Læsetid: 4 min.

Det afghanske morads

21. november 2001

Efter halvanden måneds operationer synes den amerikanske krigsplan umiddelbart at gå vel. AlQaedas beskyttere – Taleban-styret – har mistet grebet om Afghanistan og er på vippen til at blive jaget ud af bevægelsens to sidste bastioner, Kunduz i nord og Kandahar i syd. Osama bin Ladens kårede efterfølger, Mohammed Atef, blev sidste tirsdag dræbt af amerikanske bomber nær Kabul. 30 andre ledende skikkelser i terrororganisationen skal den nat have fulgt Atef i døden. Taleban-styrets øverste leder mullah Mohammed Omar, sidder tilsyneladende fast i sin højborg Kandahar, som bliver bombarderet næsten døgnet rundt af USA. Bin Ladens opholdssted er som sædvanlig ikke kendt. Mandag slog forsvarsminister Donald Rumsfeld fast, at USA ikke vil indsætte flere end 100 kommandosoldater omkring Kandahar og i den nærliggende bjergrige provins Uruzgan, hvor Osama bin Laden formodes at holde sig skjult med sin sikkerhedsstyrke. I stedet udlovede han en dusør på 25 mio. dollar til afghanere, som er villige »til at kravle gennem tunneler og huler for at lede efter de slette mennesker.«
Man kan konstatere, at Bush-regeringen holder sig det oprindelige formål med angrebet i Afghanistan lysende klart. Al-Qaeda og dets beskyttere skal tilintetgøres – koste hvad det vil. Alt andet er underordnet. Nuvel, store dele af den afghanske befolkning er blevet frigjort fra Talebans åg som følge af bombardementer koordineret med Nordalliancen, men når det kommer til stykket, er dette for så vidt lykkelige udfald et sideordnet resultat af USA’s antiterrorplan. På et tidspunkt var denne klare prioritering dømt til at fremkalde utilsigtede konsekvenser, som man nu ser hobe sig op, dag efter dag. Med bagklogskabens øjne kan det noteres, hvor letsindig en beslutning USA tog, da man i begyndelsen af november begyndte at tæppebombe
Taleban-styrkernes forsvarslinier nord for Kabul. Inden da havde amerikanerne højt og helligt lovet general Musharraf at fremtvinge et løfte fra Pakistans svorne fjende, Nordalliancen, om at lade deres styrker blive uden for den afghanske hovedstad for at gøre plads til indsættelsen af en udenlandsk sikkerhedsstyrke, hvilket øjensynligt skulle have været 6.000 britiske soldater. Det løfte brød Nordalliancen – der støttes af Indien,
Iran, de centralasiatiske stater og Rusland. Pakistans militærstyre, der har løbet store risici ved at udleje sit luftrum og dele af sit territorium til Pentagon, bobler af vrede og indignation over USA’s dobbeltspil. Musharrafs dage kan være talte, medmindre Nordalliancen trækker sig ud af Kabul som led i en FN-formidlet regeringsdannelse i den nære fremtid.

Foreløbig er Nordalliancen gået med til at deltage i en FN-konference på mandag i Berlin – sammen med tre andre etniske grupperinger – om dannelsen af en etnisk repræsentativ samlingsregering. Men det ville være blåøjet at forestille sig, at Nordalliancens krigsherrer – der allerede er oppe at kives indbyrdes om opdelingen af de nyligt erobrede områder – sådan uden videre lader sig kortene spille af hænde. I Afghanistan gælder stadigvæk devisen, at politisk magt vokser ud af et geværløb. Det ville være halsløst at forudsige det politiske efterspil i det forarmede land af USA’s snævre terror-orienterede krigsstrategi; måske vil Afghanistans nabolande og stormagterne i sidste ende komme til fornuft og påtvinge deres vasaller en acceptabel løsning. For afghanerne ville det være en tragedie, hvis tiden blev skruet tilbage til før Taleban, der med sine hensynsløse metoder var i stand til at skabe et minimum af sikkerhed under et religiøst terrorregimente.

Årsagen til, at Bush-regeringen gav grønt lys til tæppebombningen i Mazar-e-Shariff og Kabul, var givetvis en frygt for, at fastemåneden og en hård vinter ville udsætte en militær løsning på konflikten til foråret. I en så lang venteperiode risikerede den i forvejen skrøbelige opbakning til luftkrigen i den europæiske opinion og andre vestlige lande at smuldre bort. De gruopvækkende minder fra World Trade Center kunne let fortone sig i horisonten. Modstanden i den arabiske og muslimske verden ville utvivlsomt vokse til nye højder. Hertil kom den humanitære udfordring. Der var altså masser af gode grunde til at lade den eneste modstandsbevægelse i Afghanistan – Nordalliancen – indtræde i rollen som landstyrke for det amerikanske flyvevåben, nu da USA fortsat vægrer sig ved at bruge sin veltrænede specialstyrker på 40-50.000 mand i regulær krig. Udtalelser fra Bush og Rumsfeld i de seneste dage antyder, at den højeste prioritet stadig er at »dræbe eller tilfangetage« toppen af al-Qaeda og Taleban. I næste række kommer Afghanistans fremtid – regeringsdannelse, humanitær bistand, genopbygning osv. Mange bevingede ord vil komme fra Bush’ læber i den kommende tid, især om befrielsen af afghanerne, men det vil forslå som en skrædder i Helvede, hvis USA kun følger terrorsporet til andre steder i verden. At Bush måske vil stikke halene mellem benene, når han har Osamas hoved på et fad, ses af den omstændighed, at briterne ikke kan få overtalt amerikanerne til at bidrage til en sikkerhedsstyrke.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her