Tanken er sikkert god, men de ærede ministres bevaringsmani virker tilbageskuende. Er der grund til at være bange for fremtidens hybride blandingskulturer, eller burde de ikke netop omfavnes og fremmes?

Større magt til de små

Ikke mindre end 72 lande deltog i Madrid-mødet, og de manede (ironisk nok) unisont til kamp mod homogeniseringen og standardiseringen. De sagde det ikke direkte, men det lå i luften, at det var hollywoodiseringen, de havde i tankerne. Og nationalstaternes ret til - i forklædningens kultur - at beskytte særegen national kulturproduktion. Eller også var det i bedste fald noget helt andet, der blev sat i spil. Ikke europæisk masochisme, men en ny doktrin om global mangfoldighed, som under en bestemt synsvinkel er afledt af (den fransk-inspirerede) universalisme og menneskerettighedstænkning.

Selve begrebet kulturel diversitet, er ifølge den brasilianske kulturminister Gilberto Gil, et nyt 'filosofisk begreb'. Gil forklarede i Madrid, at forsvaret af den kulturelle diversitet skal sættes over krig og økonomisk magt, og at konventionen skal muliggøre, at "de økonomisk små, hvis folk har en lige så stor biomagt og menneskelig tilstedeværelse (som de økonomisk store magter, red.) får en stadig større betydning."

Det lød grangiveligt, som om Gil her autoriserede Antonio Negris og Michael Hardts hovedværk, Multitude, - om den multiplicitet af mangfoldigheder, der netværker, kommunikerer og organiserer sig globalt om et nyt fælles projekt, der hylder diversiteten og i praksis arbejder for et nyt åbent og inklusivt demokratisk globalt samfund. Biomagten nedbryder den gamle suverænitet - og opererer i stedet absolut immanent på samme globale plan.

Disse venstreorienterede filosofiske overvejelser er sjovt nok et spejlbillede af den for tiden så fashionable Thomas Friedman-bog om, at Verden er flad. The World is Flat. Hvor Friedman er stærk tilhænger af en liberal globaliseringsmodel, hvor vi alle i fri og åben konkurrence "kobler os op på verdens videnspuljer og promoverer mere og mere handel og integration", så er Negri/Hardt - og Gil - mere optagede af de kreative kræfter, der skaber et nyt demokratisk samfund i fællesskab.

Det er to dagsordener, men de vokser ud af den samme erkendelse. Globaliseringen kan ikke holdes nede af nye autoritære magthavere eller af almægtige genier. Men den kan tage mange forskellige former. Deus ex machina er måske død, men diversiteten fejres som aldrig før. Måske netop derfor er der mere end nogensinde brug for filosofiske refleksioner, der kan få borgerne til tænke og engagere sig i andet end den forestående udvidelse af fedtdepoterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her