Læsetid: 7 min.

Vi afgår før den indtræffer

Digteren Morten Søndergaard lader i sin anmelderroste digtsamling 'Et skridt i den rigtige retning' hverdagen og myterne løber ind og ud af hinanden. Vi mødte forfatteren på besøg i Danmark og talte om døden, om Italien hvor han bor og om den virkelighed, som ikke kunne finde plads i romanen, men som presser sig på i digtene
20. oktober 2005

Nogle få dage efter interviewet ringer digteren fra sit hjem i Italien. Han har læst en anmeldelse, der allerede i første linje reflekterer om digteren har fået kræft. Døden går som en rød tråd gennem Morten Søndergaards digtsamling, Et skridt i den rigtige retning. Det havde anmelderen bemærket og anmelderen havde spekuleret, om døden mon var et helt personligt anliggende for digteren.

"Bare for en sikkerheds skyld," siger Morten Søndergaard.

"Jeg har ikke kræft."

På sin vis handler Et skridt i den rigtige retning om at gå. Men også om at sproget ikke helt kan finde ud af hvilken vej, der er et skridt i den rigtige retning. Søndergaard peger på de modsatrettede metaforer:

"Vi bliver gamle og dør. Vi afgår ved døden. Eller: Døden/ indtræder. Nej: Vi går bort."

Digtsamlingen slutter og gør det muligt at slippe livet: Det ville være let at dø nu, konstaterer digteren på samlingens sidste side.

To langdigte har fået navn som på internettet: "Dagblog" og "Natblog". De er skrevet over tre år, fortæller Søndergaard, dagbogsnedslag skrevet med to kriterier: At de skulle være hudløst ærlige, og at de aldrig skulle publiceres. Søndergaard betegner dem som brudstykker, fragmenter fra feltet mellem det private og det offentlige.

- I de brudstykker optager døden dig tilsyneladende meget. Og du er jo kun 40 år?

"Ja. Jeg ved heller ikke, hvad det er for noget."

- Men du skriver, at det ville være let at dø nu?

"Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over. Det handler måske om lykke. Når man har skrevet en bog færdig, så siger man: Nu er det slut, jeg har sagt det, jeg har at sige. Men så lynhurtigt så er der lidt mere man kan sige... jeg tror, at det drejer sig om at samle så meget i digtene, at man bagefter kan sige: Det er sagt, det ville faktisk være i orden at dø nu."

- Men det er jo vældigt konkret. Der er to lægebesøg i samlingen: Det ene vedrører en graviditet, det andet døden.

"Det handler om at tillade sig at tænke over de ting og at føle sig udspændt i det her felt. Meget af det, vi foretager os, er jo mekanismer, der skal holde døden og livet på afstand. Det trivielle og de små vaner er en måde at holde det ubærlige væk."

"Jeg ved ikke hvorfor døden spiller så stor en rolle i samlingen. Måske er det bare sådan, det er for mig. Jeg ved det ikke. Jeg oplever det ikke som dysforisk - men mere som et forsøg på at komme overens. Simpelthen. Den stoiske filosof Markus Aurelius siger, at man ikke skal leve som om hver dag er den sidste, men som om den sidste dag allerede er gået. Ligesom at prøve at komme om på den anden side af den angst for døden. Ja!"

"Jeg tror, der er tale om en stærk anfægtelse ved at være i live. Når der er så meget om døden, er det egentligt positivt. Det vil selvfølgeligt altid være et let postulat lige indtil den dag, man står med røntgenbilledet."

Virkeligheden presser på

I 2000 udgav Morten Søndergaard romanen Tingenes orden.

Også dengang blev Morten Søndergaard interviewet til Information og blev spurgt: Jamen, har du slet ingen historier, der presser sig på? Tingenes orden var for en roman at være både meget lille og meget lyrisk.

- Nu er det lige omvendt. I din digtsamling er det som om, der er utroligt mange historier, der presser sig på?

"Det har jeg også lagt mærke til..."

På en bryllupsrejse til Napoli presser byens lyde sig på og den omkringliggende verden via BBC. Berlusconi dukker også op.

"På et tidspunkt følte jeg, at jeg havde ryggen mod muren. Jeg blev bare nødt til at skrive om det der vanvid, der foregår rundt om ørene på én med Irak-krig og så videre. Det er ikke udtryk for et valg så meget som blot et behov for at sige noget."

- Hvad er forklaringen på titlen?

"Jeg kan godt selv se det," begynder han at svare og sådan indledes næsten alle digterens besvarelser. Stoffet er slet ikke på den armslængdes afstand, der skal til, for at han kan holde det ud og diskutere det som noget uden for sig selv. Det er som om titlen og alt andet i digtsamlingen stadig er til forhandling. Det kunne stadig være anderledes. Morten Søndergaard ved det godt.

"Korrekturlæseren på forlaget må være træt at mig," undskylder han. Der er blevet rettet i teksterne lige indtil det allersidste øjeblik.

"Hvis jeg kunne være kommet med ud på trykkeriet, havde jeg gjort det."

"Titlen Et skridt i den rigtige retning er en talemåde hentet fra det politiske lingo. Det hører til forestillingen, om at alting altid går fremad, at markedet er i uafbrudt vækst. Men der har for mit vedkommende ikke været tale om et valg, for hvis man har ryggen mod muren, kan man jo kun gå fremad. Med det mener jeg, at jeg skriver om, det jeg er fyldt af, om det jeg oplever."

"Jeg skriver ikke for at være 'politisk'. Faktisk ville jeg helst lade være. Vi er jo vant til at opfatte politisk kunst som en smule problematisk. For det man vil sige, skal jo have en kunstnerisk gyldig form. Ellers kan man jo udtrykke sine holdninger bedre i en kronik eller gennem arbejdet i et politisk parti. Jeg vil hævde at dét at lave kunst eller skrive digte allerede er en politisk handling. For hvert værk er også et bud på et samfund. Et værk kan hypotetisk ganges op til at være et samfund, og så bliver spørgsmålet, om man har lyst til at bo i det samfund som værket implicerer."

I Italien

Når Morten Søndergaard hævder, at han har svært ved at slippe sin digtsamling, er det mere end et postulat. Han er kommet til Danmark for at sidde med den færdige bog. Til nytår åbner han en udstilling på Gl. Holte Gård.

"Et skridt i den rigtige retning er ikke færdig på den måde," siger Søndergaard.

"Jeg er ved at lave en udstilling sammen med en arkitekt, hvor alle de her ting fra bogen, der har 'gang' som tema, tager form i 3D. Græske skulpturer og Giacometti og helt moderne kunst. Det er enormt sjovt. Det er en kæmpe chance at få. Det at lave det i 3D... det er ligesom at gå ind i en bog, som man går ind i et rum. Ens egen bog endda. Det er måske endda sådan, at der er en række ting, som man ikke kan skrive. Så kan man forme dem i stedet."

Søndergaard har boet i Italien i syv år. Og alligevel er det den danske virkelighed, der presser sig på: Luderne i Skelbækgade, hverdagen på Vesterbro. Rejsen væk derimod, bryllupsrejsen, er henlagt til Italien, digterens hjem.

"Jeg kan godt selv se det," siger Morten Søndergaard.

"Det er spændende at være i Italien på den måde, at historien er meget levende. Deres historie og deres poesi er til stede på en helt anden måde end herhjemme, der er statuer og skulpturer alle vegne, og gaderne har bemærkelsesværdige navne. Man har næsten indtryk af, at det er et problem for de her stakkels italienske digtere, at de skal slæbe rundt på al den historie. Jeg tror, italienerne ville have være svært ved at forstå det danske kanonprojekt. De har en helt anden tillid til deres egen kultur. De er verdensmestre."

- Hvad har det betydet for dig som digter at flytte udenlands?

"Det med Italien... det var egentligt tænkt som et sprogligt eksperiment. Forstået på den måde... hvad sker der med dit sprog, når du flytter ud af det? Skriver man om noget andet? Og det synes jeg, at jeg gør. Bare det at kunne skrive 'bjerge' uden at rødme. Det er måske, fordi jeg kommer fra et fladt land, men jeg kan slet ikke blive færdig med dem."

- Det er det du har vundet - hvad har du så mistet?|

"Først og fremmest al støjen - én i bussen, der siger noget sjovt, som har med det danske sprog at gøre. Jeg kan selvfølgeligt høre et eller andet absurd på italiensk, men lige akkurat det danske twist skal jeg selv opfinde. Så jeg har måske fået et mere yderligt blik på det danske sprog. Når jeg laver den der lange liste med gå-udtryk, som jeg gør i digtsamlingen... det er jo at tage ordene op som sådan nogle sommerfugle, man sætter op på en tavle og arrangerer. Næsten som at glemme hvad de betyder."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her