Læsetid: 4 min.

Æresdrab

Højesteret har nu slået fast, at selvjustits ikke accepteres under nogen omstændigheder. Det er et vigtigt signal, men lige så vigtigt er det, at resten af samfundet - borgere, skoler, institutioner, myndigheder - forstår, hvor vigtigt, det er at hjælpe de unge, som følger hjertet og gør det, som de egentlig bliver bedt om, nemlig at blive en del af det samfund, som de er kommet til, og tiltager sig retten til selv at bestemme over deres skæbne. Som integrationskonsulenten Manu Sareen sagde til Ritzau i går, "har mange unge tidligere været bange for at gå til de danske myndigheder af frygt for, at de ikke tager sig af deres problemer. Men med dommene her understreges det, at de kan have tillid til, at Danmark tager deres henvendelser meget, meget alvorligt". Det må håbes, han har ret.
1. marts 2007

"Hvis vi skal æresdrabene til livs, forudsætter det, at politi og myndigheder får held til at udsende krystalklare signaler til de miljøer, som veksler mellem at være kærlige familier og mafialedere med ret til at dømme familiemedlemmer til vold eller død. Der må ikke herske tvivl om, hvad det her handler om."

Shabana Rehman i Information i fredags

DET ER AF OG TIL lettere, når det, der skal siges, kommer fra en 'indefra'. Som for eksempel da den norsk-pakistanske stand-up komiker og forfatter Shabana Rehman i fredags i Information krystalklart udlagde, hvad æresdrab handler om, og hvordan et retssamfund bør forholde sig til det.

Man kan undre sig såre over, at der stadig findes nogen, der ved deres fulde fem og i fuld alvor gider forsøge at sidestille et drab, der er planlagt og begået af en hel familie på et familiemedlem, fordi denne har valgt at gå sine egne veje, med et almindeligt jalousidrab. Men det sker faktisk, ikke for at forsvare, men for at forstå. Jalousidrab er forkasteligt i sig selv, men kan ikke sammenlignes med et planlagt og gennemført æresdrab, der i sidste ende er kulturelt betinget og involverer hele familier anført af det, som Rehman ser som "mafialedere".

Hvis hun har gået og savnet 'krystalklare signaler' som dem, der efterlyses ovenfor, må hun glæde sig over dem, der blev udsendt fra Højsteret i går. Her ikke bare stadfæstedes, men rent faktisk skærpedes Landsrettens dom fra juni sidste år mod ni familiemedlemmer for mordet på den 18-årige Ghazala Khan i september 2005.

ALLE FÆNGSELSDOMME blev stadfæstet, mens to udvisningsdomme blev til tre. Det vil sige, at hjernen bag det kyniske komplot, Ghazalas far, skal i fængsel på livstid. Hendes bror, der affyrede mordvåbnet foran stationsbygningen i Slagelse, skal sammen med en farbror og en morbror 16 år i fængsel. En tante skal 14 år i fængsel og står derefter til udvisning. Samme straf får en fætter, mens en ven af familien skal 10 år i fængsel. En ven af broren skal ligeledes 10 år i fængsel og står derefter til udvisning, hvilket var en skærpelse i forhold til Landsrettens dom. Og endelig skal den chauffør, som i sin tid kørte broren til Slagelse i sin bil, i fængsel i otte år.

Allerede da Landsretten fældede sin dom sidste sommer, blev der talt om international retshistorie, fordi det var første gang, at det lykkedes en vesteuropæisk domstol at dømme ikke bare gerningsmanden, men store dele af en familie for at have deltaget i et æresdrab. Det er hårde domme og naturligvist et hårdt slag for familien og især en tragedie for de børn, hvis forældre nu skal endog særdeles mange år bag tremmer. Men det er først og fremmest opløftede, at Højesteret med sin stadfæstelse har sendt det klare signal, at man ikke vil acceptere de æresdrab, som i virkeligheden kun er toppen af isbjerget i en virkelighed, der for nogle unge består af trusler, ufrihed, vold og tvang. Et enkelt blik på den store stigning i antallet af henvendelser fra indvandrerpiger og -kvinder til kvindehjem bekræfter dette, selv om det trods alt er opmuntrende, at de er blevet bedre til at søge hjælp, og der er større fokus på, at de skal have det.

DET ER EN ringe trøst for Ghazala. For hun fik ingen hjælp. Forud for nedskydningen af hende i Slagelse var der foregået en jagt på hende og hendes mand, som hun mod familiens vilje havde giftet sig med, gennem landet. Inden det fatale øjeblik i Slagelse havde det unge par undervejs flere gange henvendt sig til det danske politi for at gøre opmærksom på, at de med god grund, skulle det vise sig, var i fare. Men myndighederne kunne ikke hjælpe.

Og måske undervurderede myndighederne faren. For det er umuligt at forstå, at en far, selv om det er blevet forsøgt af kulturforskere med speciale i traditionsstyrede kulturer, er i stand til at planlægge og udføre et mord på sin egen datter, fordi han sætter sin egen og familiens ære højere end datterens mulighed for at følge sin egen livsbane og finde lykken selv.

KULTUR ELLER ej er det naturligvis fuldkommen uacceptabelt, og Højsteret har nu slået fast, at selvjustits ikke accepteres under nogen omstændigheder. Det er et vigtigt signal, men lige så vigtigt er det, at resten af samfundet - borgere, skoler, institutioner, myndigheder - forstår, hvor vigtigt, det er at hjælpe de unge, som følger hjertet og gør det, som de egentlig bliver bedt om, nemlig at blive en del af det samfund, som de er kommet til, og tiltager sig retten til selv at bestemme over deres skæbne.

Som integrationskonsulenten Manu Sareen sagde til Ritzau i går, "har mange unge tidligere været bange for at gå til de danske myndigheder af frygt for, at de ikke tager sig af deres problemer. Men med dommene her understreges det, at de kan have tillid til, at Danmark tager deres henvendelser meget, meget alvorligt".

Det må håbes, han har ret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her