Læsetid: 3 min.

Afghansk fremtid?

26. november 2001

I GÅR BEGYNDTE så Nordalliancens overtagelse af den nordafghanske by Kunduz, talebanernes næstsidste højborg i det krigshærgede land. Det var soldater under én af alliancens mange krigsherrer, den usbekiske general Dostum, der tog kontrol med byen, og det skete angiveligt uden det frygtede blodbad, uden kamphandlinger. Konvojer med flere tusind resignerede Taleban-soldater havde forinden forladt Kunduz for at melde sig hos Nordalliancen, hvor de faldt deres dødsfjender fra forleden hjerteligt om halsen og fik lov at beholde deres våben. Sådan gør man ofte på de kanter, hvor krig og allianceskift har været en livsstil gennem 23 år. Nordalliancens selvindsatte præsident Rabbani sagde søndag fra Kabul, at der ikke ville blive krummet hår på taleban-krigernes hoveder og ejheller begået overgreb mod de lejesoldater fra Pakistan, Tjetjenien og Saudi-Arabien, der har kæmpet for talebanerne som led i Osama bin Ladens hellige krig.
Om det sidste løfte holder, vil snart vise sig, men selve det forhold, at Kunduz skifteR hænder uden kamp, herunder uden sammenstød mellem Nordalliancens rivaliserende grupper, kan give en smule håb for den konference om Afghanistans fremtid, som indledes i morgen i Bonn. Nordalliancens ’udenrigsminister’ Abdullah Abdullah udtrykte lørdag store forhåbninger til konferencen, idet han erklærede Nordalliancens vilje til at nå frem til en regeringsdannelse med deltagelse af alle landets etniske grupper.

LET BLIVER det ikke. Afghanistan er et stammesamfund uden nationale politiske institutioner. Siden den nu 87-årige kong Zahir Shah blev styrtet i 1973, har landet kun kunnet hænge sammen i kraft af stammernes krig mod besættelsesmagten Sovjet og siden i kraft af Talebans terrorregime. Den såkaldte Nordalliance er en løs koalition af etniske tadsjikkere, usbekere samt hazaraer. Hver af disse etniske grupper har egne ambitioner og en egen dagsorden, hvis de da ikke har flere som det f.eks. er tilfældet med hazaraerne, der består af et større antal rivaliserende undergrupper. Til dette kommer den store etniske gruppe af pashtuner, der dominerer det sydlige Afghanistan og i øjeblikket belejrer Talebans sidste højborg, Kandahar, men hvis stammer samtidig ligger i indbyrdes konflikt. Foruden i fælles konflikt med Nordalliancen.
De rivaliserende parter har i øjeblikket mere eller mindre sat sig på hver deres hovedbyer, men håbet for Bonn-mødet er, at man kan nå enighed om et overgangsstyre via et nationalt stammeråd, der med alle etniske gruppers deltagelse og en overgangspræsident i spidsen kan vedtage en forfatning og udskrive valg. Nordalliancens selvbestaltede præsident Rabbani erklærede sig i weekenden villig til at overlade pladsen til f.eks. den gamle ekskonge, hvis denne kan samle alle etniske grupper om et stammeråd. Time will show...

DET INTERNATIONALE samfunds store problem med at sikre Afghanistan en fremtid under ordnede forhold er, at man ikke er til stede i landet. USA har valgt at føre krig mod terrorismen fra luften og via stedfortræder, og man har derfor ikke tropper i landet, som kan hindre, at diverse klaner, stammer og krigsherrer begynder at slås militært om magten, indleder hævnaktioner eller blot plyndrer nødhjælpsforsyninger. Det er set i rigt mål tidligere i Afghanistans nyere historie, og det kan ske igen. Den vestlige alliance har kun et lille kontingent af specialtropper, der rådgiver Nordalliancen, udpeger mål for de amerikanske bombemaskiner samt jager bin Laden. Det er ikke en fredsbevarende styrke, ejheller en styrke der kan sikre den store humanitære indsats, som bl.a. seks ugers amerikansk luftbombardement har været med til at nødvendiggøre - alene uden for Kandahar angives 100.000 mennesker at have søgt tilflugt for bomber og granater i teltlejre.
USA har indtil videre ikke villet give grønt lys for indsættelse af 6.000 britiske soldater, som kunne sikre nødhjælpen, og de antitalebanske krigsherrer, herunder præsident Rabbani, er meget lidt interesserede i ’indblanding udefra’.
Mareridts-scenariet er, at USA – foreløbig uden at have fanget hovedfjenden, Osama bin Laden – blot fører det afghanske folk fra én form for rædselsregime til et nyt og derefter vender det ryggen, optaget af at jage terrorister på nye lokaliteter – Somalia, Sudan,
Yemen ... Håbet er, at det på Bonn-konferencen lykkes at få både de afghanske stammeledere og det internationale samfund – via FN – til at tage ansvar for det mishandlede afghanske folk.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her