Læsetid: 3 min.

Ærlig klavervirtuos

Verden kommer forbi Humlebæk. Sidste uge var det en russisk klavervirtuos der gav Steinwayflyglet tørt på
23. januar 2006

Dejligt at der er nogen, der gider og har forstand på at arrangere de gode koncerter. På Louisiana kommer de gode navne på besøg, staldtipsene, dem der ikke nødvendigvis er blevet påklistret et Deutsche Grammophon-emblem eller lignende, men er den fløde, man kan skumme af det internationale musikliv lige nu.

Torsdag og fredag spillede den russiske pianist Boris Berezovsky. Programmet var bemærkelsesværdigt: Leopold Godowskys studier over Chopins Etuder. Det vil sige, så svært som det kan være. Det var anden halvleg. Første halvleg skulle oprindeligt have været György Ligetis Etuder, men blev skiftet ud med Chopins Scherzi 1,2 og 3, og da det kom til stykket, gad Berezovsky alligevel ikke rigtig at fortsætte med scherzoerne og stoppede efter nr. 2 for i stedet at spille præludier af Anatolj Ljadov og Sergej Rakhmaninov.

Man kan godt sige det sådan, at Berezovsky udstrålede, at han ikke spillede andet end det, han gad spille, og i det hele taget ikke var optaget af at forføre publikum hverken i programvalg eller spillemåde. En ærlig musiker.

Til det kan man sige to ting.

Ét: Boris Berezovsky er en ægte virtuos, der kan spille hvad som helst og ikke behøver bekymre sig om sin egen præstation.

To: Med ærlighed kommer man uhyggeligt langt, også ind i musikkens verden.

En varsom bjørn

Der er nemlig noget grundlæggende ærligt i hele Berezovskys spil. Sidste år udgav han Rachmaninovs 2. og 3. klaverkoncert, og jeg må indrømme, jeg har været en smule i tvivl om, hvorvidt den beherskede klang til en hvis grad skyldtes russisk optagekvalitet.

På samme måde var vi flere, der lige skulle tjekke, om det nu virkelig var et Steinway, der spillede i fredags, da Berezovsky indledte koncerten og åbenbarede en tør og upralende klang. Ikke det man venter af en mand, hvis navn og størrelse bringer tankerne hen på en russisk bjørn, der kunne efterlade klaveret som savsmuld. Men måske netop en bjørn må være meget varsom for at kunne spille klaver, det kan man godt se for sig.

Den tørre klang åbenbarede sig efterhånden som en uhørt varsomhed og ærlighed over for musikken.

For eksempel i Chopins første Scherzo, som Berezovsky varetog med en næsten dissekerende alvor. Når al overflødig skønhed er skåret fra, står musikken nøgen for én og minder om, at musik ikke er for ørerne, men for sjælen. Så langt er man ikke vant til at en pianist har både vilje og evne til at tage folk. Det mest rørende ved Ljadov var nok endnu engang det varsomme spil, mens Rakhmaninov ikke rigtig fængede. Til gengæld var der nu disponeret med en rolig bund for anden halvdels hysteriske klavervirtuoseri.

Leopold Godowzkys studier over Chopins Etuder er ikke skrevet for at forbedre eller erstatte etuderne, men som tekniske kommentarer. Derfor spilles de også sammen, altså Chopin-etude efterfulgt af Godowsky-variant.

Mens Chopins etuder er musik, der kan høres for sin egen skyld, skal man nok være klavernørd for ligefrem at nyde Godowskys trakteringer af dem. Men sværhedsgraden er langt over blæreniveau, og det er derfor exceptionelt med en koncertopførelse.

Berezovsky lukkede op for sine mere voldelige sider og demonstrerede blandt andet glissandoagtig hurtighed, der lød som flymotorer, og en venstre hånd, der kunne være lige så god som højre eller begge tilsammen. I al sin ærlighed forførte bjørnen Berezovsky til stående ovationer fra et publikum, der havde trodset snestormen for at høre ham.

Louisiana den 20. januar

Frederic Chopin: Scherzi 1 og 2.

Anatolij Ljadov: Præludier.

Sergej Rakhmaninov: Præludier.

Frederic Chopin/Leopold Godowsky: Etuder (i udvalg).

Solist: Boris Berezovsky

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu