Læsetid: 6 min.

Afghanistans røde guld

For Afghanistans bønder kan det betyde liv eller død at skifte opiumsvalmuerne ud med f.eks. safran. Alligevel fortsætter de internationale styrker med at brænde marker af uden at tilbyde et alternativ
16. maj 2007

"Nej, jeg har skam aldrig dyrket valmuer. Det er ikke acceptabelt ifølge islam!"

Svaret fra den 50-årige afghanske bonde falder prompte. Khan Muhammeds naboer fra i den lille lerklinede landsby Tuniyun kigger ned i jorden og smiler lidt. De har allerede fået sig et godt grin i dag, da Informations medarbejder i alt andet end afghansk burka-stil måtte klatre over en halvanden meter høj lerklinet mur og forcere en rivende bæk for at se landsbyens berømte safran-marker. Her i Herat-provinsen, helt mod øst nær grænsen til Iran, er det nemlig ikke til at få øje på Afghanistans berygtede opiumsmarker. Hvis valmuerne stadig er her, dyrkes de langt væk fra de veje, der lader sig forcere med firhjulstrækker.

På Khan Muhammeds marker vokser der heller ikke valmuer. Tværtimod vrimler det med hvede og byg. Og nedenunder alt det grønne titter række efter række af viltre safran-planter frem. På denne tid af året ligner de nærmest totter af soltørret marehalm, men til efteråret forvandles de til et smukt, lyslilla blomsterhav, forsikrer Khan Muhammed, der er gået i gang med safran-produktionen på opfordring fra den danske hjælpeorganisation DACAAR.

"Lige nu sover safranen. Først høster vi de andre afgrøder, som vi bruger til dyrefoder, og når det så bliver efterår, vågner safranen og blomstrer," forklarer han med et stort smil.

Helt godt går det nu ikke med Khan Muhammeds safran, som han har glemt at hyppe, så planteren kommer op at stå i små jordbunker ligesom kartofler.

Første år fik han cirka et halvt kilo safran ud af den tønde land, vi står på. Men sidste år var høsten kun 300 gram. Alligevel er Khan Muhammed fortrøstningsfuld.

"Det skal nok blive bedre, jeg håber på mindst 400 gram i år," siger han og forsikrer, at han ikke tænkt sig at skifte safranen ud med valmuer.

"Jeg vil gerne fortsætte med safran, her er meget tørt, og safran passer godt til jorden her, og så kræver safran ikke så meget arbejde," siger han.

Ud over denne safranmark, som han har lejet af en storbonde, har Khan Muhammed også hvedemarker, 50 får og en ko, som hans familie lever af.

"Jeg har skam kone, ni børn, flere svigerbørn og en mængde børnebørn. Vi er 35 i alt," fortæller han med synlig stolthed.

Store muligheder

Trods det vekslende udbytte har Khan Muhammed god grund til at være tilfreds med sin safran-mark. Et halvt kilo safran indbringer omkring 275 dollar (godt 1.500 kr.) på det afghanske marked, hvilket svarer til fire månedslønninger for en lærer eller en politibetjent. Ikke nogen dårlig forretning, selv om opium ville give dobbelt så meget per hektar.

Den høje salgspris er hovedårsagen til, at DACAAR har haft held med at overtale flere hundrede afghanske bønder i provinserne Herat og Laghman til at skifte over til safran.

"Folk ved godt, at det er moralsk forkert at dyrke opium, men for de fleste er det et spørgsmål om overlevelse," forklarer DACAAR's informationsmedarbejder Christian Jepsen.

I øjeblikket er kvaliteten af den afghanske safran ikke god nok til det internationale marked, hvor den kan indbringe det femdobbelte. Men det er et problem, som organisationen i øjeblikket arbejder på at løse. Hvis safranen skal sælges internationalt, skal den sorteres meget omhyggeligt og bl.a. tørres maskinelt, hvilket de afghanske bønder i øjeblikket ikke har mulighed for. Men at safran har potentiale til at blive Afghanistans røde guld, er der næppe tvivl om.

Et dilemma

DACAAR's aktiviteter finansieres bl.a. af den danske og britiske regering og har blandt andet inspireret briterne til at promovere safran som et alternativ i den sydlige og østlige del af landet, hvor omkring 30 procent af de afghanske valmuemarker er blevet ødelagt i et forsøg på at standse den gigantiske opiumsproduktionen.

I de fleste tilfælde bliver markerne imidlertid blot brændt af, eller valmuerne slået ned, uden at de berørte bønder får tilbudt nogen form for hjælp til at skifte afgrøde. Resultatet er en rasende lokalbefolkning, som i stigende grad tager afstand fra de internationale styrker.

At narkobekæmpelsen er dybt problematisk for det internationale samfunds indsats i Afghanistan, illustreres af et reklamespot, som den britisk-ledede ISAF-styrke for nylig udsendte på flere lokale radiostationer i den sydlige Helmand-provins, hvor flere hundrede danske soldater er udstationeret.

I et forsøg på at sikre lokalbefolkningens opbakning lovede briterne, at ISAF ikke ville genere opiumshøsten.

"Respekterede borgere i Helmand. ISAF's soldater og den Afghanske Nationale Hær (ANA) ødelægger ikke valmuemarker. De ved, at mange mennesker i Afghanistan er nødt til at dyrke valmuer. ISAF og ANA vil ikke forhindre folk i at tjene til livets ophold," lød beskeden.

"De civile skal vide, at vi er her for at bekæmpe Taleban, ikke for at skære deres valmuer ned," forklarende Charlie Mayo, talsmand for den del af ISAF, som de danske soldater i Helmand indgår i.

Efter flere protester fra bl.a. den afghanske præsident, Hamid Khazai, og den lokale Helmand-guvernør trak briterne radioindslaget tilbage, men dilemmaet består. Hvordan skal de internationale styrker vinde den afghanske befolknings hjerter, når de samtidig kaster tusindvis af ludfattige afghanske bønder og deres familier ud i sult og armod. Mange af opiumsbønderne ejer end ikke den jord, de dyrker valmuerne på, og lever udelukkende af den procentdel af opiumshøsten, som de får lov at beholde.

Talebans nye våben

At Taleban har skiftet holdning til opium og i dag opfatter narko som et våben i kampen mod Vesten, gør ikke bekæmpelsen lettere.

Selv om rusmidler er forbudt ifølge islam, har talebanerne besluttet, at opiumsdyrkningen er tilladt, så længe man ikke anvender de euforiserende dråber.

"Narkotika er forbudt. Det står i Koranen, ingen tvivl om det. Men i kampen mod fjenden er alle midler tilladt," forklarer NATO's politiske rådgiver i det sydlige Afghanistan, Gafus Scheltem.

"Taleban behøver penge, og den eneste måde at få penge på er fra arabiske kilder og fra opium", siger han til det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.

Ifølge FN tager Taleban en del af udbyttet hele vejen fra mark til marked; en procentdel af høsten, en procentdel af indtægten fra heroinlaboratorierne på grænsen til Pakistan og en procentdel for at lade forsyningerne passere gennem usikre områder.

Den afghanske viceminister for narkobekæmpelse, general Khodaidad, anslår, at Taleban inkasserer op til 20 procent af bøndernes indtægt.

"Hvis regeringen er svag i nogle områder, og Taleban er stærkere, så betaler vi oshar - den traditionelle religiøse skat - til Taleban i stedet for til vores lokale ledere," bekræfter opiumsbonden Karimullah Khan over for AP.

Til gengæld får bønderne beskyttelse fra den lokale Taleban-leder og kan regne med, at korrupte regeringsembedsmænd vender det blinde øje til. Andre bønder har fortalt, at de betaler omkring 10 procent af deres indtægt til Taleban.

Talsmænd for Taleban afviser beskyldningerne og understreger, at den tidligere Taleban-regering tværtimod gjorde alt, hvad den kunne, for at standse narkoproduktion i de fem år, den var ved magten fra 1996-2001.

"Vores mål nu er at slå de udenlandske styrker, vi har ikke tid til at tage os af opiumsdyrkning," siger en af bevægelsens ledere i Helmand, Mullah Abdul Qassim.

Men den forsikring tror de færreste på.

General Khodaidad fra den afghanske regering narkobekæmpelse anslår tværtimod, at Taliban inkasserer over 100 millioner dollars. Og som en en vestlig diplomat i Kabul udtrykker det, "kan man købe temmelig meget oprør for de penge i et land, hvor gennemsnitslønnen er under tre dollars."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her