Læsetid: 4 min.

Affæren Waigel

30. august 1997

Det var en solbrændt og storsmilende tysk kansler, der trådte an for kameraerne onsdag før det første ledelsesmøde i det kristeligt demokratiske unionsparti (CDU) efter sommerferien. Og så er det, man ved, at noget er galt. Når først den gode Helmut Kohl har behov for at smile så bredt, er noget ganske grueligt fat.
Ugen har da også været ualmindeligt hård for Helmut Kohl. Noget nær mytteri fra den hidtil yderst
loyale allierede, finansminister Theo Waigel fra det bayerske koalitionsparti den Kristeligt Sociale Union (CSU), har skabt tvivl om ikke blot regeringens problemløsnings evner, men også om den levedygtighed.
En ting er, at Theo Waigel er træt af sit embede - han vil hellere være udenrigsminister - og har gentagne gange personligt bedt Kohl om en kabinetsændring i god tid før forbundsdagsvalget den 28. september 1998. En anden ting er, når Waigel uden Kohls forhåndsgodkendelse frit udbasunerer det for nationen og således forsøger at presse Kohl til indrømmelser.
For som så ofte før, stiller Kohl sig refleksmæssigt op og meddeler pressen, at han under ingen omstændigheder har tænkt sig at vige for pression. Ej heller, selvom alt tyder på, at Kohl før Waigel-missæren ikke var helt afvisende overfor en omfordeling af pladserne. Nu er det udelukket. Alle ministre har at blive på deres pladser - også Waigel. I rum tid fremover, i det mindste.
Waigel står således tilbage tomhændet, udskældt og svækket, og regeringen Kohl tydeligt svajende ovenpå de interne strabadser.
Så hvorfor dette flip fra Waigels side? Han må da vide, at det tredje regeringsparti, de evigt overlevelsestruede Frie Demokrater (FDP), ikke er til sinds hverken at give udenrigsminister-, justitsminister- eller erhvervsministerposten fra sig. Forsvarsministeriet vil han næppe heller kunne betræde med samme evner og tv-vigør som Volker Rühe - en af Kohls få succesrige CDU-ministre. Og hvem vil man kunne overtale til at overtage finansministerposten i et valgår, hvor yderligere besparelser er nødvendige, hvis Tyskland skal overholde de krav, de selv har opstillet for Euro'en stabilitet. I det hele taget vil et finansminister-skifte klinge dårligt i de tyske vælgeres øren, da Waigel står som den personlige garant for at Euro'en bliver lige så hård som deres elskede D-mark.
Nogen ueffen politiker er han jo heller ikke, Waigel, selvom forårets forsøg på, i bedste fuskerstil, at revaluere Forbundsbankens guldreserver så Tyskland kunne leve op til Maastricht-traktatens konvergenskriterier til Euro'en, godt kunne give én det indtryk.
Så hvad er det, han er ude på?
Theo Waigel's handlinger skal ses i det lys, at han ikke blot er en tilfældig, uheldigt åbenmundet og således udskiftelig minister, men formand for CSU. For den Kristelige Sociale Union holder landsmøde den 21. november, og da er det sandsynligt, at Waigels ledelse bliver taget op til revision. Der er kun godt et år til, at der skal være valg i CSU's hjemstavn, delstaten Bayern, hvor CSU risikerer at miste sit absolutte flertal. Og i skyggen bag Waigel står Bayerns ministerpræsident, Edmund Stoiber, der hellere end gerne overtager partiets formandspost efter Waigel. Waigel er således ilde stedt, hvis ikke han får CSU's ministerielle placering revurderet, når de til nytår mister postministeriet, der bortfalder på grund af privatisering, eller i det mindste får lidt af profilen pudset af, før valgåret for alvor går i gang.
Samtidigt sidder Waigel ganske sikkert i sadlen. Kohl har brug for ham til at holde CSU's EU-kritiske røster i ave. Udfordreren Edmund Stoiber er erklæret EU-skeptiker og har til Kohls utilfredshed adskillige gange udtalt sig positivt overfor en udsættelse af tidspunktet for Euro'ens indførelse - hvis ikke fuldstændige opgivelse. Et projekt, Kohl har bundet hele sin politiske fremtid og sit højt elskede historiske eftermæle op på at få gennemført, koste hvad det vil.
På den anden side har Stoiber også brug for Waigel på finansministerposten. Stoiber kan næppe få CSU ud af regeringsbeslutningen om tiltrædelse til Euro'en, og uden Waigel til at bære skylden vil Stoiber selv skulle stå til ansvar for den upopulære beslutning ved delstatsvalget i Bayern til næste efterår.
Alligevel er det højt spil, Waigel spiller. Hvor højt, vidner en læk fra CDU's ledelsesmøde onsdag aften om. Således kunne den regeringsnære konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitung fredag berette, at der på mødet var stor utilfredshed med Waigel og CSU, ikke mindst fra Kohls side. Så stor, at Kohl for forsamlingen måtte understrege, at der intet alternativ var til CDU-CSU samarbejdet, hvilket de lækkende præsidentialmedlemmer udlagde som belæg for, at Kohl i forbindelse med Waigel-affæren har haft et muligt brud med CSU oppe til overvejelse.
Alt i alt vidner Waigel-sagen om en tysk regering i modvind. Lettere handlingslammet overfor de enorme økonomiske problemer - først og fremmest arbejdsløsheden - og begyndende panisk ved synet af daglige meningsmålinger, der til sammen giver socialdemokraterne og Bündnis 90/De Grønne et flertal på 49-50 procent af stemmerne.
Men Kohl er den evige overlever. Og hvis OECD og Den Internationale Monetære Fond (IMF) ellers får ret i sine forudsigelser, så ligger den tyske økonomi vækstmæssigt set på rette kurs med en spået fremgang på 2,3 procent i år og 2,6 næste år. Og selv om det formentlig ikke skaffer mange i arbejde, kan det være, at den tyske moral og fremtidstro bliver styrket, og dermed regeringen Kohls overlevelses chancer.
Valgåret er med andre ord gået ind.staun

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu