Læsetid: 8 min.

Om afføringens politiske økonomi

9. september 2005

Indien lider under stærkt tiltagende vandmangel. Samtidig er Vestens træk- og-slip-toilet på vej ind som det ny statussymbol. Katastrofalt, siger indisk miljøekspert, der vil springe Vestens fejltagelser over og gå direkte til de bæredygtige løsninger

Den lille kvinde i den røde sari er næsten færdig med sin tale. Hun har salen i sin hule hånd.

"Der er noget, jeg gerne vil vise jer til sidst," siger hun.

På storskærmen bag hende starter en film. Højst et minut varer den: En mand på gaden i en indisk storby overraskes af et voldsomt regnvejr. Han slår sin paraply op, søger beskyttelse under dens beskyttende halvkuppel. Men et voldsomt vindstød river paraplyen fra ham, den hvirvler gennem luften og lander på gaden, omvendt. Regnen plasker ned i den.

Paraplyen er forvandlet. Nu skyr den ikke vandet, den samler hver en dråbe af den livgivende regn. Folk på gaden ser den omvendte paraply, fanger ideen, gør ligesådan. Soldaten tager sin hjelm af, vender den og fanger dråberne fra himlen. Tjeneren stiller sine tomme glas frem og lader regnen samles i dem. Alle de indiske ansigter smiler. De har genopdaget noget. Filmen er slut.

Kvinden i den røde sari er Sunita Narain. Stedet er Stockholm City Conference Centre. Publikum er omkring 1.400 videnskabsmænd, teknikere, græsrødder, politikere og journali-ster fra hele verden. Alle rejser de sig og klapper af den spinkle kvinde, intenst og længe.

Sunita Narain, leder af det indiske Centre for Science and Environment (CSE), har holdt sin store tale som årets modtager af den prestigefyldte World Water Prize 2005, overrakt til Narain af den svenske konge. Begivenheden finder sted op til det store FN-møde i New York i næste uge, hvor alverdens lande skal gøre status over indsatsen for at nå de såkaldte 2015-mål, der blev vedtaget på FN's topmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002. Et af målene handler om vand og sanitet:

- Halver andelen af mennesker på kloden, der mangler adgang til rent drikkevand og ordentlig sanitet.

Udfordringen er enorm. I dag er der godt en milliard mennesker, som mangler rent drikkevand, og mindst 2,6 mia. uden adgang til ordentlig sanitet, læs: toiletter. Som udviklingen ser ud netop nu, vil der i 2015 stadig være 735 mio. mennesker uden rent drikkevand - godt 210 mio. 'for mange' i forhold til målet. Det vurderer FN's Udviklingsprogram UNDP, som tilsvarende skønner, at to milliarder fortsat vil mangle ordentlig sanitet - omkring 700 millioner 'for mange' i forhold til 2015-målet. At nå målet vil ifølge Stockholm Environment Institute kræve, at der hver dag fra nu og frem til 2015 installeres 95.000 toiletter i u-landene. Ét nyt toilet hvert sekund de næste 10 år.

I Indien arbejder CSE og Sunita Narain med udfordringen. Og Narains tale i Stockholm er en knusende kritik af det herskende paradigme for, hvordan problemerne skal løses.

"En hær af vestlige eksperter og firmaer byder sig til med løsninger. Men det er de forkerte løsninger," siger hun.

60 procent af Indiens indbyggere lever på landet og står for 70 procent af nationens vandforbrug. Men i disse år stiger de store byers forbrug voldsomt. Byerne vokser, og med stigende indkomst vokser også byboernes individuelle vandforbrug.

"Byerne er tørstige, og med deres penge kan de bygge pipelines og hente vand over stadig større afstande. New Delhi vil hente vand over 300 km væk. Chennai skaffer i dag vand 235 km væk og planlægger at hente mere på 300 km's afstand, Jodphur - en ørkenby, der før klarede sig ved at holde hus med ressourcerne - søger nu vand mere end 200 km væk," fortæller Sunita Narain.

Den type løsninger har to problemer: Byerne stjæler vandet fra de bønder, der er afhængige af det til deres husholdning og vanding af markerne.

I juni blev fem bønder dræbt af politiets skud, da de uden for byen Jaipur protesterede over at have mistet deres vand til byen. Indien oplever i disse år masser af konflikter om retten til de svindende vandressourcer.

"Ulighederne er indbygget i dette system, fordi byerne er magtfulde og bønderne svage," påpeger Narain.

Samtidig er løsningerne dyre, fordi vandet ledningsføres over så store afstande.

"Der er ikke råd til at føre vandet ud til alle mennesker i byerne. I dag har 70 procent af Delhis befolkning kun adgang til fem procent af det ledningsførte vand. Dertil går måske 50 procent af vandet tabt undervejs, fordi ledningsnettet lækker."

Mange må hente vand fra uautoriserede grundvandsboringer. Der er antagelig 200.000 sådanne boringer i Delhi, men ingen ved det, ingen ved, hvor meget grundvand der bruges, og ingen har en strategi for opfyldning af de svindende grundvandsreserver.

Lige så utilstrækkeligt er systemet, når vandet er brugt. I 2001 var 88 pct. af Indiens befolkning ikke tilsluttet et lukket spildevandssystem. I hovedstaden gælder det halvdelen af befolkningen, og i det eksisterende kloaksystem behøver det meste af de 6.000 km spildevandsledninger reparation.

Suresh Babu, spildevandsekspert hos CSE, fortæller om floden Yamuna, der løber fra Himalaya, forbi Delhi og til floden Ganges.

"Over en 22 km lang strækning ved Delhi forvandles floden til en kloak. På det første stykke henter Delhi så store mængder drikkevand, at floden nedenfor løber tør mange måneder om året. På det nedre stykke fyldes floden op igen med spildevand fra byen," siger Suresh Babu.

Siden 1993 er der investeret enorme summer i at bygge rensningsanlæg langs Yamuna, men trods det er floden mere forurenet end nogensinde.

"Langs Delhi er den død," oplyser Babu.

Forklaring: Nogle rensningsanlæg er overbelastede, fordi vandforbruget og spildevandsmængden hele tiden vokser. Andre anlæg er underudnyttet eller står stille, fordi de er placeret de forkerte steder, og fordi det meste spildevand fra Delhis indbyggere går uden om de etablerede ledningssystemer.

Myndighedernes svar på dilemmaet er: Træk og slip! Delhis, og andre indiske byers indbyggere må installere vandbaserede toiletter, så de kan tilsluttes det ledningsførte spildevandssystem.

Et tilsyneladende rimeligt forslag i lyset af, at der i de indiske byer bor 70 mio. mennesker uden toiletter. I landdistrikterne mangler flere hundrede millioner basal sanitet. De er 'open defacators' - afleverer deres afføring i det fri, dvs. på marken, i vejkanten eller på byens åbne pladser. Har man spadseret i indiske byers slumkvarterer, ved man, hvad det betyder.

Moderne, vestlige toiletter er da også blevet et af de hedeste statussymboler for den indiske middelklasse.

"Økologisk hjernedødt. En udsigtsløs træk og slip-afsted-med problemet-tænkning," siger dette års modtager af World Water Prize om den vestligt inspirerede toiletstrategi.

"Ligesom strategien med at hente drikkevand over stadig større afstande via stadig dyrere ledningssystemer er strategien med at koble alle til vandbaserede toiletter og centrale spildevandssystemer håbløs."

Et enkelt træk kræver 10 liter vand, en enkelt familie med tre børn bruger 150.000 liter vand til at bortskaffe 250 liter afføring på et år, så hvad vil det ikke kræve af ekstra vandressourcer og rensningssystemer, hvis alle indere skifter til det system, spørger Sunita Narain.

Hun taler om "afføringens politiske økonomi" og siger, at myndighederne rent økonomisk aldrig vil kunne følge med til at sikre den eksplosivt voksende vandforsynings- og rensningskapacitet, som en omlægning til et vandbaseret sanitetssystem vil kræve.

Ifølge Suresh Babu indebærer allerede dagens kombination af befolkningstilvækst og vækst i individuelt vandforbrug i Delhi, at svælget mellem produceret spildevandsmængde og tilgængelig behandlingskapacitet er øget 30 gange siden 1960. Selv om man investerer hele tiden.

"Træk og slip-strategien er enormt kapitalintensiv. Og da man ikke lægger alle omkostningerne over på brugerne, betyder det reelt, at de tilsluttede - de velstående - bliver subventioneret," påpeger Narain.

"Løsningen for Indien ligger ikke i at gå hele den lange vej, Vesten er gået: Først lave de store centraliserede systemer, så opdage, at de ikke duer, siden reparere på dem i et væk, udbygge dem konstant, hele tiden søge vand længere væk - uden at det nogensinde løser problemerne med at sikre vand nok til alle, endsige at bevare vandressourcen."

"Løsningen ligger i at genfinde den tabte viden, vi engang besad, og lære af de traditionelle systemer. Vi skal springe Vestens fejltagelser over og tage skridtet direkte til de bæredygtige løsninger," siger Sunita Narain.

Hvad sikring af tilstrækkeligt vand til husholdninger og bøndernes marker angår, har CSE nu i 10 år arbejdet på at skabe forståelse for det eneste bæredygtige i et stadig mere vandlidende land som Indien: De omvendte paraplyers princip. 'Rainwater harvesting,' som de kalder det: at høste regnvand.

"Hver eneste dråbe vand, der falder, må opfanges og efter brug returneres til økosystemet, herunder grundvandsmagasinerne. For 10 år siden forstod man det ikke og lo ad os. Nu har mange indset, at løsningen på vores vandproblem er lige for næsen af os. I dag er vi ved at vinde gehør," siger Narain.

Masser af landsbyer er ved at genetablere systemer til indsamling af regnvandet, CSE og andre har projekter i mange byer, det indiske parlament laver regnvandsopsamling, og selv Indiens afgåede premierminister nåede at gøre CSE's slogan - Hver eneste dråbe regnvand må høstes - til sit.

Den ny udfordring er det bæredygtige toilet. Sanitetssystemer, der ikke er vandbaserede, behandler og recirkulerer det menneskelige affald tæt på kilden, udnytter det som ressource. Kort sagt: indgår i - frem for at sabotere - de økologiske kredsløb.

Den slags systemer findes. Engang kaldte man det multlokummer, i dag findes de i diverse avancerede udgaver og kaldes økosanitetssystemer. Op til FN-topmødet i næste uge har Stockholm Environment Institute (SEI) beregnet, at 2015-målet om at sikre en halv milliard husstande bæredygtig sanitet kan realiseres for, hvad der svarer til 0,1-0,3 pct. af de berørte landes BNP.

"Til sammenligning bruger de pågældende lande i dag 10 pct. på sundhedsudgifter og 2,5 pct. på militær. Beregningerne viser også, at økosanitet er billigere at realisere end vandbaserede toiletter," siger Arno Rosemarin, SEI.

"Drømmen i det fattige Indien er at blive som de rige. Indiske medier er som amerikanske og formidler billeder af moderne vestlig livsstil. Træk og slip-toilettet med skyl er blevet et af tidens vigtige nye symboler på rigdom. Derfor er det en stor opgave, vi står overfor. Det vil tage lang tid at sprede viden om det her og ændre holdningerne, men vi har ikke noget alternativ," siger Sunita Narain.

Hun og Arno Rosemarin er enige om, at det ikke handler om hardware, men om software. Holdninger. Hos donorlande og eksperter i vest. Og hos myndigheder og borgere i u-landene.

Men det er et ømtåleligt emne. Nærmest tabubelagt.

"Det er et erkendelsesspørgsmål. Det handler om de sidste sider i bogen om menneskehedens civilisering: Vores forhold til vores egen afføring. Det er en erkendelsesproces, der typisk stopper i tre-fireårsalderen. Vi er fremmedgjorte og ignorante i det spørgsmål. Så længe det er sådan, får vi hverken logiske diskussioner eller løsninger," siger Rosemarin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu