Læsetid: 2 min.

Afghanske kvinder sætter ild på sig selv

Tvangsægteskaber og hustrumishandling driver dem ud over fortvivlelsens rand
2. november 2006

Kvinders liv i Afghanistan har ikke ændret sig mærkbart i de fem år, der er gået siden Talebans fald, afslører en ny og meget kritisk rapport fra en britisk baseret kvinderettighedsgruppe. Womankind Worldwide dokumenterer, at vold mod kvinder stadig har enorm udbredelse i det afghanske samfund, og at antallet af kvinder, der sætter ild på sig selv, fordi de ikke kan udholde den tilværelse, de bydes, er dramatisk stigende.

De historiske billeder af kvinder, der flår deres burkaer af efter Talebans fald i 2001, var altid en mediefiktion. Ser man bort fra en ganske lille elite i Kabul, er den overvældende majoritet af kvinder i Afghanistan stadig tvunget til at tildække hele deres krop, ansigtet indbefattet.

Men forfatterne til den nye rapport er trængt dybere ind i de afghanske kvinders formummede liv og konkluderer, at fem års vestligt støttet styre knapt nok har ført til forandringer.

Tvangsægteskaber

Mellem 60 og 80 procent af alle ægteskaber i Afghanistan er tvangsægteskaber. Så mange som 57 procent af pigerne gifter sig, inden de er fyldt 16 år - enkelte er helt ned til seks år. Pga. skikken med at betale en pris for en brud, er ægteskab stadig frem for alt en finansiel transaktion, ligesom en ugift kvinde først og fremmest repræsenterer en vare.

Baad-skikken, hvor piger og kvinder udvikles i form af ægteskaber for at indfri gæld eller bilægge stridigheder imellem familier, praktiseres stadig i udstrakt grad i de pashtunske områder i det sydlige og østlige Afghanistan. Men disse kvinder bliver ikke behandlet som andre hustruer - de er i realiteten slavearbejdere for deres 'ægtemænds' familier.

Også æresdrab er fortsat en udbredt skik. Kvinder dræbes for at 'vanære' deres familier ved sådanne forbrydelser som 'at blive set sammen med en fremmed mand'. Et familiemedlem står for at forrette drabet.

En forandring er der dog sket: Antallet af kvinder, der sætter ild på sig selv, er steget med foruroligende hast siden 2003. I næsten alle tilfælde fandt forskerne, at kvinden havde gjort det, fordi hun levede i et tvangsægteskab eller var udsat for mishandling fra sin mands side.

Kvinder, som anmelder sexmisbrug, risikerer at blive retsforfulgt for den forbrydelse at have haft sex uden for ægteskabet - uanset om det var voldtægt.

Taleban blev foragtet og fordømt i den omgivende verden for at nægte piger og kvinder enhver skoleuddannelse. Ifølge den nye rapport er kun 19 procent af de afghanske skoler i dag for piger - der findes ikke blandede skoler - mens kun fem procent af pigerne fortsætter ud over grundskoleniveau.

Skønt det genopstandne Taleban har angrebet pigeskoler, kan Vesten ikke give de islamistiske oprørere skylden for alle de vedvarende kvindeovergreb. Mange af disse finder sted i nord og vest, hvor Taleban ikke er aktiv. Og i nordøst, som Taleban aldrig fik kontrol over, er den fundamentale sundhedssektor i så ringe forfatning, at en kvinde dør i barselsseng hver 20. minut.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her