Læsetid: 6 min.

Afghanistan - det glemte nationsbygningsprojekt

Mens USA har sat massivt ind i Afghanistan, har man ikke tilført den europæiske indsats de nødvendige ressourcer. Det er med til at cementere USA som verdens storebror og Europas svaghed
23. januar 2007

Set fra Kabul kom den amerikansk-ledede invasion af Irak i marts 2003 på et særdeles ubelejligt tidspunkt. Det af-ghanske nationsbygningsprojekt nød endnu i begyndelsen af 2003 udstrakt international bevågenhed, og den politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udvikling i landet skabte grobund for en behersket optimisme. Konturerne af et stabilt og demokratisk Afghanistan tegnede sig i horisonten.

Med Irak-kampagnen flyttede Vestens fokus sig imidlertid fra Afghanistan til Irak. Det betød, at genopbygningen af Afghanistan gled i baggrunden og i nogen udstrækning blev 'det glemte' nationsbygningsprojekt. Vesten har på ingen måde opgivet målsætningerne for Af-ghanistan-missionen, men tilføres indsatsen ikke betydeligt flere økonomiske og civile ressourcer, er der en overhængende risiko for, at det krigshærgede land vil synke tilbage i noget, der mest af alt minder om irakiske tilstande. Det har hverken afghanerne eller NATO råd til.

Det forgangne års oprørs-aktiviteter vidner om de vanskeligheder, Vesten står stillet over for i Afghanistan. De Taleban- og al-Qaeda-dominerede oprørsgrupper blev ganske vist tilført betydelige tab i 2006, men det har ikke hindret oprørerne i at optrappe de voldelige aktiviteter. Antallet af selvmordsbombeangreb steg fra 18 i de første 11 måneder af 2005 til 116 i de første 11 måneder af 2006; i samme tidsrum steg antallet af væbnede angreb på koalitionsstyrkerne fra 919 til 2.496, antallet af angreb på de afghanske styrker fra 713 til 2.892, mens antallet af vejsidebomber steg fra 679 til 1.472.

Samtidig med at oprørs-aktiviteten er tiltaget markant i løbet af det seneste års tid, har oprørerne draget konsekvensen af koalitionsstyrkernes overlegenhed på det konventionelt militære område og taget mere asymmetriske krigsteknikker i anvendelse. Selvmordsbomber og vejsidebomber er blevet en stadig mere almindelig del af hverdagen for de vestlige styrker i Afghanistan. I den sammenhæng har det irakiske oprør utvivlsomt tjent som væsentlig inspirationskilde.

Massiv USA-indsats

En meget væsentlig del af nationsbygningsprogrammet i Afghanistan bliver gennemført under det, man populært kalder for en sikkerhedssektorreform. Programmet har til formål at reformere og skabe demokratisk kontrol med de væbnede styrker, politiet og justitsapparatet samt at afvæbne befolkningen og bekæmpe den ulovlige opiumsproduktion. Reformeringen finder sted på alle niveauer i sikkerhedssektoren og fokuserer derfor bredt på såvel det ministerielle niveau som på de udførende led. Amerikanerne har anført processen med at etablere et nyt forsvar og har i forløbet opbygget et stort apparat bestående af hundredvis af rådgivere og instruktører placeret i det nye afghanske Forsvarsministerium, i træningscentre og ved de nyetablerede enheder i Afghan National Army (ANA). Denne seriøse indsats har haft som effekt, at opbygningen af Afghanistans nye hær i flere henseender må karakteriseres som en succeshistorie.

Mens amerikanere har haft ansvaret for sikkerhedssektorens 'hårde' side, har europæernes indsats været rettet mod politi, justitsvæsen og opiumsbekæmpelse. De europæiske landes tilgang har imidlertid været præget af en meget begrænset forståelse for opgavens kompleksitet. De nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer er ikke blevet tilført, og navnlig behovet for vestlige eksperter inden for de nye ministerier og kontrolapparater er udtalt. Europæerne har således valgt et light footprint. Strategien har desværre resulteret i institutioner, der er gennemsyret af korruption, og som langtfra varetager deres funktioner på tilfredsstilende vis.

Det begrænsede europæiske civile engagement har blandt andet haft som konsekvens, at det afghanske politi - hvis opbygning har været ledet af Tyskland - i mange af landets provinser bliver betragtet som ekstremt korrupt. Set i lyset af, at en almindelig afghansk betjent tjener omkring 70 dollars om måneden, hvilket kun med megen god vilje er tilstrækkeligt til at forsørge en familie, er det måske knapt så overraskende. Til sammenligning modtager de nyuddannede soldater i ANA en hyre på ca. 100 dollars om måneden.

Lovene bliver på papiret

Opbygningen af justitsvæ-senet - ledet af Italien - har ligeledes været lavt prioriteret, og kun langsomt er man ved at erkende, at justitsvæsen er mere end centralt udstukne direktiver. Love skal også implementeres og udbredes i befolkningen; der skal være dommere og fængsler, og man skal forholde sig til de kulturelt betingede forhold i Afghanistan. Kulturelle forhold, der ikke giver løfter om en let overgang til en retsstat.

Området omhandlende opiumsbekæmpelse - anført af Storbritannien - har ligeledes været fejlprioriteret. Problemets omfang og konsekvenserne for den selvstændige overlevelse af den nye afghanske stat er kun langsomt ved at blive erkendt. Koalitionsstyrkerne har endnu ikke kunnet enes om en fælles langsigtet strategi, men derimod overvejende fokuseret på kortsigtede løsninger, der primært har skadet den fattige del af befolkningen, mens mellemmænd og opiumssmuglere stort set er gået ram forbi.

På mange måder har det internationale samfund gjort arbejdet lettere for modstanderne af det nye styre. Da Taleban i sin tid etablerede sig og vandt opbakning, var det blandt andet på løfter om at afvæbne befolkningen, at forbyde opium (den del fortrød de dog hurtigt) og udrydde korruption. I dag er korruption meget udbredt inden for politiet og i det politiske og administrative system - lige fra distrikterne og provinserne til centralregeringen i Kabul. Der er en betydelig uro i store dele af landet, og de internationale og nationale styrker kæmper for at begrænse den negative udvikling. Det er denne situation, der nu er behov for at vende, mens det endnu er muligt. En seriøs og velovervejet plan for at styrke den civile indsats i form af ressourcer, eksperter og rådgivere i Afghanistan er helt essentiel, hvis de vestlige lande ikke unødigt vil forlænge engagementet i landet.

For afghanerne og NATO

At en yderligere optrapning af volden vil være skæbne-svanger for den afghanske befolkning er åbenbart indlysende, men det er på høje tid, at de ansvarlige politikere i Vesten indser, at der er andet på spil i Afghanistan end af-ghanernes fremtid. Også for det transatlantiske sikkerhedssamarbejde er succes i Afghanistan af vital betydning. I de første år efter Den Kolde Krigs afslutning spåede adskillige sikkerhedspolitiske eksperter NATO's snarlige bortgang. Uden truslen fra Sovjetunionen ville det transatlantiske sikkerhedssamarbejde være berøvet sin oprindelige raison d'tre, hævdede skeptikerne. Rygtet om alliancens død viste sig dog at være stærkt overdrevet, for i løbet af 1990'erne og - navnlig - efter terroranslagene mod USA i september 2001 etablerede NATO en ny eksistensberettigelse i rollen som kollektiv sikkerheds-organisation med global aktionsradius. I erkendelse af at Vestens sikkerhed i det 21. århundrede ikke længere starter i Fulda-passet og ved Checkpoint Charlie, men i Afghanistan, Bagdad og på Balkan, løftede NATO-landene blikket fra det traditionelle operationsområde.

Verdens storebror

Den NATO-ledte ISAF-mission i Afghanistan er således prøvesten for den mere globale orientering, som alliancen har påtaget sig i efter-koldkrigstiden. NATO har ganske vist tidligere været engageret i større stabiliseringsopgaver, men ikke uden for Europa. Et nederlag i Af-ghanistan vil derfor udgøre et alvorligt anslag mod visionen om at omdanne det tidligere bolværk mod kommunistisk ekspansionisme til en global stabilitetsfremmer. Ender Afghanistan i samme kaos som Irak kan 'strategisk irrelevant' meget vel blive Washingtons dom over alliancen og europæerne. Ræsonnementet i Washington er, at hvis NATO og europæerne ikke er i stand til at bidrage med de tilstrækkelige styrker og de helt nødvendige civile og økonomiske ressourcer i Afghanistan, så overstiger omkostningerne ved det transatlantiske samarbejde efterhånden fordelene. Fordi NATO i flere henseender er det - militært set - svage Europas bedste mulighed for at opnå strategisk indflydelse i en unipolær verden, vil en fiasko i Afghanistan på langt sigt få grelle konsekvenser for de europæiske landes globale sikkerhedspolitiske rolle. Det er derfor i både afghanernes og NATO-Europas interesse, at de nødvendige midler bliver stillet til rådighed. Det er muligt at Irak er tabt, men endnu er opgaven ikke håbløs i Af-ghanistan.

Jens Ringsmose er forsker på Dansk Insitut for Militære Studier (DIIS), og Peter Dahl Thruelsen er forsker ved Forsvarsakademiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her