Læsetid: 4 min.

Den aferotiserede Don

Når opera er allermest meningsløs - nu i kongelig opsætning
20. december 2006

Man får sine bange anelser. På fortæppet står med lysende bogstaver Hotel Universale. Javel så. Historien er universel, det har vi begrebet for længst, historien om den kvindegale adelsmand, Don Giovanni, Don Juan, om man vil, der jo ingen midler skyr for at komme i skørterne på alt af kønnet, der bevæger sig. I Italien blev det til 640, i Tyskland til 231, osv., men i Spanien 1.003. I 1700-tallet var forføreren også forbryder, hvilket havde sin forklaring i kirkens syn på de dele, hvilket igen havde sin forklaring i, at forførelse kunne føre kvinder i ulykke, og en tabt dyd for adskillige segmenter af det fødedygtige køn var det samme som et tabt liv. Det er lidt sværere at overbevise om det forbryderiske ved at bolle udenom - hvis det da ikke ligefrem er en med aids og usikker sex - når handlingen er henlagt til et moderne hotel a la Scandic, og Don Juan i øvrigt minder om en mellemting mellem en brugtvogns-forhandler og en politisk ordfører fra partiet Venstre.

Opretstående tåbelighed

Vi taler altså med andre ord om en af disse ulideligt ringe opdateringer af ældre operaer, som for tiden hærger verdens operascener, og som i adskillige tilfælde bliver floskel og opretstående tåbelighed. Genrens bestyrere synes at mene, at fordi det er opera, der i forvejen regnes for tumpet, kan man påstå hvad som helst. Det kan man, når bare personerne hele tiden er i bevægelse, så er alt godt; står de op, skal de smide sig ned, og ligger de ned, skal de rejse sig op, og de skal helst smide med ting og sager eller hamre stole i gulvet, og helst så det lyder af noget mere end musikken og gerne hvert andet minut i tre stive timer. Påfund følger på påfund, det ene mere urimelige og ulogiske efter det andet. Rekvisitter i snesevis indføres uden at medvirke til dramaets forløsning, kun som ideer uden indhold: balloner, der punkteres, sove- eller afføringspulver i (tomme) champagneglas, sjove hatte, ting og sager hele tiden og konsekvent kontraproduktivt for afviklingen af historien. Den, historien, er som bekendt ledsaget af Mozarts musik, som iscenesættelsen og dirigenten er gået sammen om at skævvride med disse møgirriterende forstyrrelser midt i forløbene og dertil besynderlige tempoforskydninger, umotiverede dynamikspring, slæbende recitativer, der også må stå i kø for påfundene. RadiounderholdningsOrkestret spiller svagt, uden puls og redegørelse for partituret. Chefen Adam Fi-scher svinger pinden med heftig energi, det skal han ikke have tak for.

Mon de ansvarlige for forestillingen ikke tror på forlægget: at historien ikke kan klare sig uden bulder og brag og kokette hvin. Zerlinas berømte arie om sin naturlige balsam er bedre fra Mozarts hånd end med indlagt bilyd.

Resultatet af Keith Warners iscenesættelse med tarvelig og sjusket scenografi af Es Devlin er en forgrovning af Mozarts og Da Pontes figurer: en blot usympatisk spillet Leoporello, ved Johannes Weisser, uden den forsorne charme, der dog, da krisen spidser til, redder hans liv; en Donna Elvira, en af operalitteraturens og dramatikkens største tragiske kvinder, som ustandseligt i Ylva Kihlbergs ellers kompetente oplæg, bliver gjort til grin og tumler rundt på scenen som en liderlig hjernedød gås, der vist nok også er depressiv eller bare dum; Zerlina så robust af statur og væsen i Elinor Fryk-lunds ellers velsyngende barm, at skikkelsen bliver grotesk og uden den sensualitet, som er et af handlingens nav. Og så altså en titelperson, Johan Reuter, også smukt syngende, men som ikke har udstråling og erotik på scenen til at hamle op med forventningerne til en krudt-ugle, der har lagt 1.800 kvinder ned. Den tror man ikke på, at de kan klare i Venstre eller brugtvognsbranchen.

Har strøget slutningen

Hvor samspilsramt denne tolkning af Don Juan er, viser sig også ved at iscenesætteren har strøget slutningen, hvor de overlevende i kor hylder dydens sejr og glæder sig over forførerens undergang. Den finale er omstridt og var vist ikke Mozarts kop te. Den måtte dog med, hvis censuren ikke skulle gå bananas. Komponisten lader jo sin Don hylde friheden, den Mozart selv så frem til, og friheden var selvsagt også friheden fra tidens tunge køns-tugt. Don Juan har Mozarts bevågenhed, de krænkede (ægte)mænd udstyres med komediens træk. Der kan derfor være god mening i, at Don Juan giver stengæsten hånd og dernæst forsvinder i røg og damp i en lem i gulvet til tilintetgørelsen, fortabelsen. Det er, hvad det er; men Warner tramper alligevel i dydens pointe, når fortæppet glider ned finalt, ved at slukke de fleste af lyspærerne i HOTEL UNIVERSALE, så der står HELL. Smart do der, do!

En misforstået og overflødig forestilling, der bør føre til debat om den stereotype iscensættelsestendens i tiden.

* Don Juan af Mozart/Da Ponte. Johan Reuter, Christian Christiansen, Inger Dam-Jensen, Bo Kristian Jensen, Ylva Kihlberg, Johannes Weisser, Michael Lindberg og Elinor Fryklund. Operakoret, RadiounderholdningsOrkestret og Adam Fischer. Iscensættelse Keith Warner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her